Jeg har næppe været mere end end halvstor knægt, før jeg var på forkant med udgivelser af science fiction på dansk. Det var på det tidspunkt, hvor de to STORE forlag for den genre var Stig Vendelkær og Irlov Regulus. Vendelkær havde Arne Herløv Petersen som oversætter. Irlov havde – blandt andre – desværre Erik Vollov. Så det var i hans oversættelse, jeg læste “Gudernes Udvalgte” af Clifford D. Simak.

99,99% af menneskeheden er “taget bort”, mens de resterende mennesker på Jorden vender tilbage til en rural (pastoral) tilværelse, og bliver meget gamle. 6000 år, mindst. Det var det der slog mig! Tænk at leve 6000 år! Uden at blive egentlig gammel! Og det er det vi skal tale om.

I A Choice Of Gods tilkendegives det ikke, på hvilken måde den tilbageblevne befolkning har opnået deres lange liv. Og “langlivethed” er da heller ikke noget sindsoprivende ubekendt indenfor SF-genren. Så jeg tænkte, at vi skulle kigge lidt på genrens bud på livsforlængende elexirer.

Godt nok er Gilgamesh, i Gilgamesh-eposet, vistnok på jagt efter Udødelighedens Blomst. Men det er vist et ærinde, der svarer til en spand forkromede mellemgasfordelere, al den stund at den virkeligt udødelige, Upatnishtarim, er blevet “begavet” af guderne. Kun de formår, at skænke udødelighed. Aber dann haben wir unserer methoden, som Victor Frankenstein tænkte ved sig selv.

I Norstrilia, fortæller Cordwainer Smith om planeten New North Australia, og hvordan man dér høster stroon fra muterede kæmpefår.

Stroon er et livsforlængende middel/medikament/substans. Og sammen med de muligheder, som fangekoloni-planeten Shayol giver, er der rig mulighed – hvis man er rig – for at leve evindeligt, uanset – u-an-set – hvad. På Shayol dyrkes der transplantater på de “indsatte”. Det gør naller – men de er der jo heller ikke for sjov, tugthusfangerne.

Ovre i Larry Nivens Known Space-univers har de Boosterspice. Og hvis man tager det, fra man er 25 år, og derefter hvert femogtyvende år, kan man leve til man er 600 år – og stadig ligne en femogtyveårig.

Illustrationen viser Dr. Schultz-Mann, der ikke har haft penge nok til Boosterspice. Men selvom hans situation ser lidt prækariøs ud, så redder han alligevel dagen, sig selv og kronerne. Eller rettere “stjernerne” – den pangalaktiske møntfod i Known Space. Og de væmmelige dør, selvfølgelig.

I Nivens A Gift From Earth, bliver det “afsløret” at Bosterspice ikke – som troet – er opfundet i et FN-laboratorium (ta lige den: – et “FN-laboratorium”!?), men derimod fremstillet af frugterne fra det Livstræ, Phsstpok havde med ombord da han ankom til solsystemet (nærmere forklaring kan fås ved at læse Protector).

Melange. På arabisk – og fransk – betyder det “kanel”. Og det nævnes da også – gang på gang – i Frank Herberts Dune at tilstedeværelsen af The Spice afgiver en duft af kanel.

Melange har forskellige effekter, afhængigt af dosis. De, der indtager stoffet på en daglig basis, oplever en øget opmærksomhed, både ifht sig selv og ifht omverdenen. Og de fleste der lever på ørkenplaneten Dune/Klit/Arrakis, kan ikke undgå at få en daglig dosis. De rige – der var den igen – får mere, og bliver derfor opimod 100 år gamle. Og de virkeligt afhængige – eller storforbrugerne – opnår diverse paranormale kræfter: – prækognition, teleportation, levitation (fortsæt selv).

Det fremgår ikke med den allerstørste tydelighed, hvad Melange egentlig består af. Men jeg har fiflet mig frem til denne opskrift: Man tager ekskrementerne fra en voksen sandorm. Dem blander man med vand. Og deri drukner man en sandormelarve – og sørger for at den brækker sig. Så filtrerer man hele molevitten, og så er den til at indkoge og hengemme. Tilsæt sukker og salt efter smag og behov.

Før Bruce Sterling blev co-Godfather til både CyberPunk og SteamPunk, skrev han en uskyldig lille sag, der hedder Involution Ocean.

Som – i al sin skinbarlige enkelthed – handler om en “drug addict”, der – for at komme så tæt som muligt til sit “drug” – søger hyre på en hvalfangerskude, på planeten Nullaqua. Fik I den? Null Aqua – nul vand! For der er nemlig ikke noget vand på den planet (hej Dune). Ja, faktisk er der ingenting, bortset fra et stort krater fyldt med støv. Og i dette støvhav lever de “hvaler”, af hvilkes lever man udtrækker Flare. Og dette vidunderstof kan få gamle til at blive unge, samt få lemmer og organer til at vokse ud påny (hej Shayol). Det forekommer mig at der er en slet skjult henvisning til amber gris, samt ideer om stødtænders positive virkning ifht impotens. Men da romanen også blærer sig med, at være en hommage til Moby Dick, så er der måske flere lag i narrativet. Og i så tilfælde er jeg da fræk nok til en selv-reference – kommer her: http://blog.gravko.com/#post92

Jeg gætter på, at jeg kun lige har åbnet æsken med “longevity drugs in fiction” (det må vel være det modsatte af Pandoras kasse/kiste/boks?). Jeg mener: – vi har jo slet ikke berørt She eller Kong Salomons Miner eller Orlando. Og jeg ved heller ikke om midichlorians skulle haft en plads, hvilket nok skyldes at for min del er Star Wars bestående af “A New Hope”, “The Empire Strikes Back” og “The Return Of The Jedi”. Resten er forsøg på at finde en udødelighedselexir.