SUPERKULTUR

Superkulturelle pensionsmuligheder

jul
27

Forleden, i frokoststuen, faldt snakken på muligheden for pension – og hvornår det i så fald ville kunne lade sig gøre. En del af mine kolleger kan gnægge og gnide sig i hænderne, mens de ser frem til at kunne trække sig tilbage inden for nogle får år, mens jeg må betragte mig selv og pensionisttilværelsen som det klassiske billede af æselet med guleroden bundet over nakken. Jeg kommer sikkert til at dø på pinden, mens en eller anden fra Liberal Alliance takker mig for, at jeg holdt samfundsøkonomien i gang – nånej, som bibliotekar er jeg jo med til at gøre det så meget federe at være arbejdsløs, så selv det må jeg nok skyde en hvid pind efter. Det sidste, jeg kommer til at høre, vil sandsynligvis være i retning af “Du der, bibliotekar, jeg kan ikke få DNA-printeren til at fungere. Den melder PC Load Letter, hvad betyder det?”

Men det fik mig til at tænke på, hvad science fiction har at sige om mine pensionsmuligheder. Her er de fremtidsudsigter, jeg lige kunne komme i tanke om. Ja, der vil sikker principielt set være spoilers, meeeeen… det er spoilers om gamle mennesker.

1. Mad

Soylent Green – og Harry Harrisons “Gør plads! Gør plads!”, som den er baseret på – handler om overbefolkning og en god klassisk salami-løsning på problemet: vi fjerner nogle fra den ene ende for at fodre dem i den anden ende. Men hele tanken om at ende på nogen andens middagsbord virker lidt mere realistisk i dag med grund i klimaforandringerne. Og nåja, folk som Esben Lunde Larsen i spidsen for det hele hjælper ikke på min sindsro.

2. Den sidste løbetur

Logan’s Run (både filmen og bogen af Nolan og Johnson) har lidt samme udgangspunkt: der er for mange mennesker, og de tærer for hårdt på kloden. Her er løsningen dog lidt mindre utilitaristisk, idet folk ikke bliver genbrugt (det mener jeg i al fald ikke, men det er mange år siden, jeg har set filmen). I stedet bliver folk blot henrettet, når de er 21 – og trods min modvilje mod unge mennesker er det måske alligevel for drastisk.
Logan er selv en sandman – en, der jagter dem, som ikke i god ro og orden underlægger sig systemet og stiller træskoene, men da han når skæringsdatoen, bliver han selv flygtning. Det er med andre ord en slags Matrix-udgave af Fahrenheit 451.
Denne løsning scorer dog ikke højt i mine forventninger, idet den ville kræve, at dem, der sidder på magten, valgte at henrette folk over en vis alder – og traditionelt set er det folk af en vis alder, der sidder på magten. Det kan der naturligvis laves regler omkring, men vi ved jo godt, hvor sure pøblen kan blive. Så man ville nok være nødt til først at få styr på medierne, f.eks. med en ny medieaftale, der kunne beskære dem…

3. Batteri

Og apropos The Matrix – man kunne jo også ende som et batteri som den verdensomspændende kunstige bevidsthed. Okay, der er nogle fysikproblemer i det, såsom at det kræver mere energi at vedligeholde et menneske, end mennesket genererer. Til Matrix’ forsvar må man så sige, at den oprindelige ide faktisk var, at vi skulle være processorkraft, men folkene bag frygtede, at det koncept ville være for svært at forstå for den gennemsnitslige biografgænger.
Eller måske ville de bare ikke have, at de lærte sandheden at kende…
Sandsynlighed: lidt for høj.

4. Aldersfascistisk udryddelse

Der er naturligvis også muligheden for, at vor kollektive alderdom bliver afbrudt råt og brutalt. Især husker jeg tegneserien “Den sidste chance” af Trillo og Altuna, hvor en bombe dræber alle kønsmodne og lader børnene tilbage for at skabe en bedre verden. Samme ide har jeg set, omend lidt mindre krads, i tegneserien “Alene” af Vehlmann og Gazzotti (og, pludseligt nostalgilyn, den new zealandske tv-serie “The Tribe”, der var en slags pubertær Mad Max). En del af mig overlod gerne verden til de yngre på denne måde, så de må indse, at de er lige så inkompetente som deres forældre, men igen vil jeg nok tvivle på sandsynligheden: folk, der laver våben, har gerne en vis alder, og det er dumt at teste en pistol ved at stikke den munden.

