Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.