Livet er, ifølge John Lennon, noget der sker, mens man har bedre ting at tage sig til. Gode råd er dog dyre, når den medierede virkelighed er fyldt med bare ét emne, og man er stort set afskåret fra mange af de “bedre ting”, der normalt, omend kortvarigt, kunne aflede opmærksomheden fra livets mere alvorlige aspekter — som f eks coronasmitten. Min eskapisme i disse dage har været at søge til Wikipedia og følge vilkårlige links, Debord-stylee, til jeg finder et spændende opslag, eller endda lærer noget nyt. Idag faldt jeg over en liste med engelske ord af persisk oprindelse.

Det er stadig kontroversielt for nogle, at deres isolerede, kulturelle identitet er et forløbigt resultat af en pågående, gensidig udveksling mellem en smeltedigel af kulturer, på tværs af tid og geografi. Det gælder sprog, såvel som det gælder religion, nationalgrænser, ejendomsret, hvad børn skal være tvunget til at spise i børnehaven, og så videre, og så videre. Et kursorisk dyk ned i et hjørne af just persiske påvirkninger af engelsk er en påmindelse om, at der hverken i sprog, kultur eller historie findes ét centrum, men et filtret netværk af både samtidige og skiftende knudepunkter. Og det er især passende at tage udgangspunkt i det engelske sprog, eftersom det er lingua franca i størstedelen af vestlige medier, og ikke mindst internettet — i sig selv en kulturboble på nippet af kollaps.

En kort baggrund

Persisk (eller farsi) er et indo-europæisk sprog, så mange ord har fælles rødder med tilsvarende engelske, eller danske, for den sags skyld. Ifølge Wikipediasiden var Persien dog længe relativt isoleret fra Europa af uvejsomt terræn, og sproglig udveksling i den retning skete primært via andenhånds overlevering gennem f eks latin, græsk, arabisk og tyrkisk. På grund af vekslende persiske imperiers udstrækning mod øst, var farsi også hofsprog under det Mughal-styrede Hindustan, og krydsbefrugtningen med visse sanskrit-ord præger også kolonitidens overlevering til engelsk.

Der er adskillige åbenlyst mellemøstlige låneord på listen: Bazar, kiosk, assassin, karavane, kebab, jasmin. Andre er som sagt indiske eller endda fjernøstlige ord, importeret til Europa gennem persisk, enten ad Silkevejen eller gennem Mughalrigets varige, sproglige influens under det Britiske Ostindiske Kompagnis herredømme over Indien. Dem, der har klaret sig til denne kortere liste, har enten fælles forbindelser til dansk, er tilstrækkeligt underholdende i deres etymologi, eller begge dele.

Det skal som sædvanligt bemærkes, at jeg ikke er lingvist, men bare alment sproginteresseret, ligesom Wikipedia er en brugerredigeret kilde, og derfor heller ikke perfekt — og i endnu mindre grad den dansksprogede version! Så brug ikke det følgende som andet end springbræt for videre søgning og undren 🙂

Superkulturel dosmerversion

Baldakin, fra italiensk baldacchino, et udsøgt og eftertragtet klæde, oprindeligt fremstillet i Bagdad — på italiensk tidligere kaldet Baldacco. Sidenhen begyndte særligt maltesiske og sicilianske vævere at producere stoffet, hvilket stadig kan ses i efternavnet Baldacchino, frit oversat “Bagdad-væver”.

Bombast/-isk, fra latin bombax, bomuld, beslægtet med persisk پمپا, pamba. Bomuld blev tidligere anvendt som polstring, på samme måde som f eks hørfibre, hvilket førte til sprogbilledet “bombast”, der beskriver en unødigt svulstigt eller “polstret” talestil. I den mindre kulørte ende er pamba/bombax også ophav til beige, via det oldfranske bege: Farven på uforarbejdet bomuld. Den svenske udtale af beige, [bä´∫], beskriver farven perfekt: et sted mellem en ukvemsytring og et bøvs.

