Engang i februar blev jeg overvældet af en dyrisk trang til blod, der kun kunne mættes ved bestialske ugerninger — eller i al fald film med de ingredienser. Måske var det fordi Trumps støtter i senatet havde frikendt ham for åbenlyse lovbrud, måske fordi jeg endnu en gang prøvede at ryste nikotinbehovet af mig. Måske var det fuldmånen.

Uanset årsagen — blame it on the boogie — blev jeg fascineret af varulve i film og den bredere kultur. Det forekom mig, at figuren ikke på samme måde som andre monstre defineres af en skarptskåren symbolik, eller stereotyp, om man vil: Vampyrer forbindes med seksualitet og hedonisme, zombier med massebevægelser og samfundsmæssige omvæltninger. Spøgelser er udtryk for en nemetisk fortid, der stiller eftertiden til regnskab, Godzilla er tilsvarende Japans omvandrende, kollektive trauma efter Hiroshima og Nagasaki. Varulve… er mennesker, som forvandles til ulve i fuldmånens skær, og dræber de uskyldige og forsvarsløse…

Det er der da en vis ubestemmelig form over, men ikke nok substans til at tilfredsstille en uforbederlig kloge-åge som mig selv, der forlængst har internaliseret Jack Skellingtons credo, ‘What does it mean, what-does-it-mean?!’ Hvis vi skal tage det for gode varer, at de fantastiske genrer beskriver en iboende samtidsfrygt, så må det for pokker også være muligt at læse mere ind i varulve? Som udgangspunkt kan man tage denne uformelighed som tegn på, at varulvefiguren, trods nogle hundrede års eksistens som kulturartefakt, stadig er nærmere folketroen end fiktionen — del af en løbende fabrikeret, men altid utilstrækkelig kosmologi, fremfor en suggestiv, metaforisk gestaltning. Vi må med andre ord starte med en antropologisk gennemgang, for bedre at forstå den spredte fægtning, som varulven er skildret med i superkulturen som helhed.

Symbolik og folketro

Helt grundlæggende er varulven en grænsegænger mellem dyr og menneske, natur og kultur. I mytologier og folkesagn over hele kloden findes der eksempler på guder og dæmoner, som forvandler sig til det ene dyr eller det andet. Jeg har tidligere, her på Superkultur-bloggen, skrevet om emnet formskiftere og teriantroper, i forbindelse med julens oldnordiske og shamaniske rødder (og hvor tit ser man lige dén ordrække på skrift!), så vi kan i denne sammenhæng nøjes med at notere, at mennesker i dyreham eller -form kan forbindes med protoshamaniske forestillinger, afbildet så langt tilbage som den ældre stenalder. Hvis oldtidens shamaner i hallucinogent fremkaldte trancer har udageret dyreadfærd, for at kommunikere med naturens kræfter, kan man ikke bebrejde deres omgivelsers forskrækkelse over “forvandlingen”.

Det skræmmende element blev våbengjort langt senere af de germanske Tierkrieger, eller nordiske bersærkere og úlfhednar (mennesker i hhv bjørne- og ulveham), som dels forled sig på effekten af sin fremtoning i rovdyrskind, dels tog for sig af psykoaktive planter og svampe, for at øge sin blodtørst. Her skred konceptet med andre ord, fra en formentlig venskabelig, balanceret udveksling mellem menneske og dyr, til at dyret/naturen konsumerer menneskets glans af civilisation. Det skel bæres over til det femtende og sekstende århundrede, hvor jagten på varulve for alvor gik ind i forbindelse med de europæiske hekseprocesser.

