Det var en mørk og stormfuld nat. En dør smækkede. Pigen skreg. Med ét viste der sig et piratskib på søen –

Egentlig holder jeg – ligesom d’herrer Price – også på, at man bør lave sine fond’er og saucer selv – og fra bunden. Men selvom jeg har en 35 liters suppegryde, så er det sjældent at jeg har likvid kapital nok, til at indkøbe en tilsvarende mængde kalveben, grøntsager og krydderurter. Så ligesom så mange andre (fattigrøve) må jeg ty til “industriprodukter”. F.eks. sådan nogle hér:

– og de kommer jo i en Guds velsignelse af udgaver. Og henne i England har de to virkelige konkurrenter:

Og:

– som også findes i en tyktflydende udgave … – og så naturligvis “marmite”, som er cremede bouillonterninger lige til at smøre på det slatne sandwichbrød with a cupper tea. Og der kan man bare sige: – det ligner smørbar bouillonterning fordi det er smørbar bouillonterning. Og det smager som smørbar bouillonterning, altså temmelig salt med lidt fedt i ascendanten. Og også Bovril har en udgave af noget lignende:

Der er også et billede, hvor det er Øl&Ævls Mikkel, der holder glasset (nej, det er ikke):

Nu er dette jo ikke Superkulturs svar på en madside, så vi må videre til den zebrastribede puddelkerne. Se! Egentlig var det først hér, forleden dag, jeg atter kom til at undre mig over produktnavnet. Jojo! Jeg havde fattet, at det havde noget at gøre med bovin, altså kvæg. Men anden halvdel i det sammensatte ord, havde jeg hidindtil tolket som noget med “viril”. Og det har måske også noget gøre med “viril” – det er bare ikke forklaringen!

Edward George Earl Lytton Bulwer-Lytton, Baron Lytton, var det fulde, knusende navn på en engelsk statsmand (han var konservativ) og forfatter, der levede fra 1803-1873 – også dér helt konservativ: “rigtige mænd bliver 70 år!”

-og det fra ham “den mørke og stormfulde nat” kom – dog ikke fra den bog, vi hér skal have fat i, men fra én med titlen “Paul Clifford”, som jeg ikke ved, hvad handler om, og jeg er heller ikke specielt nysgerrig. Men ihvertfald gav “det var en mørk og stormfuld nat” anledning til The Bulwer-Lytton Fiction Contest (BLFC), der siden 1982 har kåret den værste indledning til en roman eller novelle – eller bare noget, der er “opfundet” i anledningen.

– er titlen på den roman vi skal have fat i, og som man kan se er molevitten blevet oversat til dansk. “The coming race”. Senere udvidet til “The coming race and the Utopia”, derefter atter forkortet til (spoiler): “”Vril: The coming race”. Og den handler så om et Utopia – under Jorden, naturligvis – skabt af Vril-ya, der har frembragt en blændende fremtid, med vidunderstoffet “vril”. Og der er ingen grænser, mine damer og herrer! Og det ord nappede John Lawston Johnson så til sin smørelse, Bovril.

Men hér stopper det ikke. “Vril” blev, ligesom siden “adamantium” og “unobtanium”, synonym for noget-der-virkelig-vil-noget i genrelitteraturen (og på film). “Brug for Faster Than Light? – Vi har “vril” på lager”; “Mystisk kraft, der bliver brugt i Tibet af munke fra Lemuria? – Vi har “vril” på lager!” Og så har jeg da også hørt (læst) noget om “The Vril Society”, der – atter og igen – skulle være sådan et nazistisk komplot, der ville lave hemmelige baser i Ultima Thule, på Månen og på Mars. Til hvilket man kan sige, at tåbelighederne i Det 3. Rige næsten står mål med modbydelighederne, men jeg tror bare ikke rigtigt på et nazistisk Vril-selskab, der vil lave flyvende tallerkener og besætte Mars. Det er næsten et for storslået et projekt.

Til gengæld kommer der så denne hér:

Og enhver idiot kan naturligvis sige sig selv, at det er et foto af et ekstraterrestrisk fartøj i kredsløb om Jorden. Til hvilket det bør tillægges, at der IKKE er tale om photo-shopping. Objektet, kaldet “The Black Knight”, er skam i kredsløb om Jorden, men eftersom ikke engang NASA kan godtgøre, hvad det egentlig er, så er der lagt op til skæg og blå briller. Og det bliver benyttet i:

Henri Vernes (1918-2022 – yes sir!) skrev en røvfuld af romaner om superagenten Bob Morane og hans uadskillelige partner Bill Ballantine (skål), og en del af disse er blevet tegneserieficerede af forskellige tegnere. I det hér tilfælde drejer det sig om William Vance, der faktisk har en ret detaljeret og cool streg.

Men altså: – Bill og Bob bliver bortført af en is-prinsesse og havner på Den Sorte Ridder, der viser sig at være en rumstation, hvor de sidste atlantider har søgt tilflugt. Men de er ved at dø, at vil have Bill og Bob til at sprænge rumstationen i luften (eller “i rummet” må del vel være?) Jo, fordi deres teknologi nødig skulle falde i hænderne på Jordens magtgale noksagter. Navnlig er det vigtigt, at deres titusindeår gamle energikilde ikke falder i hænderne på onde mennesker. Og denne energikilde er (godt gættet) “vril”.

Der er en hvis grund til at tro, at Bulwer-Lytton egentlig var ret overbevist om eksistensen af “vidunderstoffet”. Og man skal dér huske på, hvornår romanen er fra. På den anden side gør han det, overfor en ven, klart at han ikke tror på magnetiske energier således som Mesmer påstod eksistensen af. Nej! “Vril” var tænkt som en særlig slags elektrisk energi! Elektricitet som Livsenergi – “Bovril” som elektriske suppeterninger. Og ikke et ord om androider …