LGBTBDO+ – og om lidt vil jeg komme tilbage til, hvorfor dette ikke nødvendigvis bare er et usædvanligt dårligt forsøg på at være vittig.

Men altså: BDO = Store Dumme Tingester i science fiction. Og jeg tror at J. G. Ballard er indehaver af rekorden, idet man i hans Report on an Unidentified Space Station, bliver gjort bekendt med en rumstation, der vitterligt indeholder hele Universet. Eller – måske – skal man anskue det, som om Ballards besætning, der rapporterer fra denne USS, er trådt gennem én af de portaler, der findes langs The Way, det sidste “rum” i The Stone, som er en gevaldig, hul, asteroide i Greg Bears Eon.

The Way er betragteligt større end selv Mælkevejen – men dog indenfor The Stone. The mind boggles. Og selvfølgelig er The Stone et amalgam af Arthur C. Clarkes Rendezvous with Rama og Frederik Pohls Gateway:

Dog er de alle sig selv og ikke hinanden, hvilket naturligvis hænger sammen med at vi taler om forskellige – på hver sin vis – dygtige forfattere. Ikk’sandt?

Og hvis vi vil op i højere skomål – omend ikke i nærheden af hverken Bear eller Ballard – så er der Bob Shaws Orbitsville, der beskriver en ikke alt for heldig landing inde i en såkaldt “Dysons sphere”. Og sådan en kalorius er en kugleformet verden, med en sol i centrum, og så er der ellers lebensraum på hele indersiden. Tænk Jordens kredsløbsbane og lav så en kugle ud af den! Millioner milliarder gange meget mere plads. Og byggematerialet? De øvrige planeter og asteroider! Og der findes da også videnskabsmennesker, der mener at have spottet sådanne i vores hjemlige galakse.

En knap så hidsig variant er Larry Nivens Ringworld. Hér taler vi “kun” om et “bælte” omkring en sol (med samt “inderplader” til at sørge for en nat&dag-oplevelse, når deres skygge rammer Ringens overflade.

Hertil kommer fortællinger om “stjålne” planeter eller måner: – Algis Budrys’ Rogue Moon (med en virkelig modbydelig tingest på Månen), Donald Moffitts The Jupiter Theft og Alasdair Reynolds Pushing ice (som der så går Tau Zero (Poul Anderson) i). Og hér er det så, at vi støder på John Varleys Titan (med efterfølgerne Wizard og Demon), der handler om en ekspedition til Saturn-månen af samme navn.

Det viser sig (nemlig) at Titan nok er en måne, men det er også et levende væsen – Gaia – der i sit indre oppebærer livet for adskillige mærkværdige væsener: Kentaurere, Engle, Dæmoner samt sekundær-hjerner, der regerer over hele regioner.

Jo ældre science fiction man har mellem hænderne, des mindre (explicit?) sex eksemplificeres. Dog, selv i Rendezvous with Rama (1972) omtales det, at besætningen på “Endeavour” da godt må bolle “bare de ikke forskrækker de modificerede chimpanser”, der er med ombord. Og i The Jupiter theft ymtes der om, at de flåt-lignende parasitter, der sidder fast på “cygnianerne”, egentlig er kønsdimorfe “hanner”.

Men så i Titan bliver det til Breaking The Waves, dels fordi vor hovedperson er lesbisk, dels fordi væsenerne på Titan/Gaia, har flere køn – især kentaurerne, der har kønsdele i “begge ender” … – der godt kan være forskellige. Og i Ringworld – og særligt The Ringworld Engineers går Niven nærmest “bananas” i sin udlægning af rishathra –

Og så er der, at jeg spørger mig selv: – ved forfatterne godt, at en verden der er tænkt befolket af levende væsener, naturligvis følger et spørgsmål om seksualitet og kønsidentitet med? Selvfølgelig gør de det! Men tør de skrive om det? Til tider “ja”; til tider “nej”, og jeg skal ikke dømme. Men man jo godt, indimellem, blive sådan lidt “jo, men det er da fantastisk, alt det der foregår i det uendelige Univers! Det må bare ikke være noget andet, for så bliver jeg usikker -“