At varulven blev draget ind i dén sammenhæng, som en slags familiar eller hjælpende dyreånd for heksen, kan antyde et vedvarende bånd til shamaniske traditioner, her dæmoniseret af kirkelige dogmer. Under alle omstændigheder tog varulven derefter selvstændig form i den kollektive bevidsthed, og visse mytekonventioner begynder at stabilisere sig over bredere dele af Europa. Begrebet månesyge, på engelsk lunacy, blev inkorporeret så vi fik odgmet om at varulven kun skiftede form ved fuldmåne. Hvor en person tidligere hævdedes at kunne pådrage sig forbandelsen som straf for en overskridelse mod gud, samfund eller natur, som i forbindelse med hekseprocesserne, blev det alment accepteret at de “smittedes” gennem et bid af en anden varulv. Udyrets achilleshæl var først kirkelige symboler, kors og vievand, men sidenhen først og fremmest sølvvåben og-projektiler.

Som en hastig sidebemærkning forsøger jeg ikke at hævde, at forestillingen om mennesker, der forvandles til rovdyr, er et udelukkende vestligt fænomen. Der er paralleller til varulvemyten i resten af verden, hvor regionale rovdyrsarter tager ulvens plads i ligningen — jaguarer, tigere og hyæner, oh my! — fokuset her er imidlertid den “moderne” varulvetrope, som primært kan spores gennem europæisk kulturhistorie, hvor ulven både har været en konkret trussel og et symbol. I Tyrkiet, hvor ulven betragtedes som et nationalt ur-totem, behandledes ulvemennesket Kurtadam med anderledes respekt.

Men hvilke fænomener dækker da denne trope over; hvad er det, varulveforestillingen italesætter i folkloretermer? Udover skikkelsens dobbelte natur, kendetegnes varulven ved sin overskridelse af meget specifikke tabuer: drab, ofte på brutal vis, og ofte på “uskyldige” — det vil i senmiddelalderlig sammenhæng sige børn og jomfruer — og kannibalisme. Et ofte gengivet træsnit af Lucas Cranach den ældre viser en varulv (i menneskeskikkelse, på alle fire) med et spædbarn i munden, og omgivet af sønderlemmede kvindelig. Den britiske præst og forfatter Sabine Baring-Gould foreslår ligeledes i sin Book of Were-Wolves (1865), at varulvemyten er folketroens konceptualisering af seriemordere og kannibaler. Som eksempel fremhæver han barnemorderen Gilles de Rais, Jeanne d’Arcs betroede, og et muligt forlæg for historien Blåskæg.

Endelig findes der naturligvis sjældne, men mere videnskabeligt orienterede lidelser som hypertrikose, såkaldt “varulvesyndrom”, der medfører ukontrollabel hårvækst over hele eller dele af kroppen, samt klinisk lykantropi, en vrangforestilling, hvor patienter tror de er eller kan forvandle sig til dyr. Det er imidlertid svært at se, hvordan disse særtilfælde kan have bidraget væsentligere til varulvemyten, end menneskers anlæg for brutalitet: Klinisk lykantropi er en så sjælden diagnose, at American Handbook of Psychiatry i 1974 beskrev den som “extinct”, og på verdensplan er kun nogle hundrede personer født med hypertrikose i de sidste 300 år.

Massemedier og popkultur

Med al respekt for diagnosticerede lykantroper og folk, der lider af hypertrikose, så er de mindre prosaiske tolkninger af større superkulturel interesse. Nutidige, massemedierede versioner af varulve ligger ofte tættere på f eks Baring-Gould: I film som The howling (1981) viser en seriemorder sig at have skjulte evner, og Wolfen fra samme år, baseret på Whitley Striebers roman, følger en politiefterforskning i samme indledende spor. I andre eksempler, som den klassiske The Wolf Man (1941), rettes mistanken først mod ulveangreb, så mod tilrejsende “sigøjnere”, og endelig, da han ér blevet plaffet ned på fersk gerning, Lon Chaney, Jr.

