I sin store bog om Claus Deleuran, gengiver Christian Monggard en tidlig tegning af “Thorfinn T. Karlsen” og “Mikkeline Enoksen”, der henholdsvis talebobler: ” – Udover enhver forstand” og ” – Frem og tilbage er lige langt”. Og kender man ikke til de fire nævnte personer, da er det på høje tid at udbedre denne øjensynlige mangel på dannelse. Under alle omstændigheder kunne disse fyndige udtalelser også have været overskriften til denne artikel. Så til sagen:

I en af de sidste dage af juli måned fik Madame og jeg besøg af en ældre veninde. Vi kan jo kalde hende for “Tove”. Og Tove er 84 år, har just gennemgået en stomi-operation og er også en lille smule “Fru Drusse” i den, og befinder sig måske ikke 100% i “denne verden” – hvad den så ellers er.

I den sene eftermiddagstime, på en smuk sommerdag, henover the og hjemmelavede chokolade muffins, fortæller Tove så Madame, at der vistnok er “nogen” der har stjålet 20.000 kroner fra hende. Men egentlig vil hun ikke rigtigt tale om det, for det vistnok hendes egen fejl.

Men sådan spiller klaveret ikke! Slet ikke når Madame lytter til det, og før du én gang til kan sige “chokolade muffin” har Madame fået tilstrækkeligt meget af historien til, at hun får spærret Toves dankort, efter at have sikret sig, at Tove har kontanter til “dagen og vejen” – ihvertfald weekenden over. Og hér det så, at jeg kommer på banen.

Mandag morgen (fordi det heldigvis er én af de to dage om ugen, hvor Toves bank har åbent!) ta’r Madame med Tove i banken, får overført den resterende “kassebeholdning” til en opsparingskonto, og får udleveret en oversigt over kontobevægelser. Og i mellemtiden får jeg kontakt til de IT-nørder, jeg kender, og forhører mig om sikkerheden ifht Toves computer. Og det er yderst nedslående – altsammen. For Tove har ikke fået frastjålet 20.000 kroner! Hun har fået frastjålet 2×22.400 kroner + 56.000 kroner – & Toves computer er sandsynligvis inficeret til et nærmest toksisk niveau. Hertil kommer at banken har nulstillet Toves MitID, hvorfor man ikke engang kan bruge en anden computer til kontakt med det officielle Danmark – eller banken. Og spørgsmålet er – i disse timer – hvorvidt man egentlig kan “stole på” Toves telefon (en ældre model – javist, men koblet op på MitID, så deeeeeet…..!)

Tove vil have sit liv tilbage! Hun har stress, hedeture, har fået at vide at hun skal slappe af, efter stomien, vil ikke tage piller, er svimmel og glemsom …. – har det ad helvede til.

– Jeg kan jo ikke komme i kontakt med nogen, hvis jeg ikke må bruge min computer! siger hun. – Hør nu hér! siger jeg. -Imorgen ta’r du og Madame ned og køber en ny computer, og så sætter vi den op, og så er du “på”, igen! Men imellemtiden må du fortælle mig, hvad der præcist skete, for vi er nødt til at lave en politianmeldelse!

– Jeg er altså ikke så glad for politiet! siger Tove.

Guderne skal vide, at jeg har mødt en del knoldesparkere fra pågældende etat – hvis eneste claim to fame var, at de anglede efter et blåt øje. MEN! I de tilfælde, hvor deres tilstedeværelse har været sagligt begrundet, har jeg kun oplevet snarrådighed, beslutsomhed og omsorg på et højt professionelt niveau. Og to forhold gjorde sig gældende hér: – dels kunne vi ikke komme videre med sagen (100.000 kroner), dels ville jeg ikke kunne leve med at taskenspillere SÅ nemt skulle slippe afsted med, at frarøve en ældre kvinde så meget som en hattenål! Hvad bildte de sig ind? Var det hvad de kunne svinge sig op til? Sigtede de ikke højere? Slapsvanse –

– Det forstår jeg godt, Tove! Men uden en politianmeldelse kommer vi bare ikke længere! Og du behøver ikke skrive den – det skal jeg nok gøre! Bare du fortæller mig, hvad der skete … så præcist som du husker det! (Og Tove husker ikke en skid – sylter rundt i datoer og forløb, og hvem sagde hvad og hvornår, og et gråt skær af “kontoret er lukket” glider ned over hendes ansigt. – Jeg tror ikke jeg kan klare det … – men du skal vel også leve?)

