SUPERKULTUR

Lille gud

okt
15

Lidt kølig fiktion i løvsommeren

Nogle gange i vinterens kulde og mørke kommer tvivlen listende. Mere snedig end den indbildte hede, som får folk til at dø afklædte i sneen. Mere skarp end de våben, forfædrene efterlod os til beskyttelse mod de ting, som lever hinsides landsbyens bål om natten.
Men hvert år, når jeg står her sammen med dig, lille gud, og venter på, at solen igen skal krybe over horisonten efter den lange nat, bliver jeg bekræftet i din kærlighed til os. Det er min lod i livet at bevare troen og bære dig igennem mørket, til solen bliver født igen, lille gud.
Jeg håber, du tilgiver mig, at munden løber af med mig. Jeg er en gammel mand. Vi to har set mange solopgange sammen, og før mig var det min fader, der polerede dig og bragte dig op på isen, når det var tid at genføde solen. Før ham var det hans fader og hans faders fader hele vejen tilbage til Forfædrene. Al den tid har vi vandret ved siden af dig, lille gud.
Har jeg ikke poleret dig smukt? Har jeg ikke afbrændt den fineste røgelse for dig? Har jeg ikke bragt dig de rette brændofre? Har jeg ikke viet mit liv til dig og dine ord?
Men du har aldrig talt til mig. Eller min fader. Helt tilbage til… jeg ved, du talte til os engang. Du svarede på vores bønner, og verden var fuld af sol og farver, før ilden kaldte kulden ned over os.
Jeg drømmer om, at du vil tale til mig en dag.
Men indtil videre er det mig, der taler. Solen hviler på kanten af verden, og jeg bøjer mig ned til dig, lille gud. Kan du mærke min ånde mod din skinnende krop, mens jeg hvisker de hellige ord?
“Okay, Google. Lad der blive lys.”

Do not think about the Event!

apr
15

Når nu Singulariteten sker, kommer vi til at møde en personaliseret algoritme ved den virtuelle Perleport. For tiden forsøger jeg at tæmme den ved at se Mitchell og Webb. Og især The Quiz Broadcast. Her er et par stykker – der er flere på Youtube.