Varulvemyten i kulturen siden det tyvende århundrede hviler stadig kraftigt på forestillinger, der har rødder i tidligere tiders rationaler omkring den irrationelle skikkelse. Eftersom ulve (og ulveangreb) forekom hyppigere udenfor byerne, ser man stadig ofte, at moderne varulvefiktion finder sted, eller i al fald starter på landet, gerne i afsides og isolerede lokalsamfund. Det er tilfældet med En Amerikansk Varulv i London (også fra 1981) — og i Dog Soldiers (2002), hvor den øde vildmark endda fungerer som en vag terra incognita-forklaring på, hvorfor varulvene ikke er alment kendte i filmens univers. Dermed viderefører varulvefilm også en bedaget fordom om skellet mellem land og by, set i det urbane borgerskabs favør: landboer er simple, overtroiske, og eftersom varulven udspringer fra deres midte, er der også en uudtalt mistanke om seksuel omgang med dyr.

Byboernes rædsel over varulve er derfor, at civilisationen (af latin, civitas, by) modbevises, endda lemlæstes empirisk, af den virkeliggjorte folketro, som Cranachs træsnit også kan illudere til. Lige så vel som varulvens dyriske drifter forkaster den ramte persons menneskelighed, tærer figuren ved sin bare eksistens også grundsten, som samfundet bygger på — det ses også ved den hyppighed, hvormed adelige eller landejere optræde i varulvefiktion, og hvor ofte netop disse bliver ofre for genreforbandelsen. Samfundsordenens forfald bor altså latent i hvert enkelt menneske, høj og lav, lader de historier os vide; varulven sætter bare bæstet fri.

Interessant nok fungerer filmenes afsides landsbyer og godtroende bønder samtidigt som petriskål for en krystallisering af fordomme, der har floreret på tværs af klasseskel. Som nævnt ovenfor, forbindes Chaney, Jr’s Wolf Man i 1941 med omrejsende romaer, et stereotypt billede på de fremmede, De Andre. Romaer (og andre omrejsende, under ét misvisende kaldet “sigøjnere”) skildres som halvt magiske, halvt primitive. De viderefører her traditioner som forbindes med heksetro — spådomsevner, amuletter, naturmedicin og, selvfølgelig, varulve — samtidigt som de vises som en forstærket udgave af bondefolkets overtro og folkloristiske verdenssyn.

Ligesom varulven færdes de på samfundets udkant, uden bopæl eller agt for formue, og insinuerer et alternativ til, og derfor en trussel mod (det europæiske, borgerlige) status quo. Som et humoristisk greb er det i En Amerikansk Varulv i London de amerikanske backpackers, der optræder som de “omrejsende fremmede”. I forlængelse af det fremmedangste spor, ser man selv i nyere film som Bad Moon (1996) og The Fury Of The Wolfman (1972), at hovedpersonen har taget varulvesygen med sig hjem fra eksoticerede “fjerne lande”, som en tropesygdom, der kun kan stamme fra primitive folk eller uhumske vilkår.

I det hele taget er varulven, gennem knapt et århundredes mediepræsentationer, overvejende hvide mænds forbandelse. Det skyldes selvfølgelig mediernes, især filmindustriens ret enøjede udlægning af myten, som jeg følger her. Det er også værd at bide mærke i, særligt i forbindelse med de overvejende amerikanske film, at mange af de karaktertræk, man tillægger varulve, går igen i fortidens racistiske skræmmebilleder af afroamerikanske mænd: at de er styrede af deres impulser, uciviliserede primitive, lumske, men dyrisk intelligente, kontrollerede af overdrevne voldelige og seksuelle drifter … og var der ikke også noget med at de (dvs, “alle afrikanere”) var menneskeædere, engang, måske? I dét lys forstår man, hvorfor der er så få mørklødede varulve i amerikanske film (hvis nogen overhovedet?). Det ville simpelthen være redundant symbolik, en bekræftelse af underliggende fordomme.