Af det lidt Tove får fortalt, får jeg stykket et eller andet mere eller mindre brugbart sammen, men lader lige billedet stå, for Madame har ringet og sagt, at “imorgen” skal jeg sætte Toves nye computer op. OK!

Og hér begynder løjerne!

For at sætte Toves nye computer (PC, Laptop – kært barn har lange negle) er det nødvendigt med det kodeord, Tove har til sin YouSee-konto. Og Tove har fire notesbøger med tegn, gerninger og kodeord. Men hvilket er hvilket? Og det kan hun ikke huske – jo, hvis hun lige kan se det på sin gamle computer …! Og velvidende at Toves MitID er spærret, har jeg en fæl mistanke om, at “den gamle computer” er en sladrehank, så det tillader jeg ikke. Istedet forsøger jeg at ringe til YouSee. – Det kan man ikke! Et telefonselskab man ikke kan ringe til? Moderne tider

Dagen efter har jeg min egen (hrm) Laptop med, og pludselig føler jeg mig yderst FBI-agtig med to skærme og tastaturer på det samme bord, og jeg forsøger med YouSees “chatbot” både pr. PC og via mobilos. Og langt om længe …! Og det er helt okay, og der vil blive sendt et nyt kodeord … over mailen, altså Toves mail, altså den mail, der kun kan nås på “den gamle”. Eller over MitID – der er lukket!

Skakmat.

For at komme videre i det bankmæssige, så skal der laves en indberetning til bankens indsigelseskontor (hvis man vil gøre sig håb om, at vække nogen interesse for at man får nogle penge tilbage). Så en formiddag sætter jeg mig – med egen laptop (hø) – og prøver at se Tove i øjnene med et lige dele medfølende og alvorligt blik. – Hvorfor kigger du på mig på den måde? Jeg har sgudda ikke gjort noget!

Jeg prøver at lyde neutral, men det er piskende nødvendigt at Tove husker bare et eller andet fra de dage sidst i juni – altså lige inden hun besøgte os og fremmumlede, at der vistnok …. etc. “Politiet”? Jaja! Men dette drejede sig om indsigelseskontoret, og det er nok mere dem eller det, der – om nogen – kan skaffe Toves kroner tilbage, af den simple grund at alt andet ville være dårlig reklame for banken, hvilket ikke gælder for Politiet. De kan være ligeglade i begge ender. Derfor.

Eftersom det hele blev fremsendt fra min computer, med min mailadresse, var jeg nødt til at ringe til indsigelseskontoret og sværge på, at Tove havde givet mig lov til at agere på hendes vegne. Hvilket ikke blev godtaget! Altså var jeg nødt til at tage ind til Tove og få hende til at ringe til indsigelseskontoret og sige, at det måtte jeg godt. Hvilket jeg skriver i denne forbindelse, for ikke at gentage mig selv. Denne manøvre var nemlig nødvendig igen&igen, fordi Tove ikke havde adgang til sin mail eller sit MitID, fordi hendes computer ikke virkede, fordi hun ikke havde kodeordet … – der lå på mailen … Joseph K, you ain’t know nothing yet –

Nå! Afsted med det til indsigelseskontoret, hvortil jeg havde tilføjet at mens to af overførslerne FRA Toves konto tilsyneladende var gået via Western Union, så var de 56.000 en bankoverførsel til en noget dubiøs bank, med hovedsæde i Dublin og 1 filial i Danmark, som Finanstilsynet iøvrigt havde et godt øje til ifht hvidvask. Og nu til Politiet.

