Daniel Wallace er bedst kendt som forfatteren til den af Tim Burton filmatiserede roman “Big Fish”. Politikens forlag har valgt en anden af hans romaner til at debutere ham på dansk- hvorfor, tør jeg ikke sige, men det skal siges med det samme, at “Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” sagtens kan stå for sig selv. Og måske er det netop derfor, vi får den først – for at bevise, at Wallace kan andet og mere end “bogen bag filmen”. I så fald er det bevist med bravur.

Der er dømt magi og tryllekunst, og umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Christopher Priests “The Prestige“; men hvor Priest skrev en ypperligt kontrolleret bog, der byggede op til den store tryllekunst, er “Mr. Sebastian” langt mere nonchalant skrevet. Den bevæger sig roligt gennem historien, og så hiver den trick efter trick ud af ærmet, vildleder læseren konstant og fremdrager endnu en overraskelse, hele tiden med en undertone af Bradbury’sk magi (uden den forsonende tro på, at det hele nok skal ende godt).

“Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” starter med Henry Walkers død. En ven, hvis navn vi aldrig lærer at kende, beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete med Henry, og derefter springer historien tilbage i tiden og begynder at indkredse hans liv og skæbne. Der er mange stemmer i “Mr. Sebastian” – hvert kapitel fortælles af en ny person, der har hver sin egen oplevelse af Henry, den sorte tryllekunstner.
Som ganske ung sælger Henry sin sjæl til Djævelen for at kunne udøve magi. Djævelen kommer til ham i skikkelse af en hvidhudet gæst på det hotel, hvor Henrys far er pedel – og lige så meget som han giver til vor hovedperson, lige så meget tager han fra ham. Det er denne begivenhed, hele resten af tryllekunstnerens liv, gennem verdenskrig og alle andre forhindringer, som skæbnen anbringer i hans vej, kommer til at dreje sig om, en konstant jagt efter Djævelen selv.
Indrømmet, der er ikke nødvendigvis nogle fantastiske elementer i Daniel Wallaces ypperligt stemningsfulde roman. Men det lykkes forfatteren at anbringe den lige præcis i det spændpunkt mellem realisme og uvirkelighed, hvor det er komplet ligegyldigt, hvad sandheden er. Det ville være muligt at barbere al fantastisk tøven ud af historien, men det ville i mere end én forstand fjerne magien fra fortællingen. Som Henry tænker, da verdens stærkeste mand vil genfortælle én af hans historier for at redde hans liv – vil han genfortælle fakta eller den sande historie. ”Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” uden magi ville måske gengive historiens fakta, men det ville ikke være den sande historie.
Af uransagelige årsager er oversættelsen af Wallaces bog ikke blevet særligt omtalt i dagspressen. Forhåbentlig sælger den alligevel, for det ville være en velsignelse at se flere af hans titler på dansk.