Locke & Key kommer til Netflix — er vi spændte?
Endnu en fredag, endnu en serie dumpes på Netflix. Denne gang er det Joe Hill og Gabriel Rodríguez’ tegneserie Locke & Key, som har fået en streaming-makeover. Anna har allerede annonceret sin forventning på Twitter:
Locke and Key – en af mine yndlingstegneserier! – får tv-serie behandlingen. Premiere på Netflix i dag. Meget spændt på om den kan holde til det
Jeg selv, som tegneserieelitist, var mere forbeholden:
Jeg synes måske tegneserien skuffede lidt, særligt på billedsiden. Tegnestilen var for superhelteamerikansk til rigtig at swinge med fantasyelementerne for mig. Dét synes jeg derimod, Netflix’ trailer råder bod på. Jeg er forsigtigt positiv!
Vores videre Twitterdialog fortsætter herunder (og evt. i kommentarsporet), men hvad er læsernes umiddelbare reaktioner?
Jeg var lidt skuffet over hvordan slutningen blev håndteret. Men der var bare så meget godt op til det punkt. Jeg er dog lodret uenig mht tegnestilen. Var helt vild med Rodriguez’ arbejde her. Atmosfære-skabende og seriøst uhyggeligt (sef også skrevet godt). Gav gode mareridt.
—Anna
Det er ingen kritik af tegnerens arbejdsindsats som sådan, kun det temmeligt trættende paradigme, han arbejder indenfor — og som jeg synes i sidste ende hæmmer værket (og 99% af amerikanske tegneserier)…
—Allan
Altså hvad er det for et paradigme? Jeg ku sådan set godt forestille mig at tegnestilen her er enten noget man elsker eller konstant irriteres på. Det faldt heldigt ud for mig. Vild med detaljerigdommen i det, følelser kommunikeret i ansigterne og igen den gennemgående atmosfære.
—Anna
Men fx Disney tegnefilm (og måske overordnet amerikanske tegnefilm) gør noget med helt overgearede ansigtsudtryk. Øjenbrynene og mundvige flyver rundt i nærmest klovneagtig tydelighed. Det kan jeg lige knapt abstrahere fra… Er det noget i den retning der bliver problematisk?
—Anna
Jeg mener, at tegningerne i så høj grad bærer præg af at være skolet i amerikansk mainstream (med dens stiliseringer og klicheer, der frem for alt er tilpasset superheltetegneserier) at jeg i al fald halvt forventer at figurerne løber ud og bekæmper kriminalitet når som helst…
—Allan
9 kommentarer
OK så! Pkt 1. superheltetegneserier er jo generelt også fyldt med fantasy/fantastiske elementer, så jeg synes sådan set det går fint i spænd med de mange mere kamp-agtige scener og vilde scenarier der udspiller sig omkring de forskellig nøglers egenskaber. Når vi er væk fra de dele af historien synes ikke tegningerne er specielt superhelteprægede..
Pkt 2. Skal vi snakke lidt om den Bill watterson homage i Vol.4? Jeg var helt vild med det. Nok også solgt på Bode som en Steen-type.
Pkt 3. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man kunne have lukket historien bedre. Men det blev alt for eksplicit imo (ret typisk faldgrube ift horror og det overnaturlige). Og en skidt håndtering også af Bode.
Undskyld, at jeg satte en diskussion i gang, og så flygtede offline resten af dagen. En del af tiden blev faktisk brugt på at kigge på “Locke & Key”-serien, så jeg vil påberåbe det som forberedelsestid…
Bare for perspektiv: Jeg har lidt et andenhåndsforhold til tegneserien, som først og fremmest min ældste søn er stor fan af. Derfor har jeg kun en ret flydende erindring om handlingen, særligt slutningen — men jeg formoder, at det er en bedre indgang til Netflix-adaptationen, end at sidde og græmme sig over eventuelle frie forhold til oplægget?
For at tage dine punkter i omvendt rækkefølge, og gemme en fyldigere diskussion om tegnestil til senere:
3/ Ja du, det skal jeg holde mig fra at diskutere. Slutningen har som sagt ikke gjort et mindeværdigt indtryk på mig, men eftersom streamingversionen er sat til at fortsætte over flere sæsoner, er det nok lige så godt at forholde sig afventende til, hvordan dén adapteres.