Først og fremmest skal man på politi.dk finde det område, det felt, det emne, som anmeldelsen drejer sig om. Og dernæst bliver man belært om, at man skal have data belyst og ved hånden, inden man skrider til anmeldelse. Og jeg tror vist nok, jeg havde ret tjek på det – også på kopier/filer af indsigelse til indsigelseskontoret osv. og etc. Men næhenej!

Idet man skrider til at trykke på knappen “anmeld”, har man to minutter (2 mt), hvilket nulstilles hver gang man trykker på en tast. Og der er ca. 15 spørgsmål/rubrikker. Og desuden SKAL man uploade et dokument, der verificere sagens omfang (fra banken, fra indsigelseskontoret, fra “noget”). Spørgsmålene/rubrikkerne kunne jeg efterhånden udenad, men da det kom til “upload”, gik det i koks. Pollertiets kumpjuter accepterede kun dokumenter i et bestemt format, som jeg ikke engang ved om jeg har på min PC. Og ihvertfald betød det, at hvis jeg skulle til at rode med dét, så skulle jeg gøre det hele igen. Og igen & igen – indtil det, en skønne morgen, ville lykkes mig at banke på døren til Fort Knox: ” – Åh, jeg er kun en fattig prinsesse, der søger ly for regnen! Kom ind, mit barn, og sov på en ært -“

Vi er nu dybt inde i August måned og der er ikke sket en skid. Tove er et nervebundt og jeg drømmer om kodeord om natten. Men i et anfald af “Faengaleme'” ringer jeg til Ældresagen, forelægger dem problematikken, og spør’ om der er hjælp at hente. – Uha, ja! Ring til Eigil, så kommer han og sér på det! Og Eigil kommer og finder ud af, at Toves router er noget gammelt lort, og får bestilt en ny, og han får fat i YouSee, der åbner Toves mail. Og hvordan Eigil/Merlin laver det stunt, det har jeg ingen anelse om, men Tove var glad for at “have en mand i huset”. Nånå –

Efter 4. forsøg med politianmeldelse ringede jeg til etaten. Og JUBIIH, endelig fik jeg fat i et levende menneske, der ikke bare henviste mig til …! Jeg forklarede politidamen, hvordan det lissom stod til, og så sukkede hun lidt og sagde: – Det jeg bør sige til dig er, at du skal anmelde det over den korrekte formular, under anmeldelser! Men okay! Det er fredag – og vi skal være gode ved hinanden; så jeg optager vores samtale og laver en anmeldelse for dig!

Gosh! What a chick!

Derefter sendte vi Tove på “Borgerservice” for at få lavet om på sit MitID (de dér spørgsmål om, hvornår Tante Oda sidst brækkede benet, og hvilket vejr det var 14. oktober 2014 – den slags væsentligheder), og så satte vi os i vores stue – alle tre – og åbnede Toves computer, mens jeg ringede til bankens indsigelseskontor og banken (to telefoner – jeg følte mig som en FBI-agent). Og i løbet af fem minutter var der fuld adgang til Toves bank, MitID, mail, Facebook og hvad hun nu har af skrammel.

22 september var en mærkedag – det havde kun taget lidt mere end 1½ måned at få Toves liv tilbage. Og ovenikøbet var ALLE pengene ført tilbage til hendes regulerede konto.

Derimod er efterspillet nærmest imbecilt. Jeg fik nemlig en mail fra “National enhed for særlig kriminalitet. NSK Nat Center for IT-krim”, der ønskede sig en uddybning af den anmeldelse, der var indgivet.

– Nåja! tænkte jeg. – Den giver jeg da gerne! Så jeg ringede op og fik en sekretær i røret, der kunne oplyse mig om at kontoret var åbent onsdag og fredag, fra klokken 10 til 14. Og jeg tror jeg sagde noget forbløffende tåbeligt om, at resten af tiden nok var uden kriminalitet eller måske ligefrem forbudt. Og to uger senere viste Tove mig et brev fra selv samme enhed, hvoraf det fremgik, at med mindre der blev fremsendt indscannede kopier af samtlige dokumenter sagen vedrørende, samt en tro-&love-erklæring, så enheden sig ikke istand til at indlede en efterforskning.

Hurra!