Da jeg var dreng, boede jeg i en ægte patriciervilla med dertil hørende ligusterhæk og omgivende „ældre have‟, som det sikkert ville blive beskrevet i en nutidig ejendomsmægler-annonce.

Blandt andet stod der et kæmpemæssigt cedertræ i forhaven. Og min far var vældig glad for det, for som han sagde: – det er et af de sidste cedertræer i hele verden! Resten er lavet om til møbler! Og de fleste cedertræer kom fra Libanon, og derfor er der et cedertræ i Libanons flag.

Da patriciervillaen 15 år senere blev solgt, og min far var død og kremeret, var noget af det første, de nye ejere foretog sig, at fælde cedertræet.

I mellemtiden fik jeg børn, hvilket min hustru hjalp mig med, og vi var flyttet ind i en – for den tid – ret dyr ejerlejlighed, til trods for at den egentlig var det rene slum. Men det var, hvad der var at „få‟. Og så boede vi dér, i nogle år –

Og i ét af de år havde den lokale „Irma‟ et „godt tilbud‟ på bonsai-træer, og jeg tænkte at det kunne sgudda være meget romantisk med sådan ét på spisebordet. Så jeg valgt et med små grønne frugter. Og det var inden jeg læste Franquins „sorte sider‟:

„Lorteunger! Jeg har jo sagt, jeg ikke vil have, at I klatrer i træerne‟ – „Vi gør det aldrig mere – far!‟

Og de små grønne frugter blev til små orange frugter, der på alle måder lignede dukkeappelsiner. Og de duftede af appelsiner! Men jeg turde ikke smage – plastisk sprængstof dufter også af marcipan!!!

Og så faldt frugterne ned, og bladene visnede og faldt af, og mit bonsai-eventyr var forbi, idet jeg antog at det hele skyldtes min mangel på „grønne fingre‟. Eventyret blev deponeret i affaldscontaineren, nede i gården.

I de år gik der et „spirituelt spøgelse‟ henover landet, og i denne sammenhæng er det nok mest relevant at præsentere „tree-huggers‟ – mennesker, der omfavner træer.

– thi inde i ethvert træ bor der en levende ånd, som vi kan kommunikere med, hvis vi blot åbner vore sind og sanser for dens tilstedeværelse, gennem håndspålæggelse. Til hvilket der bør siges, at „tanken‟ ikke er ny. For eksempel kan man ihukomme „klabautermanden‟, som er „ånden‟ i det træ, som skibet er bygget af, hvorefter han(!) bliver til skibsnisse, alternativt en dødning, der varsler forlis og undergang – „oh, skænk mig en grav ved det iskolde hav (…)‟

Siden flyttede vi til Fyn – drømmen om huset på landet! Og til en begyndelse var „vores hus på landet‟ omgivet af bølgende kornmarker. Men det blev der hurtigt lavet om på, da den lokale plantage-matador lavede hele molevitten om til monokulturelle æbletræer i snorlige rækker. Og til den ende havde Hr. Matadoren også lige et „territorialkrav‟, der betød, at det ene poppeltræ, i grundens ene hjørne, måtte fældes. Med den konsekvens at de andre popler – sandsynligvis i sorg – væltede i en hujende snestorm. Og hold kæft hvor er det bare spændende, at stå i snevejr og motorsave et væltet træ, således at det ikke står i vejen for plantagens virksomhed. Alternativet er en horribel udgift til en autoriseret skovhugger –

Nå! Til gengæld plantede fruen 5 kirsebærtræer, samt en troldpil. Og vi fik meget ud af kirsebærrene (rødgrød med fløde), mens vi gradvist blev mere og mere irriterede over troldpilen, der bare voksede og voksede, og sendte sine snoede grene nedover et større og større areal. Hvilket beseglede dets skæbne, havde det ikke været fordi:

Vi flyttede! Og ikke så snart var vi flyttet, før den nye ejer ombragte såvel kirsebærtræer som troldpil. Sådan går det, som Kurt Vonnegut skriver.

Men til gengæld: – i den nye have, omkring det nye hus, stod der et træ, som fruen mente burde fældes, fordi det skyggede for solen. Hvilket var en beslutning, der blev taget i det sene forår, og resolut motorsavede madame to sidestammer. Sådan gør man nemlig det!

Fortvivlelsen var derfor så meget desto større, da det – hér i efteråret – viste sig, at det var et valnøddetræ, endda med eksellente valnødder – der faktisk smager af valnødder! Og siden da går fruen ikke forbi, uden at mumle „undskyld, lille træ! Undskyld!‟ Tree-hugger –

For ganske nylig var vi i Faaborg, hvor der var noget generel messe-halløj i Kulturhuset, hvilket både omfattede udstillinger af healende krystaller, økologisk studekød og spirituelt maleri.

Vi var der primært fordi vores gode ven udstillede keramiske kakler. Ja, altså ikke sådan nogle kakler man knalder på badeværelsets gulv – snarere sådan nogle som man indrammer og sætter op på væggen i dagligstuen. Og så tøffede jeg så rundt dér, i 3 etagers mangfoldig messe-hal, hvor der både var mulighed for at få lagt sit horoskop eller få målt sit BMI og sine aurafelter.

Men så var der et ret separat lokale – nærmest som et klasseværelse – og på dørkarmen var der hængt et skilt, hvor der stod „Bonsai-udstilling‟. Og dér måtte jeg ind, og gik omkring og frydede mig over alle disse træer, beregnet til at have i inderlommen. Og „gartnerne‟ stod opmarcheret bag deres respektive borde, med deres respektive planter, og jeg var egentlig den eneste gæst i lokalet.

I et anfald af „jeg forsøger ikke at gemme mig i mængden‟ (hvilken?) og „hold kæft, hvor de keder sig!‟ (nej, de gør ikke!), henvendte jeg så til én af udstillerne, henover cedertræer i miniudgave og baobab og banyan i dværgvækst, og fortalte om mit lille bonsai, med de orange frugter. Og jeg fortalte om den skæbne, der var overgået det – med nedfaldsfrugt og løvfald og endeligt forlis i affaldscontaineren.

Da så damen op på mig, henover de skildpaddefarvede brilleglas, og sagde:

– Jamen, det var jo bare blevet efterår!