Bag en undselig titel, en lidt kedelig forside, en svag følelse af YA og et halvt kendt forfatternavn gemmer der sig en sært katastrofal men rolig roman.

Det halvt kendte navn kommer sig af, at Theresia Enzenberger er datter af Hans Magnus Enzensberger, forsiden er nok afdæmpet men heldigvis også mindre 70er-bingbong end den tyske original, YA-følelsen kommer hovedsageligt af den ene af hovedpersonernes alder – og intet af det står i vejen for, at “På havet” leverer en god og gedigen historie med et par veldrejede overraskelser.

Yada er 17 år og bor på en kunstig ø i Østersøen. Seestat, som den hedder, er et projekt skabt af hendes tech-milliardær-far, som drømte om at skabe et utopisk samfund (omend man mistænker, at utopien nok lugter lidt af Ayn Rand, og det er ikke en god lugt). Hun lever et kunstigt og kontrolleret liv, alt sammen for at skåne hende for et Europa, der er brudt sammen.

Samtidig får vi historien om kunstneren Helena, der bor i et klimaramt og lettere kaotisk Berlin. Helenas eget liv er også lettere kaotisk – hun er i færd med at klippe båndene til sine egne følgere; og her snakker vi ikke Instagram, men de mennesker, som tror, at hun er profet. Som et kunstprojekt har hun skabt en sekt – der også lugter lidt Randisk.

Sammenhængen mellem de to historier kender vi ikke, men den dukker naturligvis op et stykke hen ad vejen.

“På havet” virker blandt meget andet til at være en bog om fejltagelser, store og små. Seestat er en fejlslagen utopi, folk tager igen og igen fejl af hinandens motiver, folk træffer de forkerte beslutninger, og titlens hav kunne næsten lige så godt være bølgerne af konsekvenser, der skyller ind over dem.

Et tredie spor i romanen er indskudte kapitler, uddrag af et arkiv, der fortæller om tidligere forsøg på at skabe kunstige samfund, anarkistiske utopier og andre mikrostater. Personligt kunne denne del sagtens have fyldt mere, men Enzensbergers fokus er på personerne, og hun væver dem ganske fermt sammen. Det gjorde “På havet” til en for mig ret så kontrolleret oplevelse – rolig, målrettet og velfortalt, men også med lidt uforløst potentiale.