Paul McAuleys “War of the Maps” begynder som en pil – en lovmand, the lucidor, jagter en misdæder gennem ørkenen. Remfrey He, hans bytte, er grundlæggende en gal videnskabsmand, der er lidt for genial til bare at gemme væk i et fængsel, så lucidorens regering har i stedet overladt ham til nabolandet, som kæmper med en mystisk vision. Vor helt kender dog sin skurk bedre end andre, og han har et firkantet syn på retfærdighed – så han ved, at Remfrey He ikke bare har tænkt sig at arbejde i det godes tjeneste, og han har tænkt sig at bringe ham tilbage til en ordentlig rettergang.

Det er lige ud ad landevejen og føles lidt som en science fiction-udgave af Kings “Revolvermanden”.

De følger så også lidt samme vej, da lucidoren snart kommer på afveje, og det, der startede som en ret fremadskridende historie, begynder snart at slantre frem og tilbage over kortet. Der er folk, der har brug for hjælp, der er retfærdighed, som skal foranlediges, der er havmonstre, og der er et ældgammels gudefragment, der blander sig.

Nu er det jo science fiction, vi snakker om, så gudefragmentet er naturligvis resterne af superteknologi, og den verden, vor hovedperson bevæger sig igennem, er kunstig, forladt for lang tid tilbage af skaberguderne. Vi er langt ude i fremtiden, så langt, at vi ærligt talt lige så godt kunne læse fantasy. Det er en velkendt setting, der er eminent som stemningsskaber eller humørfyldt blink til læseren (“vi ved godt begge to, hvad der egentlig foregår her, mens de stakkels personer render forvirrede rundt”). Desværre virker det, som om det i “War of the Maps” aldrig rigtig bliver til andet end baggrund. Ja, vi ved godt, at det ikke er guder eller dæmoner, vi snakker med, men derimod en eller anden form for AI – men på den anden siden var jeg måske lidt forvirret over, hvorfor massemord efterlader psykiske spor, som letter kommunikationen. Med andre ord: “War of the Maps” kunne lige så godt være en fantasy-roman, den lidt laissez-faire fremskriden af handlingen føles som en fantasy-roman, hvorfor er den ikke bare en fantasy-roman?

Men det til side: McAuley skriver spændende. Lucidoren er en klassisk helt – pensioneret og ikke længere i fysisk topform, men drevet af et retsind, der tramper alle forhindringer under fode. Og det er en fornøjelse at følge hans vej gennem sin verden og selvfølgelig også en langsom afdækning af lidt mere af dens betydning.

Vor helts jagt på skurken blandes sammen med det grundlæggende mysterium: en biologisk invasion, der forvandler dyr og mennesker til monstre og langsomt breder sig over den del af verden, historien foregår. Og det er naturligvis den retning, jagten går i, så ikke overraskende bliver de to spor bundet godt og grundigt sammen. Slutrestulatet er en ganske fornøjelig omgang slå på tæven med et par gode ideer iblandet.