2/ Der er og bliver kun én Bill Watterson, men jeg husker L&K-tegneseriens hyldest til Steen & Stoffer, isoleret, som et spøjst påfund, og som en interessant måde at trække på Wattersons arbejde. Det er nøgternt set et smart stilgreb, som i en håndevending tillægger Bode en række karaktertræk pr. association, og de er jo ikke ligefrem i modstrid med den måde, figuren er skildret i de forudgående bind af tegneserien.
Når det er sagt, så kan netop den kun lige habile tillempning af Wattersons tegnestil sættes i parallel med mine indvendinger mod Rodriguez’ tegninger i bredere forstand. Dels i de begrænsede håndværksmæssige midler, han går til begge opgaver med, dels i et større perspektiv: Mit overordnede argument er der, at især i mainstreamtegneserier (og deres hovedsagelige genrer) har tegnestilen(e) udviklet sig via kopiering indenfor det specialiserede felt, i en grad så de ikke længere har en kæft at gøre med illustrations- eller klassiske tegnetraditioner.
Det er ikke sådan, at jeg har en beef netop med Rodriguez; han har en stærk designsans, som er tydelig i “Locke & Key”-serien, men der er ikke noget der viser, at han ville kunne tegne sig ud af en våd papirspose — og med “tegne” mener jeg mere end at trække på 80 års indavlet stilisering indenfor superheltegenren. Det er som sagt ikke Rodriguez’ fejl eller mangel, men et resultat af den amerikanske tegneserieindustris gradvist, men målrettet fremelskede visuelle udtryk.
Vi så første afsnit i går, og jeg tror, min oplevelse måske lidt er, hvad du snakker om – den er kompetent, men også lidt for glat. Lidt som jeg havde det med tegneserien, faktisk.
Jeg fik også set et afsnit og selvom jeg egentlig godt kunne lide skuespillerne og setdesignet synes jeg også det virkede glat og uden noget specielt look [jeg synes her i højere grad tegneserien har sit eget udtryk uanset Allans holdninger :-P]. Det var dog rart at der ikke var gået totalt cgi-bonanza i den. Smart valg.
Men jeg var ret irriteret af hvad der virkede som nogle meget mærkelige, meget skrevne, menneskelige interaktioner og to skurke som slet ikke på samme måde var truende (igen: det var de sgu i den tegnede version).. Dette kunne dog være en pilot-effekt.
Har besluttet at lade den ligge og i stedet bruge nogle vinteraftener på den koreanske zombie serie Kingdom.
Kingdom er superfed!
Jeg har været så dum at starte på October Faction, som handler om… en familie, der vender tilbage til faderens hjemsøgte barndomshjem efter en tragedie. Og jeg er allerede begyndt at rode de to lidt sammen, selv om den her har paranormale hemmelige agenter og generelt bare er noget dårligere end Locke & Key.
Vi så hele sæsonen i weekenden, og jeg synes overordnet den lykkes ret godt. Både min ældste og jeg, som kender tegneserien mere eller mindre indgående, var lidt forbeholdne i forskud — vi har nok set for mange lovende forlæg blive til rædderlige adaptations — men med sidste afsnit var vi solgt. Min sambo, som kom til Netflix-versionen helt uforudindtaget (forud uindtaget?), var derimod hooked fra starten, så måske er det bare sønnen og jeg, som er blevet for ømskindede.
Der er enkelte skønhedspletter, f eks specialeffekterne brugt i Bodes ånde-astralrejser, som jeg ikke kan afgøre er et økonomisk overspring, eller et helt bevidst valg, der bare er gået tabt på mig. I al fald er adaptationen vellykket og fængende, men ikke et mesterværk — ikke ulig tegneserien.
Jeres fejl er, at I overser dagens virkelige nyhed på Netflix, nemlig Horse Girl!
y’know jeg tør nok alligevel ikke risikere at blive skuffet over endnu en serialisering/filmatisering af en af mine favoritter. Så jeg må hellere vende tilbage til mine hestepige-rødder -lord knows der var rigeligt med (teenage) drama i staldene på Glyngøre-egnen.
Uh! Og Alison brie er med. Solgt!
Det er udelukkende din fejl, Janus, at du ikke gjorde os opmærksom på dén, før Anna piskede stemningen op i Locke & Keys favør. Vi kunne have snakket om Horse Girl, men du svigtede! 😛