5. Skurk

Hvis vi kigger på den science fiction, som unge mennesker nyder for tiden, er der en helt klar pensionsplan, som jeg lidt ser frem til: skurk i en YA-science fiction-roman (og senere en lidt mislykket filmatisering). Her skal mit otium så bruges på at opbygge et samfund, hvis bærende princip er: “Unge mennesker er dumme og skal straffes” – f.eks. ved at få dem til at slås til døden, bruge dem til eksperimenter eller andet. Jeg forestiller mig noget med, at alle børn tvinges til at censurere internettet manuelt, så de ældre generationer slipper for fremtidens ækvivalenter til 2 Girls, 1 Cup, Lemon Party og lignende. Grundlæggende det, som Facebook outsourcer til Indien eller lignende for tiden.
Sandsynligheden? Som sagt er det jo gamle mennesker, der sidder på magten, så måske ikke helt ude i skoven.

6. Privilegie

Og en pludselig tanke på falderebet: jeg kunne naturligvis også forvente, at flinke rumvæsener ankom og gjorde mig ung som i Cocoon. Hvis man nu tænkte rumvæsenerne som storkapitalen og de smilende pensionister som Venstre, er det måske fremtiden… for nogle.

Bordet er åbent for flere populærkulturelle pensionsmuligheder – hvad har jeg glemt?

16 Responses to Superkulturelle pensionsmuligheder

  1. Accelereret livsforløb:
    Miljømæssigt pres kan nedsætte åremålet. Således er fyrreårige amazonindianere ret gamle, ligesom både neandertalere og stenalderfolk næppe blev over 40 år. I genresammenhæng: se Brian Aldiss “Nonstop” og “Total Environment”
    Så kan du blive pensioneret som 35-årig. Samfundsøkonomisk en besparelse.

    Parasitisme:
    Indgå et et “symbiotisk” forhold med en anden art, der har brug for din krop til egen reproduktion. Eksemplerne kunne være “Alien/Den 8. passagér” eller Octavia Butlers “Bloodchild”. Kort pensionstid, ikke særlig sjov, og afslutningen er vederstyggelig – som det hed engang. Mao: watch out for The Weyland corp. Men du bidrager til kapitalakkumuleringen i militærindustrien. Plus, dér!

    Bliv androide (eller gynoide):
    Rejs derefter til Jorden (hvor du ikke må være), og lad Rick Deckard pensionere dig, big time. Reference: Drømmer androider om elektriske får (nej! netop ikke “Blade Runner”)

    Afgivelse af suverænitet:
    Overlad Jorden til væsener fra andre planeter, og lev livet fuldt ud, hele tiden. “Of men and monsters”, “The Joymakers”, “The heaven makers”.

    Iøvrigt er Frank Herbert også inde på noget kannibalistisk i “Hellstroms Hive” (the vats). OG: Logan når ikke skæringsdatoen, men for at motivere ham bliver han frem-ældet. Somom det skulle være motiverende for andet end at stikke af – hvilket han så også vælger at gøre.

    • Solide referencer, der – jeg havde glemt, at Deckard pensionerede sine mål 🙂
      Jeg kunne godt være fristet af noget parasitisme, men så skulle det være fra John Varleys Eight Worlds – bare bruge sit otium på at male Saturns ringe, det ville sgu være bedre end at have børnebørn.
      Og så mindede du mig om, at jeg ville læse noget Herbert i ferien 🙂

      • Velbekomme! Men du skal altså læse “The Tactful Saboteur”, og så evt. (gen)læse Whipping Star.
        Apropos “pension”, har du så nogensindeovervejet hvad der er af – hvad hedder det – “longevity-products” i SF-litteraturen? Altså bortset fra Herberts “spice”. Det ku være det var det, jeg lige skulle skrive en lille “opsats” om.

        • Jeg har faktisk lige for et par timer siden lagt Whiping Star i min ferie-bunke 🙂 Tactful Saboteur var i Proxima, ikke? Dem skal jeg lige have gravet frem senere i ferien.
          Lidt derhenad: Bruce Sterlings Holy Fire var da en ældre kvinde, der bliver forynget, som jeg husker. Og endda ganske spændende. Et eller andet sted var der en forfatter, som refererede til den – efter en sådan lidt dagligdags foryngelsesproces har folk gerne en periode med sådan lidt pubertær hormon-overload, en “sterling fugue”. Min erindringer fortæller mig, at det skal være en Peter F Hamilton-roman, men jeg er ikke sikker.

          • “Den taktfulde sabotør” er i et Proxima temanummer om Frank Herbert, sikkert ifbm at “Dune” var oversat til dansk.
            Holy Fire må jeg få min svoger til at låne mig – han har den garanteret. Foryngelse er en af mange problematikker i Dan Simmons “Hyperion”; jeg ved ikke om det er den du tænker på. Hamilton er ikke min stærke side. Jeg gik død på ham ca i midten af The Reality Dysfunction.

