Egentlig er jeg lidt bekymret for, hvad det egentlig er der sker i den gamle bygning, lige i disse tider. Altså, bogorm i fundamentet, det har der jo altid været, og i stueplan er gulvplankerne naturligvis slidt af science fictions kommen og gåen, ligesom sætningsskaderne af fantasy løbende skal udbedres med gode argumenter i en 1:3 blanding af genredefinitioner, kritisk læsning, associativ slalom og modstand mod kulturkanoneri.

Men nu er der gået “mainstream” i tagspærene. Måske på baggrund af dårlige antenneforhold; måske på grund af indtrængende mambo-tjek. Og så er der naturligvis teglstenenes understrygning af magisk realisme, hvilket ikke skal udskiftes, selvom jeg er bekendt med lovkravene.

Men ihvertfald har jeg – indenfor de sidste mange måneder – læst en allerhelvedes bunke kriminalromaner og lige så mange biografier – både “selv-” og andre. F.eks Tom Buk- Swientys to beton-klodser: “Safari i Helvede” og “Tommy og Tanne”. Begge om danskeres medvirken i 1. verdenskrig.

Og så er der ham hér! Og har man sin gang i og omkring Odense, så er det ikke i Prinsen af Wales, man er lige ved kvæles. Så er det for Andersen, der kvalmende kæles.

Det er hér man med fordel kunne sætte ind med “nykritisk metode” – når turistforeningen har fået malket koen. Så meget mere som, at danskerne dårligt kender Andersens eventyr. De kender Disney-film!

Og hér det så, at et forfatterhold på 3 (!) kommer på banen. Rydahl og A. J. Kazinski….. – hvor man så skylder at sige, at bag “Kazinski” står Anders Klarlund og Jacob Weinreich, mens Rydahl hedder Thomas til fornavn. Og jeg kender absolut nix, nul og nada til én eneste af dem.

Billedet kunne ligesågodt være et klassebillede fra CBS eller præsentationen af et ejendomsmæglerteam. “Rydahl and partners”? Men de er vidst med i det helt gode selskab af krimi-forfattere og andet interessant tjulahej. Og så de altså skrevet denne hér:

&

Det kan være forbundet med en del vanskeligheder, uanset hvor mange omskrivninger, hentydninger og eufemismer man benytter sig af, at undgå “røbninger” ( – skriver jeg, fordi jeg ikke bryder mig om ordet “spoilers”!) i et handlingsreferat. Dog vil jeg sige så meget som: – omendskønt romanen er blevet søgt solgt under sloganet “H.C. Andersen som Sherlock Holmes”, så er det en sandhed med så mange modifikationer, at udsagnet er det pære vrøvl. Det er mere “H.C. Andersen som Flygtningen“.

(ovenfor ses Andersen EFTER begivenhederne, der er skildret i romanen)

Lad os tage vignetten til romanen:

“H. C. Andersen fører ivrigt dagbog fra 1825 til sin død i 1875. Kun halvandet år mangler. I 1934, da han vendte hjem fra Italien, holder han pludselig en pause i sine evindelige skriverier. Ingen ved hvorfor. Denne roman begynder, hvor Andersen holdt op.”

Så derfor kaster Rydahl og Kazinski sig ud i en beretning om, hvad der egentlig hændte i de sidste måneder af 1834 – og det er ikke småting.

” Hans Christian har saksen fremme til silhuetters broderi“, som Sebastian skriver i “Lossepladsen bløder”. Og det er netop indledningen – in medias res, som “man” siger, hvor skøgen Anna sidder model for Andersen, dette mærkelige fugleskræmsel, der betaler fuld pris for hendes ydelser, men blot ønsker at hun skal sidde, stå, danse model for hans klipperier.

Og så er det, at nogen klipper i andre mennesker, og Hans Christian bliver anklaget og arresteret og dømt til døden. Men via sit kendskab til Collinerne (thi “venskab” er der egentlig ikke tale om), får han så tre dage til at bevise sin uskyld, men må ikke forlade København. Og han slår sig sammen med en skøge, for at finde en ganske ubehagelig gerningsmand i det herrens år 1834, i Kongens København.

Det bør indskydes at figuren Hans Christian i romanen, ret godt præsenteres (i ældre udgave) af Jørgen Reenberg i stykket “Fra regnormes liv”. Den bør man unde sig.

Det er sådan cirka det København, handlingen foregår i. Og jeg ved sgu ikke om romanen er så akkurat i sin placering af ditten og datten og således kan betragtes som et portræt af København dazumal. Men da vi alligevel befinder os i fiktionen og i Andersens “dagbogs-tomme” tid, står vi måske blot på tærsklen til en kontrafaktuel parallel-verden. Og ind i den propper Rydahl og Kazinski SÅ mange referencer til alt muligt nutidigt, og ikke mindst til Andersens senere eventyr (og det ovenpå en mordgåde og en aldeles bunke forfærdeligheder), at jeg egentlig blev begejstret. For eksempel over at Politidirektøren, ordensmagtens øverste chef, hedder “Cosmus Brædstrup”.

Selvom der måske lige er et par “plot-twist” jeg finder i overkanten – eller egentlig unødvendige, idet de ikke bidrager med noget, men blot er 10-12 sider mere, så er det edderbukkemig noget af en dej, som de tre forfattere alligevel får bagt. ‘

Nu med sprød skorpe og samfundskritik to go.