Et ord der, i al fald for mig, har en mere amerikansk end britisk engelsk klang, er candy, som kommer fra et persisk ord for sukker, قند qand. Evt oprindeligt fra Sanskrit खुड् khanda, med samme betydning. Heller ikke “sukker” er oprindeligt et europæisk ord, og ifølge den engelsksprogede Online Etymology Dictionary er sødestoffets fremmarch til Vesten direkte spejlet i ordets etymologiske udvikling: Fra sanskrit śarkarā til persisk shakar, og videre til Europa. Indtil arabere i 700- og 800-tallet begyndte at dyrke sukkerrør i Middelhavslandene, og korsfarere senere hjembragte sukker fra Mellemøsten, var honning det mest almindelige sødemiddel i Europa.

Check, dels i betydningen “skak”, men også “bankcheck”, “tjek” (dvs at kontrollere eller bekræfte noget) og et af flere engelske ord for kvittering, afledt af persisk “shah”. De forskellige varianter menes at være opstået fra skaktrækket, hvor kongen har begrænsede muligheder for at ikke blive slået eller stillet skakmat (fra shâh mât, “shahen er død”). Det medførte gennem tiden en mere generel brug af udtrykket, i betydningen “modgang” eller “pludseligt stop”, som man sikrer sig mod ved at tjekke eller kvittere (dvs verificere eller indestå for) f eks en bankchecks pålydende værdi.

Kina, fra persisk چین Cin via sanskrit चीन fra det oprindelige kinesiske ord 秦 — som ikke refererer til landet, men til Qin-dynastiet, som jo både steg og faldt allerede to hundrede år før vor tidsregning. Mere à jour kaldes landet Zhōngguó, undtaget altså i Zhōngguó. Det er en pinlighed, som den vestlige verden faktisk burde have taget til efterretning, samtidigt som vi sløjfede “Peking” til fordel for Beijing.

Magi/-sk, fra oldpersisk maguš, “den mægtige”, en (oprindeligt zoroastrisk) præst, som f eks den bibelske Simon Mageren, eller de tre Vise Mænd (eng. Magi).

Mogul, fra مغول mughul, “mongolsk”. Jeg nævnte Mughalimperiet i indledningen, og det er altså samme ordstamme. Mughal- eller Gurkan-imperiet blev ganske rigtigt grundlagt af den uzbekiske (dvs mongolske) hersker, Babur.

Musk kommer via latin og græsk fra persisk مسک musk, men er oprindeligt fra sanskrit. Det er altså ikke et udtryk, der har en entydigt persisk oprindelse, men jeg inkluderer det her, fordi det sanskritiske मुस्कस् muska betyder “testikel”, og er et diminutiv af मुस mus — som betyder netop det på nudansk, en mus. Udover at jeg stadig synes, enhver henvisning til de nedre regioner er morsom, er det endnu mere spøjst, at de gamle indere kaldte testikler for “små mus” eller “museunger”.

Rang (eng. Rank), som i “militær rang” eller “rangorden”, angives på Wikipedia-listen at komme fra det persiske رنگ rang, “farve”. Årsagen skulle være, at soldater i Sassanideriget (ca. år 224-651) havde forskelligtfarvede uniformer efter rang. Det lyder på den ene side som opspind, men på den anden side er det så idiotisk, at kun en historisk kavalkade af militære organisationer kunne falde for det.

Mere overraskende kommer tulipan og turban fra samme persiske ord, دلبند dulband, som betyder at knytte eller binde. Blomsten kan have fået navn på grund af sin lighed med hovedbeklædningen, og måske for sin kompakte, sammenknyttede bladstruktur. Forbindelsen mindede mig om, da min latinlærer forklarede, at både “tærte”, “tortur” og tortuca, latin for skildpadde, kommer fra samme rod… Har man først set det, kan man ikke u-se det igen.

Scifi-fans vil måske genkende ordene Farangi og Jemadar. Det første er en persisk forvanskning af “franker”, et folk som perserne først mødte under Karl den Store, og فرنگی – Farangi blev et generelt udtryk for vesteuropæere. जमा’दर, eller Jemadar er hindi for en politi- eller soldaterofficer, men ordets form er inspireret af det persiske جامءات jam’at, “en styrke af tropper”. Betegnelserne er overleveret i Star Trek-rumracerne ferengi og jem’hadar…

Kilde

Alle ikke-europæiske transkriptioner er saksede fra Wikipedia-listen.