Episode 305 – Hollow Names og Mrs Dalloway
Hvad er det egentlig der sker, når noget er en roman? Det er meget det, vore helte diskuterer, nu hvor de egentlig skal diskuterer Mrs. Dalloway som første indslag i bogklubben. Det er faktisk længe siden vore to værter har været så uenige, og naturligvis om hvad der – fra en vis afstand – ligner en teknikalitet: hvad betyder det, når man siger, en roman har en fortæller? Meget apropos et skænderi om teknisk jargon hedder øllen denne gang Hollow Names – en glimrende DIPA fra altid gode Alefarm. Endelig er der også en ny jingle til bogklubben – og Mikkel er gået above and beyond og har involveret andre kreative kræfter end blot en sagesløs public domain-kunstner i konstruktionen af den!
Både lytterhenvendelser og Et kvarter med Kefir er desværre skudt til næste gang pga tidsudfordringer.
Skriv til os med ris, ros og rettelser på ologavl@gmail.com eller inde på Instagram (hvor vi også hedder Ologavl)
We believe the clips in this episode where we use excerpts of music and/or other media are used under fair use for commentary. If you are a rights holder and disagree with us, please get in touch. This episode contains a clip from these Youtube-videos: https://www.youtube.com/watch?v=r_9WNifGn4g and this track by DJ Assault: https://www.openmusicarchive.org/audio/Georgia%20Stomp%20By%20Dj%20Assault.mp3 remixed under this license: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/ and this track by Brotheration Reggae: https://pixabay.com/da/music/reggae-friends-and-things-brotheration-reggae-instrumental-2016-138165/
Find den gamle Spotify-liste her: https://open.spotify.com/playlist/56slbIN3T8CUjuUbzShR5L?si=3JgimcYhRZCl0ZySRTH3KA
Her er de to sange, som I gerne må forsøge at identificere sammenhængen imellem – måske gør Mikkel det så også: https://open.spotify.com/track/6PEDWWH9k5…oIRJ2bB9wffvbhSQ og https://open.spotify.com/track/7lIyBKp2KX7ABDjDfo9EtL?si=hJjESNdlTzyYiz0L-jB_gA
1 kommentar
Hej Øl&Ævl!
Prrr(rulle-r)rragtfuldt afsnit, til hvilket jeg har 3 “nedslag”, som jeg vil gøre så korte, som det er mig overhovedet muligt:
1) I kommentarfeltet til en tidligere episode har jeg vist nævnt en situation på et “malerkursus”, hvor en diskussion om kunst med ét blev afbrudt af larmende tavshed, idet vi juvenile kunst-aspiranter pludselig ikke helt forstod hinanden. Og underviseren var begejstret ( – og han var til “konkret kunst” … – hej Mathias 🙂
I herværende episode/afsnit “oplevede jeg”, at I oplevede noget lignende i jeres diskussion om “fortæller-leddet” i narrativet. Og det var en fortryllende oplevelse, at høre jeres – hm! – “famlen efter hinanden”, og mærke hvorledes der virkeligt var “noget på spil” 😀
2) Jeg har ingen adkomst til at dømme, om Mikkel eller Mathias har ret i disputten om “fortællerstemme”. Men jeg sige det sådan, at nu har jeg – lige om lidt – skrevet fiktion i 50 år. Og nej! Det er kun en brækdel, der er blevet udgivet (hvilket enten skyldes nedgroede negle, eller regulær dovenskab – fra min side). Og denne erfaring (det tør jeg godt kalde den) har overbevist mig om, at der findes en “forfatter” (yours truly), der skriver en tekst. Og denne tekst KAN indeholde en eksplicit fortæller – men behøver ikke nødvendigvis at gøre det. Så langt, så godt.
MEN! Forfatteren indlægger altid en stemme, en stemning, en modus for fortællingen, et valg af sprog, perspektiv, objektivering, regler for eksekvering, hvilket betyder at der ALTID er en ANDEN END FORFATTEREN, der skriver teksten. Og selv når der er en – mere eller mindre – “utroværdig fortæller” i teksten, så er DEN ANDEN, der fremlægger det …. selvom det er forfatteren, der skriver det. Så det er forfatteren, der bestemmer sprogtonen, men det er den “indskudte fortæller”, der eksekverer.
Man kan selvfølgelig mene (ligesom min gamle far), at akademikere har bedst af at lære noget hårdt markarbejde – hyppe kartofler og toppe roer. Men det ovenfor beskrevne fik jeg verificeret, da jeg læste Dansk på SDU, idet en underviser fremførte netop dette synspunkt.
3) Den dér med at læse alt om “Macondo” – dén har jeg også været på. Fascinerende! Hvilket foranlediger mig til et forslag til “Bogklubben”: – hvad med at læse Gabriel Garcias “Patriarkens Efterår”?
Og hermed tak for denne gang
bedste hilsner Henning