Hej Mikkel! Hej Mathias!

Jeg ved jo ikke, hvordan det står til for andre lyttere, men jeg får altid skærpet mit „kognitive analyse apparat‟, når jeg lytter til Øl&Ævl. Og på en måde opleves det hver gang som en dialog … en „trialog‟ … hvor jeg i absolut tavshed deltager – men så må vente med indsparkene til kommentar-feltet. Og sådan er det – for ellers skulle jeg lave en egen podcast, og det har bare ikke disciplin til.
Men nu er ordet mit Og jeg vil lige lægge ud med noget fundamentalt, der stikker direkte ned i et af mine interessefelter: – EVOLUTION!
For det første er evolution ikke en stræben mod en perfektion: – det liv, der findes på planeten lige nu, er ikke „højere udviklet‟ end det liv der fandtes i kambrium. Regnormen i Mikkels baghave er resultatet af en lige så lang evolution som Mikkel selv. Den er på ingen måde „primitiv‟ – den er bare et andet dyr. Og generelt irriteres jeg over den antagelse, at „fugle udviklede vinger for at kunne flyve‟. Det er nonsens! Retteligen burde det hedde: „- Fordi fuglene udviklede vinger (af andre årsager) kan de flyve‟ – … undtagen alle de fugle der ikke kan, fra strudse til pingviner. Og apropos pingviner, så er de nærmest „det evolutionære bevis på‟ at ideen om at flora og fauna „erobrede landjorden‟ – somom der er tale om fuldbyrdelsen af en stræben – simpelthen vås. Og det er det fordi tilbagevenden til havet er sket utallige gange for vidt forskellige dyregrupper. Og iøvrigt er „flyvning‟ opfundet i dyreriget mindst 4 gange.
I den forbindelse – og hvis man skulle være yderligere interesseret – vil jeg anbefale Stephen Jay Goulds fagbøger og essays, samt læse hans og Niles Eldredges artikler om „punctuated equilibrium‟.

Nå! Det kan jeg rable længe om så lad os hastigt drøne videre:
I filmen „The Doors‟ (om rockgruppen af samme navn) lader instruktøren Val Kilmers „Jim Morrison‟ indledningsvist udtale: ‟ – I was testing the boundaries of reality‟. Hvilket jeg personligt tvivler på; hvis han testede noget, så var det den indædte og nedgroede borgerlighed, der var rammen om hans opvækst. Hvilket altsammen bare er en skidesmart intro til mit indspark om „drilleri‟.
Hvis vi lige udelader decideret „mobning‟, så er drilleri en „testing of boundaries‟. Hvor langt kan man gå, før man bliver tilbagevist? Og den evne kan muligvis være evolutionær betinget, på linje med påfuglens hale (som vistnok slet ikke er halen): – skidesmart, så længe det giver status!

Afslutningsvist: – humoren, der slår om i alvoren! Jeg finder Chaplins „Diktatoren‟ er et godt eksempel. Hvadmed „Dr. Strangelove‟ af Kubrick?
Men mere „nutidigt‟ og dansk vil jeg da henlede opmærksomheden på Peter Larsens to gange „Jørgen Andersen, Kultursociolog‟, nemlig „Mens vi venter på retfærdigheden‟ og „Mens vi venter på Irakkommisionen‟ (begge kan vist ses på YT)

Og se nu dér! Endnu engang fik I mig til at ævle op og ned ad stolper og vægge! I er selv ude om det, ja I er

Hilsen Henning