KOMPLET USKRÆMMENDE UHYRER. ”Trapped” er historien om familien Hunter, for hvem ferien bliver et helvede, da rumvæsener beslutter sig for at bruge deres hytte til en udenjordisk ækvivalent til biologitimer – af den slags, hvor man dissekerer frøer.

Menneskene er seks i det hele, forældrene, deres to børn, mormoderen og datterens veninde. De er taget til en hytte i bjergene, for at forældrene, Keith og Maggie, kan arbejde på deres ægteskab, efter Keith har været utro. De er dårligt ankommet, før der er mærkelige lyde i natten, og Maggie ser noget svæve i mørket over hytten.

Næste morgen finder hun en mærkelig cylinder i skoven, og da de forsøger at komme væk, viser det sige, at hele området er indkapslet i en usynlig boble. De er lukket inde sammen med de fremmede væsener, som først kommer frem, da det bliver mørkt.

Og så går den ellers derudaf. Rumvæsenerne overfalder menneskene og viser sig snart at kunne trænge ind i deres hjerner og styre dem. Det bruger de til en række eksperimenter, som der angiveligt skulle være mening med.

Jeg er en tilgivende læser – forfattere kan slippe af sted med meget, så længe jeg er underholdt eller bare fanget af historien. Det lykkedes ikke Plante at fange mig ind, simpelthen fordi ”Trapped” er proppet med tåbelige øjeblikke, sidehistorier, formuleringer og så videre. Vore monstre rejser gennem rummet, men de kan ikke bryde gennem en barrikaderet dør. Forsiden afslører en klobesat hånd med tommelfinger og det hele, men de bruger tænderne til dørhåndtag – til gengæld har de kløer på deres vinger, men de bruger dem ikke; i al fald ikke før plottet kræver det. Så er der den komplet overflødige Lolita-sidehistorie, som tydeligvis blot skal slå fast, at Keith er et dumt svin. Og rumvæsenerne er supereffektive og telepatiske, lige indtil vi opdager, at man blot skal lukke sine tanker for dem. Og så videre og så videre. Tåbelighederne er ganske enkelt legio. I en sådan grad, at det ikke engang er sjovt. Det lykkedes mig faktisk aldrig at finde ud af, hvor store rumvæsenerne i det hele taget var. De flyver lynhurtigt rundt som ildfluer, men kan også slæbe mennesker med sig.

Jeg kan godt lide dårlig horror – det har sin plads – men værre end dårlig horror er kedelig horror, og det er ”Trapped”, simpelthen fordi man bliver så irriteret over den, at historien aldrig får luft under vingerne. Der findes folk, som kan skrive spændende og medrivende om almindelige mennesker fanget på et lille område sammen med en skræmmende trussel. Plante er angiveligt ikke en af dem.

I ØVRIGT

Anmeldelsen er tidligere publiceret på Horrorsiden