legenden om huset ng’ffatt 7. afsnit
– Derfor måtte Kong Hespar og jeg udtænkte det modbydelige, den nat, for en menneskealder siden!Thi er det ikke således, at nogle må udføre det grimmeste, det beskidte, det afskyelige, før alt kan blive godt? Er det ikke et støvet og helbredstruende arbejde, at udhugge de skønne figurer, male de smukkeste fresker eller beplante de vidunderligste bede? Endda har jeg ladet mig fortælle, at de der laver de forunderligste hatte, som beklæder damerne ved ethvert maskebal i Steria, benytter væsker der gradvist deformerer såvel deres sjæle som legemer – deres åsyn forandres til groteske masker, med fremstående tænder og bulnende øjne, og deres børn bliver ofte forkrøblede. Men hattene er vidunderlige, og bliver alt mere elegante, dristigere og mere fantasifulde, mens hattemagerens vanvid tager til ….
På samme måde, med det hverv vi tog på os den nat, mens tredivetusind af Skalmerias bedste mænd gik til grunde i en helvedesdans af død og legemlig ødelæggelse, mens De Ældste Guder tog bolig i disse skrøbelige kroppe og bar dem bort til torturkamre ved fjerne sole, der lænkede grusomhedernes verden for al evighed –
En høj pris?
Det indrømmer jeg. Men nødvendig!
I dæmringen, lige før daggry, tilkaldte vi Kerubbin og gik ud i morgentågen mod Huset NgFfatt – gennem dynger af slagne mænd, dissekerede legemer og deformerede ansigter og kroppe – et Ragnarok af hadefuld død, en Skærsild af af stank, så blandet med angst og dødskamp, at vore sanser stod vildt ud af vore kroppe, som blade plaget af den første frost.
Kun få var endnu i live, og de ravede rundt som monstre, der forlængst har mistet den sidste rest af menneskelig fornuft, og vi vidste at de var hinsides nogen form for menneskelig hjælp – for dette var tiden for at hjælpe de tusinder, der stadig levede i Steria og resten af Skalmerias rige, og ikke de få, der trods alt havde smagt samtlige dødens kvælende aromaer.
Skoven ludede sort og monstrøs omkring lysningen, der denne årle morgen var omdannet til en pløret sump. Natten drev bort på skrækkens tåger og beredte os en dag, fra hvilken vi vidste at ingen flugt ville være mulig, ikke engang til vore sinds inderste lønkamre, for en sådan luksus havde vi ikke råd til.
Krinderen Kerubbin forstod, lige så vel som Kong Hespar og jeg, at denne morgen både var en afslutning og en begyndelse – en afslutning på livet for Kerubbin og Hespar, men en ny begyndelse for Skalmerias rige, hvis kommende æra som forpost for menneskeheden og siden som et Verdensrige, vi alle – denne tidlige morgenstund – øjnede som den eneste mulighed for frelse. Og der var både smerte og fryd – men frem for alt følelsen af afmægtig hæslighed, følelsen af at havde det ikke været for den bitre nødvendighed, ville vi være skrigende bylter af smerte og angst. Og der var intet tilgiveligt ved hverken det spæde, jomfruelige morgenlys eller vor forestående handling; der var kun nødvendigheden, og vi var nødvendighedens modstræbende værktøj.
Og efter en vandring gennem dette dødens morads af rådnende rester og menneskeligt vraggods, blåt mudder og søer af blod, nåede vi til dørtrinnet ind til Huset Ng’Ffatt, der var flankeret af disse steler med udskårne dæmoner.
I denne stund kom det til mig, at undres over hvem i hirden, der havde været nysgerrig nok, kanske efter lidt rigeligt øl, eller i bar kådhed over at finde kildefrisk vand og en bugnende abildgård, til at åbne denne dør – blot forsøgsvist – til trods for for den tydelige advarsel disse udskæringer tydeligvis var ment som. Mn så tænkte jeg på brønden bag huset, og vidste i mit inderste at felttogets skæbne allerede var beseglet, dan den første mand overhovedet rørte vandet, der blev hentet op derfra. For selv kernerne i abildgårdens frugt var porte ind til helvedets hvælv – og op derfra kom ikke blot døden, men –
Åheja! Jeg fortaber mig, og vandrer med min mund vidt fra hændelsernes gang.
Vi stod altså på dørtrinnet, og jeg og jeg åbnede med min glødende stok de to fløjdøre, som jeg anså for at udgøre en slags portal, og vi kiggede direkte ind i det stjerneløse rum mellem himmellegemerne, det selvsamme sted, hvorfra disse mægtige rædsler kom. Og vi skuede afgrunde over hvilke disse de ældste og frygteligste guder havde kastet sig på attråens og blodtørstens uudgrundelige vinger, som besjælede deres inderste og dem frem gennem årtusindernes lysløse kulde, for endelig at blive kaldt frem gennem mændenes frygtelige død og lemlæstelse på dette sted, vores verden.
Og jeg påkaldte og hidkaldte dem, nok engang – og jeg bandt dem ved det Ord, som én gang er givet, det Ord der bringer Orden og Kaos, og hvilket selv mægtige Sogoth må lystre og adlyde.
Ingen kommentarer