          • Nu fik jeg googlet, og det var en lettere utilgiveligt fejlerindring – det er nemlig fra Charles Stross’ Singularity Sky: “Went through the usual Sterling fugue, changed my name, changed my life, changed just about everything about me. Joined an anarchist commune… osv”
            Jeg har sådan et had/guilty pleasure-forhold til Hamilton. Hans Greg Mandel-romaner var ganske okay (i al fald de første to), og Night’s Dawn var ren, uforfalsket Michael Bay-scifi-tjubang, som jeg læste på det helt rigtige tidspunkt – jeg har genlæst dem senere, og der var de altså lidt pinlige (selv om de stadig er sjove, fordi man kan huske, hvordan det var at læse den første gang). Og så var der Great North Road, som var rendyrket forfærdeligt træls.

      • Jeg elsker den Varley novelle med Saturns ringe. Den er lækker og dejlig. Måske man skulle læse sig noget Varley igen snart.

        • Jeg læste en novellesamling for ikke så længe siden – både nyt og genlæsning, og det var en udsøgt fornøjelse 🙂

          • Persistence of vision er en fantastisk samling. Men jeg kan nu også godt li “Millenium”, ikke mindst for den lille joke, at Varley fandt på at betitle hvert kapitel efter en tidsrejsehistorie begået af andre. Filmen kan ses. Skal vi sige det sådan!

          • Generelt er hans noveller fabelagtige – jeg synes et erindre, at romanerne måske ikke hænger helt så godt sammen (men stadig scorer højt på ren fornøjelse).
            Nu savner jeg min VHS-udgave af Attackforce Milennium. Er den overhovedet til at finde nogen steder nu?

  2. Glem ikke muligheden for at blive zombie, som jo godt nok må siges at være en løsning *efter* pensionens udløb. Allerede Romeros “Night of the Living Dead” lagde en sigende vægt på at det er “nyligt døde” som vender tilbage.

    I al sin forrådnelse og hjernedød er zombien et ganske rammende billede på babyboomer-generationen set fra deres børns og børnebørns perspektiv: hvis man kan leve og ryge pot på sine investeringer er man vel i samfundsmæssige termer død? Klædt i beskidte laser ser de endda præcis ud som nys hjemvendte Burning Man-deltagere, og hele apokalypseelementet reflekterer udmærket det økologiske mareridt som denne og kommende generationer overtager.

    Så langt symbolikken, men der er lokkende motiver til at vælge denne vidtrækkende pensionsløsning:

    1) De åbenlyse fordele er naturligvis den forlængede “leve”-tid (med forbehold for evt. hovedskader) og den indbyggede tolerance overfor både mentale og fysiske skavanker.
    2) At være del af en horde eller sværm fritager individet for ansvar, men giver endog mulighed for medindflydelse – og der er en sikkerhed i kollektivet.
    3) Som zombie lever du i naturen, af naturen. Du behøver aldrig spekulere over hvor næste måltid kommer fra (there’s one born every minute!), ja, faktisk behøver du ikke engang spekulere på at spekulere, for dine mentale processer er reducerede til overlevelsesinstinkter.

    Når jeg sådan ser det skrevet ud ser det næsten ud som Dansk Folkepartis socialpolitik?

    • Det er jo perfekt 🙂

      • Som i: fyld lidt flere ord på, så har du en roman. Eller en debatbog. Den kan jo tilpasses til et hav af formater 🙂

    • Abortiv association (nu vi alligevel er i det – velbegrundede – perfide): – jeg så engang (sikkert på YT), en dansk folkepartist, der ville vise Mik Schack, hvordan man laver mad. Salt brugte han ikke “for det binder væsken”; peber brugte han ikke “for det for stærkt for danske ganer”. Til gengæld brugte han en ½ liter ketchup til “sovsen”, men “det er jo lidt bittert” så han kom lige fire spsk. sukker i. Og så var der “mad”. Associationen skyldes pølsemandsmeldingen: – en rødhud med blod, bæ og bræk. Måske skulle man bede pølsemanden om “en DF’er med kage”. (jaja, man får mærkelige tanker i sommerheden :-))

  3. Vibrerede øjenbrynene hen mod kameraet, smagte på molevitten ud udtalte at han nok ville ha brugt flåede tomater og lidt mere salt. Og dér var DF’eren helt blank; han forstod helt åbenlyst ikke hvad Schack snakkede om: “flåede hvad?”
    Det er efterhånden blevet noget af en associationsbyge vi er inde i: fra pensionsmuligheder til ketchup! Men hva faen, det er sommer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.