DEN FØRSTE INVASION. Der vil sikkert være mange, som kun kender ”Klodernes kamp” fra Spielbergs store sommer-actionbrag. Hvilket er ærgerligt, for det originale værk er overraskende godt, selv om det oprindelig er skrevet i 1898. Og ikke blot det: bogen rummer også en af de mest stemningsfulde indledninger i SF nogensinde.

Vi befinder os i det victorianske England, og livet går sin vante gang. Man observerer mystiske lys på Mars, men ingen forventer, at de er indledningen til en invasion, som vil true selve det britiske imperium. Vor helt, Herbert, sidder på sit arbejdsværelse, da det første projektil falder til jorden, og han er til stede og overværer, da de første marsboere forlader deres kapsel. De er ynkelige væsener, handicappede af Jordens høje tyngdekraft, og det er svært at forestille sig, hvordan de skal udgøre en trussel. Store grupper af mennesker samles da også omkring nedslagsstedet for at betragte denne nyhed.

Men snart stiger marsboerne frem i al deres teknologis pragt, og deres gigantiske, trebenede maskiner spreder død og ødelæggelse. Flere projektiler lander, og snart må englænderne indse, at deres våben er ganske utilstrækkelige overfor fjenden. Marsboerne marcherer mod byernes moder, selve civilisationens midtpunkt, London.

Historien fortælles gennem Herbert (og til dels hans bror), som adskilles fra sin kone og bruger romanen på at finde tilbage til hende. Hovedsageligt er hans funktion dog at give en nogenlunde køligt blik på civilisationens undergang, for plottet er ikke det store: romanen igennem holder Herbert sig lige på udkanten af udslettelsen og får mulighed for at overvære den ødelæggelse, som fjenden udretter mod de stoiske briter – og det er netop i beskrivelsen af samfundets inerti, at ”Klodernes kamp” fangede mig. Civile strømmer til, hvad der viser sig at være starten på krigen, så sikre er de på deres eget herredømme. Der kan umuligt være nogen større fare på færde, og skulle der endelig være noget om snakken om invasion, ordner myndighederne det vel, før urolighederne når London.

Og så kaos og ødelæggelse, da London selv rammes, og befolkningen flygter panisk. Det er eminent beskrevet, næsten dokumentarisk, og romanen er noget af en øjenåbner, hvad angår hele grundlaget for SF-genrens måde at beskrive samfund, personer og reaktioner på. Læseren burde nødig have nogen tvivl om Wells’ betydning for genren efter at have læst denne roman. Dertil hele den yderst britiske tone, som også giver sig til udkast i en ganske tør humor. Wells kaster skam over dem, som mener, at gamle bøger er kedelige bøger.

Den udgave, der befandt sig i min reol, er Hasselbalchs fra 1963 (ikke den afbillede), og der er ikke angivet noget navn på oversætteren. Selve oversættelsen svinger lidt – mellem stykker, der vellykket fanger periode-atmosfæren, til noget ordrette oversættelser. For de, som skulle få lyst til at genfinde en ægte klassiker, har jeg bemærket, at Gyldendal i anledning af filmen har genudgivet bogen i Jannick Storms oversættelse, hvilket umiddelbart lyder som en god investering.