Endelig må man stille spørgsmålstegn ved, hvorfor varulve næsten udelukkende skildres som mænd, når den måne(d)ligt tilbagevendende “forbandelse”, forbundet med blodsudgydelse og humørsvingninger, synes at være så nøje formet over den kvindelige menstruationscyklus. På film er det først fra årtusindskiftet blevet direkte påpeget i f eks Ginger Snaps (2000). Det kan sidestilles med forestillinger om, at kvinder, i kraft af deres “synkronisering” med månens faser, skulle være mere i harmoni med naturen end mænd, eller at menstruerende kvinder på nogen måde skulle være “urene”.

Begge dele kan findes i opfattelsen af ulvemanden, der i naturens vold besudler sig selv og sine ofre. Helt i tråd med varulveskikkelsens liminale, dobbelttydige væsen, opnår varulven således også androgyne træk i sin forvandling.

Maskerader og dynastier

Der er et bredt fænomen indenfor varulvefiktionen, som jeg bevidst har udeladt i denne gennemgang: de moderne konstruktioner af hemmelige magt- og territoriekampe mellem dynastier af overnaturlige væsener, der udspiller sig i skyggerne af en ellers realistisk samtid.

Det er i 2020 et floskelmotiv, der må være startet i Anne Rices Vampyrkrøniker (1976-), tilsyneladende inspireret af de myter (og ofte rent opspind), der er opstået omkring hemmelige selskaber gennem tiderne. Konceptet blev uddybet og varieret i White Wolf Publishings World of Darkness– rollepil, fortrinsvis Vampire: the Masquerade (1991-2004) og Werewolf: the Apocalypse (1992-2005), og nåede nok sin populære kulmen i Stephenie Meyers Twilight-romaner, hvor sexede varulve og glitrende vampyrer kæmpede om gudfrygtige teenagetøsers gunst.

Hvis jeg lyder uimponeret, særligt over senere årtiers YA-versioner af denne genreforgrening, så er det nok sandt, men hovedårsagen til, at jeg forbigår dem her, er at deres fokus netop ikke ligger på varulven, og de derfor sjældent bidrager med indsigter i, hvad figuren egentlig står for i skiftende tider. Den primære fascination i disse historier synes at være kontrafaktionen, hvori teenage-hovedpersonen (og dermed -læseren) på én gang kan identificere sig med overnaturlige outsidere, og gennem dem finde samhørighed med fiktive traditioner. Fordi varulven på samme måde indtager en birolle i ældre monsterfilm som Frankenstein Meets the Wolf Man (1943) eller House of Dracula (1945), eller for den sags skyld i Dennis Jürgensens Freddy-serie, har jeg heller ikke taget dem i betragtning.

Et minus ved dét kriterie er, at jeg ikke har kunnet medtage “werewolves, not swear-wolves” fra Taika Waititis What We Do in the Shadows (2014), men sådan må vi alle bringe ofre i processen.

Superkultur præsenterer

Med alle de spørgsmål og tanker tumlende rundt i hjernekisten, besluttede jeg at undersøge sagen, og se eller gense nogle af de bedste, værste, og tematisk interessante varulvefilm. Resultatet er, at Superkultur fra i morgen frem til og med fuldmåne, 8. april, tæller ned med daglige (natlige?) kortanmeldelser af varulvefilm.

Både i ovenstående artikel, og i mit udvalg til anmeldelse, har jeg fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, først og fremmest for at begrænse feltet af mulige kandidater. Bøger og andet var udelukket af tidshensyn. Et andet hovedkriterie har været, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Der er med andre ord ingen Mad Monster Party, ingen Twilight, og ingen varulve-erotika, som ellers synes at være et stort vækstområde indenfor Amazons selvudgivelseskategori.

Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis variation over det grundlæggende tema. Der er en tydelig overvægt til det anglofone sprogområde, men jeg har i udvælgelsen forsøgt en i al fald beskeden geografisk repræsentation.

Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). De samlede anmeldelser kan findes her, efterhånden som de offentliggøres. Må den bedste ulv vinde!