On July 7, 1907 the late science fiction author, aeronautical engineer, and naval officer Robert A. Heinlein was born in Butler, Missouri. Sometimes called the “dean of science fiction writers”, Heinlein was among the first to emphasize scientific accuracy in his fiction, and was thus a pioneer of the subgenre of hard science fiction. His published works, both fiction and non-fiction, express admiration for competence and emphasize the value of critical thinking. His plots often posed provocative situations which challenged conventional social mores. His work continues to have an influence on the science-fiction genre, and on modern culture more generally. Heinlein became one of the first American science-fiction writers to break into mainstream magazines such as The Saturday Evening Post in the late 1940s. He was one of the best-selling science-fiction novelists for many decades, and he, Isaac Asimov, and Arthur C. Clarke are often considered the “Big Three” of English-language science fiction authors. Notable Heinlein works include Stranger in a Strange Land (1961), Starship Troopers (1959), which helped mold the space marine and mecha archetypes, and The Moon Is a Harsh Mistress (1966). His work sometimes had controversial aspects, such as plural marriage in The Moon Is a Harsh Mistress, militarism in Starship Troopers and technologically competent women characters who were formidable, yet often stereotypically feminine—such as Friday (1982). A writer also of many science-fiction short stories, Heinlein was one of a group of writers who came to prominence under the editorship (1937–1971) of John W. Campbell at Astounding Science Fiction Magazine. In his fiction, Heinlein coined terms that have become part of the English language, including grok, waldo and speculative fiction, as well as popularizing existing terms like “TANSTAAFL”, “pay it forward”, and “space marine”. He also anticipated mechanical computer-aided design with “Drafting Dan” and described a modern version of a waterbed in his novel Beyond This Horizon (1942). Heinlein contributed to the final draft of the script for Destination Moon (1950) and served as a technical adviser for the film and also shared screenwriting credit for Project Moonbase (1953). He also penned the novel Time Enough for Love (1973). His writing career spanned 49 years, including 32 novels, 59 short stories and 16 collections published during his life. The films The Brain Eaters (1959) and The Puppet Masters (1994) were both based on his novel The Puppet Masters (1951). The 1997 film Starship Troopers was also based on his work. The 2014 science fiction thriller Predestination was based on his short story All You Zombies (1958). Heinlein passed away on May 8, 1988 at the age of 80 in Carmel-by-the-Sea, California.

Also sprach et opslag på Facebook, som min svoger tilsendte mig. Men svoger er taget i sommerhus ohne technologisch Geräte. Så jeg kan ikke lige finde ud af, hvornår det “pip” er blevet skrevet – af hvem, hvorfor eller i hvilken kontekst. Men det må jo være af en slags nyere dato, hvilket godt kan lede til nogen undren.

Der er en verden til forskel mellem den angelsaksiske curriculum-undervisning og den europæiske dannelses-pædagogik. Den første udsiger, at det er det der skal læres, er det der står i curriculummet, mens det andet er et tilspørgende ” – og hvad kan vi så lære af det?” (for nu at citere Gotha Andersens lærer i “Flid, Fedt & Snyd”)

I dannelses-pædagogikken er desuden indlejret et princip om at “forstyrre eleverne”. Med hvilket der menes: – stille spørgsmål til om de rette sammenhænge af sagsforhold kan forklares med forudfattede meninger. Og jeg blev faktisk forstyrret af ovenstående indlæg, som jeg altid bliver når uomtvistelige sandheder bliver kolporteret tilstrækkeligt mange gange. Jeg er ikke modstander af konsensus, men jeg har den altid under mistanke for at være den billigste løsning. Hvilket kan lyde højrøvet – og det er det muligvis også – men sådan er det. Og derfor gik jeg lige i clinch med indlægget ovenfor, og tænkte:

Ja, det er jo ikke første gang man læser, at Heinlein skulle være “hard-science” fiction-writer. Og jeg har da også læst con-reports, hvor han som guest of honnør har slået på, at den wissenshaftlige præcision er af største nødvendighed. Spørgsmålet er om man genfinder dette i hans prosa.

Hovedpersonen i “Stranger in a strange land” (1962) er opfostret af marsboere. Ikke helt i overensstemmelse med den viden man havde om d. 4. planet på daværende tidspunkt.

“Magic Inc.” handler om en moderne verden – i teknologisk forstand – hvor magi har hegemoni.

“The unpleasant profession of Jonathan Hoag” drejer sig om, at det der styrer Kosmos ikke er naturlovene, men derimod en evig krig mellem gudelignende fraktioner fra en exo-kosmisk dimension.

“J.O.B. – a comedy” er en slags genskrivning af Dantes afsnit om Himlen i The Divine Commedy.

I “Number of the Beast” viser det sig, at Johannes havde ret! Universet består af 6 i 6. i 6. dimensioner, og kan således defineres som Satans værk.

I “And he build a crooked house” falder et hus – der bygget som en udfoldet tesserakt – sammen efter et jordskælv, og er nu en (indfoldet) tesserakt. Sådan opfører beton, glas og tømmer sig ikke.

I “By his bootstraps” (forløberen til den nævnte “- All you zombies”) er der byttet rundt på årsag og virkning. Eller også er historien så cirkulær, at man overhovedet ikke kan pege på en første årsag.

Med udgangspunkt i netop nævnte, og hypede, “Starship Troopers” (samt “Farnham’s Freehold” og “The Sixth Column”) har jeg tidligere været ude med riven, for at få den begravet i ryggen på Heinlein. Og jeg har førhen betegnet ham som “krypto-fascist”, uden helt at kunne definere den term. Hvilket er en kategorisering, jeg muligvis ser mig nødsaget til at bløde lidt op på. For der foreligger en anden mulighed, der så til gengæld kræver at vi definerer Heinlein i et andet “videnskabsfelt” end det “hårde naturvidenskabelige”: – nemlig i de “sociale videnskaber” …. humaniora.

I det perspektiv bliver Heinlein pludselig til en stor satiriker, hvilket også meget bedre kan forklare det livslange venskab han havde med Frederik Pohl (se Frederik Pohls memoirer: “The way the Future was”), som aldeles ikke lagde skjul på sine “venstre-drejede synspunkter”, og som iøvrigt – en tid lang – var redaktør på Galaxy Magazine, der netop havde “sociologisk science fiction” som et kendetegn.

Til den ende kan man jo overveje om man syns China Mieville eller Steven Seagal fremstår specielt venstreorienterede. Men det er de – og det er måske dette hér med hunden og hårene …

Og hvis det er korrekt, så læses “Revolt in 2100”, “Orphans in the sky”, bemeldte “The puppet masters” og “Double star” som samtids-kritik.

Hvilket er de overvejelser jeg er kommet frem til og hermed præsenterer. Men inden jeg nu bliver skældt ud for at være en vendekåbe, så er det mest interessante ved hele denne øvelse at jeg er blevet bragt i tvivl. Deri ligger den “konstruktive forstyrrelse”.

Noget andet er så, at jeg egentlig ikke syns Heinlein er nogen særlig god forfatter, når det kommer til narrativet. Men igen: – det er muligt jeg er hængt fast i nogle betingede reflekser. Jeg må overveje hvordan man kommer ud af en “unheimlich heinlein maneuver”.