Da natten faldt på, og sneen begyndte at dale, rejste jeg fra mit hi og vaklede – nøgen og forfrossen, men nu atter i min oprindelige form, skønt ældet – tilbage til lejren. Min krop var ussel og medtaget og kun lige lige netop genkendelig. Sorte forfrysninger bredte sig op ad mine arme og ben, og mine øjne må have været brustne og gullige, som af sot. Men mit sind var var rent og klart, og bød kødet fremad gennem det tiltagende snefog, indtil jeg – med opbydelsen af mine sidste kræfter – væltede forbi vagterne og ind gennem fligen til Kongens telt. Dér faldt jeg om på Hespars isbjørneskind og sov.

Det blev en søvn, der trak enhver kraft ud af nattens rædsler og lod mig vågne, nu forfrisket, men var lige ved at slå hovedet mod det kulbækken, der var blevet stillet ved min side.

Kong Hespar var alene i teltet og jeg rejste mig og slog det tæppe om mig, som nogen i sin barmhjertighed havde kastet over mit sovende legeme. Og jeg siger “legeme”, thi mit sind havde været på vandring tilbage til de dage i Ilnarth, hvor jeg læste og derefter gemte skrifterne om De Ældste og De Ældste Guder – blot ikke godt nok.

Kong Hespar så så direkte på mig, og hans søgrønne øjne syntes at trænge ind til det sted, hvor jeg ville have haft en sjæl, dersom jeg var et dødeligt menneske. I hans træk læste jeg en frygt for, at jeg skulle være en uhyrlighed i forklædning, og jeg bemærkede at sværdet Jermod stod ved hans side.

Tavs bød han mig en pokal vin, og jeg drak grådigt, før jeg opdagede at det var levret blod, jeg skyllede ned.

Jeg kastede det hele op op i et mægtigt skvulp og sølede isbjørneskindet til. Kong Hespar smilede venligt og sagde at han måtte være sikker, og denne prøve var faldet godt ud. Så bød han mig velkommen og knipsede i fingrene, hvorved krinderen Kerubbin kom ind med en bakke med en karaffel og en ren pokal, og Kong Hespar bød mig at drikke til jeg havde udslukt den ramme smag af menneskeblod.

Jeg ville sige noget, da jeg havde skyllet min mund i liflig vin, men Hespar løftede bydende sin hånd, berørte min pande og derefter min – den ældgamle pagt mellem mennesker og Den Hvide Magi, just som vor herre Konge berørte først sin, siden di pande, inden vi satte os hér, Samrain! En pagt Sorte Chur aldrig har vidst noget om og aldrig må vide noget om, for det vil være enden for Skalmeria! Ved dette tegn er vi forbundne, og du må vide hvorfor, Samrain, thi den nat, for nu en menneskealder siden, beseglede Skalmeria sin skæbne ved at trække næring fra den kilde, der skulle have været det modsatte.

Verulerne havde tænkt os det som vores død og udslettelse, men Kong Hespar og jeg, Kvorning, underlagde os disse frygtelige kræfter og gjorde dem til tjenende ånder for den sag, der berører vore hjerter dybest – at Skalmeria må være det værn, der kan føre os gennem disse tider, hvor den sorte magi er repræsenteret af selveste Kejseren over Verden. Og du må forstå, Samrain, at der er intet menneskeligt i denne verden, udover din enlige og ensomme stamme, højt mod nord, og så Skalmerias folk. Selv kvænerne er blot væsener skabt af Det Onde, men siden kasserede, da andre eksperimenter viste sig mere formålstjenstlige – som verulerne! Skalmeria er menneskehedens rige – og menneskets eneste rige, indtil vi når det tidspunkt, hvor det folk som jeg kun er ambassadør for vender tilbage. Kald dem elvere eller alfer, eller kald dem Guder, om du lyster, og tænk på beretningerne om det gode, i de legender du blev fortalt mens du voksede op, men husk hele tiden på, at vi gjorde hvad vi måtte gøre, dengang, da hele Helvede og den forbandelse der er nedsteget fra stjernerne truede selve vor eksistens. Vi tilegnede os den fornødne viden og satte vores plan i værk. Og den skulle føre os uskadte gennem årtusinderne, og igen er det nu atter blevet tid, at at bringe et offer, et tofoldigt offer – og dit er det ene, Samrain!

Åheja! Det er meget forvirrende altsammen – og på sæt og vis uhyggeligt, men ikke desto mindre nødvendigt!

– For, sér du! I det ultimativt Onde er der – trods alt – en skabende kraft, og det skabende er af det gode, skønt det overordnede Onde ofte perverterer denne kraft til sit eget modbydelige formål. Og Huset Ng’Ffatt er en skabende kilde –

Den nat talte Kong Hespar og jeg mere åbent end vi før havde gjort, og skønt skrigene udenfor blev flere og flere, og vi vidste at vi blev decimeret for hvert minut der gik, besluttede vi intet før vi vidste alt om hinanden og kunne blive enige, thi det er en vanskelig sag at spille Sorte Chur et puds. Og i Kong Hespar fandt jeg en meningsfælle og en lærd mand, hvilket jeg ikke førhen havde bemærket, og jeg forstod at jeg blot var en fødselshjælper i det store spil, at jeg var instrumentet for størrer ting, og at tiden var kommet, hvor jeg skulle spille min egentlige rolle – ikke som selvstændig kogler eller mager, hvis veje er mystiske og uransagelige, men som kilde til den kraft, der drejer en ond verden ind i sin nye bane, bort fra vanviddet, bort fra den morderiske galskab og hen til det punkt, hvor det evigtgyldige menneske – frigjort fra sine tilbøjeligheder til ran og erobring – kan sikre sig og sine efterkommere en levende og venlig verden.