Når det nu er sådan, at vi hér på matriklen har frabedt os reklamer, så hænger det ikke så meget sammen med foragt for “reklamens magt” eller et biodynamisk blik for “papirforbruget”. Egentlig handler det om, at slippe for, at skulle hælde en bunke sludder og vrøvl direkte fra postkassen og over i beholderen for “papir og pap”. Og så fordi det ofte er uhyre kedelig læsning – hvis man da ikke hedder Dan Turell og har set sig ædende ond på “Irma-avisen” og skrevet om det i Politiken (klummen “IByen”).

Der er derfor noget sært ironisk over en tildragelse, det for nyligt faldt i mit lod at opleve på klos hold. Helt klos – idet jeg selv var igangsætter, selvom jeg nu – hér bagefter – ikke kan sige mig fri for at føle mig en lille smule taget ved næsen. På den gode måde, om man så må sige … – eller noget! Anyways:

Jeg er en flittig biblioteks-bruger, også selvom hele molevitten nu er blevet DIY, hvilket har fjernet lidt af charmen ved manglen på nidkært vogtende bibliotekarer med deres eventyrligt irriterende “søger du noget bestemt?” bare fordi man “minglede” mellem børneafdelingen (tegneserier), musikafdelingen (musiker-biografier) og krimiafdelingen (Liza Marklund m.fl.) “Ja!” fik man lyst til at svare “en bog jeg kan smugle ud i mine underhylere!” Men!!!

Det var dengang, det var da! Og i den “nye tid” er det ihvertfald sådan at bibliotekerne (bibliotekarerne) laver små “udstillinger” om “features” eller emner eller særligt udvalgte (ofte just afdøde) forfattere, og det fortjener absolut rosende ord: – okay! Vi er her ikke “i flæsket”, men vi har et tilbud til dig (du ikke kan afslå). Og således begav det sig, at jeg snublede over den hér krabat:

Og nu har jeg måske nok sagt noget grimt om reklamer (og der skal siges meget), men den hér solgte sig selv, fordi jeg troede det drejede sig om en Peter Freuchen-biografi (træbenet er nydeligt sløret af det draperede chaiselong-tæppe). Hvilket den så ikke var, selvom guderne skal vide, at den indeholder fortællinger om en stribe macho’er. Fræksæmpel om ham hér:

(Og der går vel en lige linje fra ham og så til såvel Freddie Mercury som Andrew Tate)

Ialt tæller “Den yderste grænse” 70 artikler om nogle af de mest opsigtsvækkende eventyrer fra de sidste små 300 år. Heriblandt ikke så få kvinder, hvilket må siges at være et særsyn. Og ikke så få (nu igen) af artiklerne er skrevet af kvinder. Så altså 70 små “båt-båt! har du hørt om Amelia Earhart, John Hanning Speke, Diane Fossey, Jens Bjerre, Jette Bang?” Og bortset fra at “the final frontier” ofte er noget langt mod nord og skidekoldt, eller meget højt oppe (og skide koldt), så er der også sveddryppende beretninger fra tiden hvor de sidste hvide klatter på landkortet blev fyldt ud. Samt om rørende portrætter af møder mellem mennesker. “Den yderste grænse”, red. Bjørn Harvig, 281 sider, Gads Forlag, 2022.

MEN! På et sted i det bogtrykkerfaglige firmament må der have eksisteret en dæmon, der tager sig af kolofoner. Og den er jeg besat af. F.eks. kan blive drevet til raseriudbrud dersom en bogs forsideillustration ikke er krediteret. Jeg mener: – hvor vi henne? Og derfor opdagede jeg også – selvom en nyere “trend” åbenbart har forvist kolofoner til bøgers sidste side – at alle de 281 sider er skriftlige “teasers”, “trailers”, til podcasten “Den yderste grænse” (vært: Bjørn Harvig), hvor alle bogens artikler (and then some) bliver udfoldet over 50-minutters episoder. Således er bogen Verdens Længste Reklameavis

Føler jeg mig snydt? Overhovedet ikke, men spørgsmålet er hvad jeg skal anbefale. For selvom bogen indeholder billeder (flere i farver, som der åbenlyst reklameres med – og man må spørge om “farver” er det nye sort), så er episoderne mere uddybende end bogens artikler.

Men da det ene ikke udelukker det andet, så gak til “Den yderste grænse” og bliv vis! Ikk’ oss’!

Det har dog ikke fået mig til at ændre på: