Bagsiden på “Chekhov’s Journey” lover kosmiske paradokser og store katastrofer. Bogen starter dog noget mere nede på jorden – nemlig i Sibirien, hvor vi følger Anton Chekhov, den senere så berømte russiske dramatiker. I 1890 Er han på en ikke særligt luksuriøs rejse gennem landet, til fængselsøen Sakhalin. Snart afbrydes hans rejse dog, og han drager ud for at efterforske en mystisk eksplosion i Tunguska.

Næste kapitel flytter læseren 100 år frem i tiden, hvor et sovjetisk filmhold følger i Chekhovs fodspor for at skabe et værk om deres storslåede moderland, men den rejse, som de regner med at skulle ud på, går til Sakhalin. Med sig har de ikke blot den skuespiller, Mikhail, der skal gengive Chekhov, men også lægen Kirilenko, der med en ny teknik vil hypnotisere Mikhail og frigive hans skjulte evner, så emnet gengives så realistisk som muligt. Det virker – over enhver forventning, endda.

Snart befinder vi os også 100 år længere ude i fremtiden, hvor et russisk tidsskib forlader jorden for at rejse tilbage i tiden og ud af solsystemet. Noget går galt, og de styrter gennem tiden – mod et skæbnesvangert møde med eksplosionen i Tunguska, den eksplosion, som burde være sket i 1908, men i Chekhovs tid allerede er overstået.

Watson væver de tre tråde sammen på mesterlig vis. Anton Chekhov binder dem sammen i tre forskellige skikkelser, uden at det på noget tidspunkt virker akavet, om end skillevæggene mellem de tre historier til tider bryder sammen.

“Chekhov’s Journey” er ikke nogen stor bog (med sine cirka 170 sider er den faktisk perfekt til en længere togtur), men den er velskrevet og –komponeret. Mange af de brugte temaer er for så vidt klassiske inden for genren, men Watson udnytter dem med en ganske særegen subtilitet. Altimens han endda giver sig tid til at kommentere på den genre, han begår sig i – Chekhov får følgeskab af Konstantin Tsiolkovsky, som i bogen (ligesom i den virkelige verden) udlægger mange af teorierne bag rumrejser. Derudover skriver han tidlig science fiction, som Chekhov da også læser og giver den samme kritik, som megen SF får af litteraterne i dag: flade personskildringer (men dog skrevet med en tydelig entusiasme).

Det er ikke nogen tung dekonstruktion af Chekhov og hans værker, der er tale om her – Watson forklarer nok til, at man (selv med mit sparsomme kendskab til emnet) sagtens kan følge med. Men ved man noget om russisk historie fra perioden, vil man utvivlsomt finde ekstra glæde i at læse historien. Det skal dog ikke afholde nogen fra at begynde – “Chekhov’s Journey” er den type bog, der rent faktisk giver én lyst til at læse forlægget og i al fald fik mig til at læse videre om hovedpersonen.