For en ti års tid siden – om ikke længere – var jeg på et kursus om Udviklingsarbejde I Daginstitutioner. Det lyder kedeligt – det var det også, og beklageligvis var det også et projekt bestilt af nogle embedsmænd, der havde fået Inklusion galt i halsen, og eftervirkningerne har vi set så sent som igår, hvor børn i børnehaveklassen kan dumpe, fordi de ikke ved hvad der menes med “over-begreb”.
Nå: – anyways havde vi, på kurset, en lærer i udviklingsteori og -modeller; en knallert ved navn Sven Mørch. Og bortset fra, at han gav faen i hele “uddannelsen” – hvilket var sært forfriskende, set fra mit synspunkt – så var han ret meget oppe at køre på, at forskellige erhverv har hver sin “myte”, hver sin “fortælling” om, hvorfor netop dette erhverv bare er SÅ fedt.
Han fortalte derfor om langturs-chaufførernes myte, nemlig at det var den ultimative frihed, at sidde bag sit eget rat, i sit eget kontor, og fise op og ned ad “hovedgaden” (ruten København-Milano), hvor sandheden måske nok snarere er – og var – at det at være langturs-chauffør (eller i det hele taget) er det mest slavebundne job, man overhovedet kan komme i nærheden af: – fra hér til dér, helst på rekordtid, men: køretidsbestemmelser og berammede pauser og maxhastighed og tilgængelighed (radio og mobillos) og fravær fra hjemmet, og dårlig mad og ingen motion og – og & og –
Den fiffige hér havde lugtet lugten, men det var alligevel tå-krummende da Hr. Mørch spurgte forsamlingen af kursister til hvilken myte, der lissom animerede pædagokker. OG høstede den samme gamle udtrådte historie om omsorgen og kærligheden og det at kunne gøre en forskel, og barnets vilkår og omstændigheder – hvorefter han spurgte til konkret handlinger.
Bevares – der er masser af konkrete handlinger, men hvis man nu skal være ærlig (og hvorfor ikke det?), så går opimod 70 procent af pædagokkens arbejdstid med møder, testlige afklaringer, rapportskrivninger, indberetninger, forældresamtaler (det er okay, det er netværk), skemaplanlægning, projektbeskrivelser, dagsrapporter (også kaldet forældreinformation), oprydning, forberedelse, aftaler, “let rengøring” og observation. Hvilket ikke er noget ‘gokken selv har fundet på (han vil hellere lege “brandbil”), men myten om “nærværet” og “omsorgen” forbliver en sær “sandhed” i et embedsmands-tilrettelagt regi.
No Contest! – men langturschaufføren kan dog lytte til noget “audio-novel”, hvilket må være en ren lise i forhold til pædagokkernes læggen-øre-til en hel del KABOOOM, når 28 børn er klemt ind på lisså mange kvadratmetre. Man kan skrue op for Sigurds Bamsetime – det kan man. Det nytter ikke noget!