Her et par år inde i, hvad der er blevet opreklameret som den kunstige intelligens’ æra, kan vi nøgternt se i øjnene, at vi har lagt såvel søgeresultater som administrativt, intellektuelt og kreativt arbejde i hænderne på glorificerede men dybt fejlbehæftede stavekontroller.

Forfatteren Ted Chiang ser f eks ingen parallel til science fiction-genrens billeder af kunstig intelligens i det algoritmiske juks, vi får trukket ned over ørerne PT, men vælger at kalde det anvendt statistik. Det er dybest set Clippy v2, som står på spring for at foreslå at vi kommer en tube trælim i pizzasovsen, eller (ovre på det fhv Twitter) erklære sig selv en Mecha-Hitler.

For det er jo ikke alene varm luft, der driver værket, det er også grundlæggende fascistiske verdenssyn og æstetikker der spyttes ud af generative “AI”-modeller (jeg er i skrivende stund ikke parat til at slippe gåseøjnene omkring betegnelsen, der nok vil fortsætte med at være et hult postulat i mange år endnu). Og den opvarmede luft kommer ikke bare fra Microsoft, Google og OpenAI’s marketingsafdelinger, men i lige så høj grad fra de massive datacentre, hvis energiforbrug allerede er ved at æde de CO2-nedskæringer, der iflg Paris-konventionen er det absolutte minimum for at bevare en beboelig planet.

Der er altså ikke rigtig en forsvarlig brug af såkaldt “kunstige intelligens”, men det betyder ikke at den ikke bliver forsøgt brugt vidt og bredt, for nøj, hvor folk elsker en nem genvej til facit, selv når co-piloten styrer som den har kappet alle trosser til virkeligheden.

Så kom “AI”-teknologien for at tage vores jobs? Kun i det omfang, arbejdskøbere mener at de kan tolerere et markant kvalitetsfald i virksomheden. Men — og her når jeg endelig humlen af indlægget — tog den livet af Superkulturs T-shirtproduktion? Ja. Ja, det gjorde den.

Superkultur skulle jo fungere som en isoleret oase fra internettets store platforme, hvor alt lukker sig omkring den samme hjemmeside, med nogle få åbninger ud i RSS og det nogenlunde acceptable fødivers. Vores sidste(?) afhængighed af eksterne tjenester var tysk registrerede Spreadshirt, hvor vi gennem flere år har lagt egne tryk op til salg på T-shirts, kaffekopper og andet fjollet merch. Der var en del sparkedragter til babyer som gik usolgt hen!

18 august sendte Spreadshirt en mail ud til alle sine brugere, om en forestående justering af priser, samt et nyt “AI”-designværktøj, der giver kunder “mulighed for nemt at tilpasse markedspladsdesigns via prompts. Hvis dit design bliver redigeret i vores designer ved hjælp af AI-funktionen, får du naturligvis stadig den normale betaling for dit oprindelige design“.

Jo tak, du. Det er jo en ringe trøst, hvis kunder har bedt værktøjet om at smide en håndfuld hagekors oven i vores tryk. Som allerede nævnt er der en meget kort afstand fra almindelig clueless brug af “AI” til fascistiske budskaber, som får antallet af Youtube-anbefalinger før man sidder og kigger på en halshugning til at blegne. Selvsagt fór jeg til tastaturet for at spørge om, hvordan vi i Superkultur kan fravælge at medvirke i denne nyskabelse. Svaret er, at dette ikke kan lade sig gøre. Mit gensvar, som Spreadshirt PT ikke har svaret på, er:

Så har vi desværre et ophavsmæssigt problem, hvor Spreadshirt vælger at gøre vore designs tilgængelige i sammenhænge, vi ikke har givet eller kan give samtykke til, fordi vi ikke har kontrol over konteksten hvori vores originale motiver indgår.
Det her må I finde en løsning på, FØR I beslutter at implementere en buzzword-løsning som “AI”.

I al retfærdighed skriver Spreadshirt også i den oprindelige opdateringsmail, at man meget gerne må kontakte dem med indvendinger mod de nye regler og funktioner. Dette skal isf ske til en separat emailadresse fra deres support. For en sikkerheds skyld sendte jeg følgende besked på engelsk, men har heller ikke her fået svar endnu:

In response to your decision to make all sellers’ designs subject to “AI” alterations or customisations:

YOU MAY NOT INCLUDE SUPERKULTUR’S DESIGNS IN “AI” OFFERINGS.

Our designs are original IP and only made available in the understanding that they not be altered from the state and context in which they are offered, and on the products we have selected from Spreadshirt’s range.

We will not tolerate that our original designs be used in any way, shape or form as training material for “generative AI”, or in any way repurposed from the intended context by your “AI” tools.

For our longstanding position on the subject, we refer you to the product description for our Spreadshirt design “Butlersk Djihad“

Please respond at your earliest convenience that you have understood and will comply with these terms.

De er dog tydelige med, at indsigelse = opsigelse: “Hvis du gør indsigelse mod de nye kontraktbestemmelser inden for fristen, vil de eksisterende bestemmelser generelt fortsat gælde. Bemærk dog, at da vi ønsker at behandle alle vores partnere ensartet, forbeholder vi os derfor ret til at opsige kontraktforholdet med dig i overensstemmelse med bestemmelserne i Partnerbetingelserne“.

Så vi må gå ud fra, det var det for vores lille og langt fra profitable nebengesjæft med dybt indforståede T-shirtbudskaber for det superkulturelle folk. Men vi er langt fra de eneste med bekymringen overfor Spreadshirts maskinbegejstring. “AI”-kritikeren David Gerard har skrevet et overblik over situationen på Pivot to AI, med henvisning til et skønsomt udpluk af vrede reaktioner rundt om på nettet.

Det kan nærmest ikke betale sig at flytte vores designs over til en anden print-on-demand-udbyder, for senkapitalismen og Cory Doctorows mundrette enshittification-begreb dikterer ligesom at alle kommercielle platforme befinder sig et eller andet sted på skråplanet ned i “AI”-dyndet. Jeg skal i de nærmeste dage har pr 8. september fået omdannet siden Supercouture & grej til et mindesgalleri over den merchandise som nu må leve et efterliv som ikkun JPEGs og lasede loppefund.

Som vi formulerede det i et ca fem år gammelt tryk: