Conan – Sort lotus
Jeg indrømmer det: Conan er en tegneseriehelt – på allerbedste vis. Jeg ved godt, at han i 1932 første gang trådte den glemte verden under sine sandalklædte fødder, da Robert E. Howard fik udgivet en novelle i bladet Weird Tales. Men i mit hjerte vil den ÆGTE Conan altid optræde som tegneseriefigur, i Barry Windsors Smiths streg og med horn på sin hjelm.
Men den originale barbar kommer dog i det mindste ind på en andenplads, hvor han kan se hånligt ned på bl.a. Arnold Schwarzenegger og Jason Momoa. For ikke at nævne et hav af efterligninger.
21 noveller blev til til, før Howard døde i 1936, men de historier har levet deres eget liv siden, og Conan er dukket op igen og igen i forskellige udtryksformer. De sidste få år har vi på dansk nydt godt af en række tegneserier, ligesom forlaget Pilgaard har oversat et udvalg – nu har forlaget Escho også meldt sig på banen med en lækker udgivelse, der under titlen “Conan – sort lotus” giver os fem gode omgang sword and sorcery. Og det sker i så lækker udstyr, at den afskar min cirklen om den samlede udgave af Conans eventyr, så jeg i stedet kastede mig over det udvalg, som Anders Jørgen Mogensen har stået for i “Conan – Sort lotus”.
Conan er en cimmerianer, en barbar, der rejser rundt i verden i tiden efter Atlantis’ fald. Der har han en tendens til at møde troldmænd, monstre og letpåklædte kvinder. Sidstnævnte redder han, mens de to andre gerne har skæbnesvangre møder med hans sværd. Det er med andre ord hårdslående fantasy med masser af heltegerninger og svulmende muskler – “civilisationskritik pakket ind i ramasjang”, fortæller forlaget, og det er uden tvivl muligt at læse det sådan; men det er nu under ramasjang, at den tykke, sorte streg er. Og det er ganske fornøjeligt.
“Conan – sort lotus” giver os fem af barbarens eventyr: Elefantens tårn, Den sorte kysts dronning, Skumringens Xuthal, Den sorte rings folk og Røde søm; de rækker fra korte, slagkraftige noveller til Elefantens tårn, der fylder 36 sider i bogen, til Den sorte rings folks 114 sider, og de anbringer Conan i flere forskellige situationer. Han er tyv, sørøver, kriger – men fælles for dem alle er, at de anbringer ham på kollisionskurs med døden; og Conan møder den uden frygt.
Det er med andre ord en stemningsfuld omgang testosteron-suppe, der er på menuen, når man sætter sig ned med barbaren. Howard er på den ene side lige på og hård i handlingen, men også dvælende og dryppende af ældgamle tider i sit sprogbrug, og de to fungerer godt sammen. Nu er jeg ikke den store fantasy-læser, men “Conan – Sort lotus” giver god storladen epik uden at forfalde til endelæse serier, og det er en gave i sig selv – for både fantasy- og horrorelskere.
10 kommentarer
Jeg (Mikkel) voksede jo op med He-Man, der er min adgang til Conan-urtypen. Givet at Howard også skrev sine tekster ind i en meget kommerciel sammenhæng, er forskellen på de to så simpelthen blot de 50-60 år, der er imellem dem? Jeg tænker, det må være en interessant prisme at undersøge kapitalisme og fortælling igennem – f.eks. at He-Man kun har Battle-Cat, fordi Mattel havde haft svært ved at sælge en masse stykker tiger-legetøj. Det er svært at forestille sig en helt så klar materiel sammenhæng med narrative beslutninger i Conan-universet…?
“Trickle down capitalism as seen trickling through barbarian narratives”. Den ville jeg læse!
Faktisk var jeg under læsningen ved at danne en teori om, at Conan er et af Dr Whos ansigter. Han er den ukendte fremmede, som dukker op mod i en hastigt eskalerende krise, som har et eller andet tidsaspekt (her er det som regel, at noget skete for meget længe siden, æoner, menneskealdre), og så løser han den gordiske knude, som er problemstillingen. Modsat doktorens andre inkarnationer gør han det så bare med sværd og ikke så meget pis.
@janus Hmm, jeg tror Doktoren ville have en oversize ske i stedet for et sværd.
Remote Reply
Original Comment URL
Your Profile
Men ville den være sonisk?
@janus "It makes a noise. That's sonic, isn't it?"
https://www.youtube.com/watch?v=5Hh6N1kut4Q
Jo! For mig fungerer Conan også kun i tegneserier – lavet af Barry Winsor-Smith (før han blev lidt bims). Men jeg har skam været ude i det tekstlige univers, hvilket er en noooooget anderledes oplevelse, strøet til med tillægsord såsom “mighty-thewed”, “tesselated” og “ichor-infested”. Hvilket godt kan få én til at kunne passe størrelse 23 i sko.
Men tilbage til Barry.
Seriemagasinet udgav hele Barrys serie om den overdækkede jadeby i “Red Nails”. Og det var sgu’ Barry deluxe – simpelthen SÅ flot. Men i et anfald af sprælskhed fra oversætterens side blev den danske titel til “Røde negle”. Fint med mig – det passede godt ind i hele den groteske historie. Men heeeeelt korrekt er det sådan set ikke, velda 🙂
Så det er faktisk godt, at den mere terrængående titel – Røde Søm – kommer til sin ret.
Jeg må indrømme, at jeg tænkte “Er det Røde negle?”, da jeg skulle til at læse “Røde søm”. For jeg huskede følelsen af tegneserien, men absolut intet om handlingen – men hen ad vejen dukkede der stærke billeder op og en erindring om, at den titel, ja den passede ikke helt.
Apropos oversættelser er jeg ret overbevist om, at Conan var cimmerer i de danske oversættelser, så jeg snubler lidt over Mogensen cimmerianer.
Lige dér åbner du for en ormegård af problematikker (cimmerer/cimmerianer), der er et helt indlæg på Superkultur værdigt. Så et sådant vil jeg se at få lavet i løbet af … ret snart 🙂
Iøvrigt er der lavet en film om Robert E. Howard – “The whole wide world” (mener jeg den hedder). Men jeg har ikke set den, og den findes vist ikke på biblioteket, og så er vi ude i noget med at få mulvarpeskindet op af lommen og det har jeg ikke tid til; jeg skal gå tur med min guldfisk.
[…] kommentarsporet til anmeldelsen “Conan – sort lotus” kaster Janus en stille undren af […]