Niels Brunse: Ramoth-Bezer
AGORAFOBI OG EVIGHEDSMASKINER. Robert er en aldrende universitetslærer, hvis liv er blevet knust af en ondartet agorafobi – han er ude af stand til at gå længere end til sin egen have, førend han bliver overfaldet af Bæstet, som han kalder sine anfald. “Ramoth-Bezer” begynder i en sort periode af hans liv – hans tidligere student Ulla er netop død ved en ulykke og har taget en stor del af ham med sig; for hun var også kvinden, der sørgede for at holde ham kørende trods alt det, sygdommen har taget fra ham. Hun sørgede for, at der blev købt ind (eller at andre gjorde det), og at Robert blev udfordret. Måske var han forelsket i hende, måske var det noget helt andet.
Nu er hun død, og det er meget lidt, Robert har tilbage til minde om hende – men vigtigst er dog en håndskreven, dansk oversættelse af et gammelt, tysk manuskript, som hun sendte ham kort før ulykken. Nu har han sat sig for at renskrive det – det bliver en proces, som kommer til at ændre mere, end han kunne forestille sig.
Det er historien om en hemmelig by, bygget af samfundets gamle, af de udstødte og af dem, som er på flugt. De har fundet sammen her, i staden Ramoth-Bezer, for at skabe et nyt samfund – en ny orden, grænsende til det utopiske, som baserer sig på brugen af evighedsmaskiner til det hårdeste arbejde. Det burde være umuligt, men snart begynder Robert og Ullas efterladte kæreste at finde tegn på, at manuskriptets historie har bund i virkeligheden. Obskure navne i historien optræder i virkeligheden, og snart går det op for dem, at det korte værk rummer en kode og et stort mysterium.
“Ramoth-Bezer” blev skrevet i 1994, og det er egentlig synd. Havde Brunse blot ventet nogle år, ville han være havnet midt i hysteriet med Dan Brownes romaner, som startede en veritabel bølge af historier om manuskripter og andre gamle genstande, som rummer koder og eventyr på tværs af tiden. Brunse kunne sikkert have solgt mere, hvis han havde ramt denne marketing-fidus – og så havde han hævet niveauet betragteligt. For godt nok er her ikke tale om et stort actionbrag, der ville gøre sig som en Hollywood-film, men en sært fortættet historie, der formår at være uvirkelig og fjern, samtidig med at den er yderst dansk; men for fanden hvor er det velskrevet. De to historier – Roberts og friherren Eberhard von Erlenbergs – udspiller sig side om side, langsomt og andægtig, universitetslærerens i et genkendeligt dansk hus, som han ønsker at gøre sig fri af, og friherrens i en slags gotisk utopi, som han vægrer sig imod og ønsker at flygte fra.
Brunse er et positivt bekendskab. Hans beskæftigelse som oversætter er tydelig – man kan næsten smage hans sprog – og så lader han til at have et godt kendskab til genrer. Her leger han med realisme, science fiction, utopi, lidt fantasy, men det gøres alt sammen med hans helt egen tone, og han drejer det i sin egen retning. På intet tidspunkt forvilder historien sig derhen, hvor man måske lige forventer.
I ØVRIGT
Brunses hjemmeside kan besøges her.
Denne anmeldelse er tidligere publiceret på fanzine.dk
5 kommentarer
Jeg vil blot tilføje, at jeg læste Ramoth-Bezer af Brunse for mange år siden, men den står stadig i min erindring som en af de mest velskrevne og givende historier, jeg har haft fingrene i længe – og jeg har trods alt læst en del. Glad for at se, at anmelderen også har haft glæde af den – men jeg synes ikke, at den på nogen måde kan sammenlignes med Dan Browns bøger. De er primært plotdrevet og er blottet for litterær kvalitet – altså i en helt anden kategori end Ramoth-Bezer.
Jeg er helt enig – det er ingen sammenligning.
Min pointe var mere, at det overfladiske sammenfald måske ville have drevet flere læsere til Brunses roman. Og så ville de have fået en bedre (eller i al fald mere givende) læseoplevelse 🙂
C.S. og J: Meget enig!
………………..
A’propos Brunse og Brown:
Den stil begyndte vel med Indianna Jones.
1) Fælleseje, og frit og lige ( løbene ) aftalt økonomi,
forudsætter næppe meget teknologi
( det viser naturfolkskommunisme,
og de første landbrugssamfunds agrarkommunisme ).
2 ) avanceret teknologi muliggør at den NØDVENDIGE arbejdstid, kan
mindskes.
…
2) Er næppe noget must for kommunister.
…………
Men det er i øvrigt meget usandsynlig at high-tech samfund vil blive klasseskelssamfund,
så det undrer at så mange high-tech sci-fi’er nu er dystopier.
Absurditeten hvis de alligevel bliver klasseskelssamfund skulle, i det mindste der, være til at få øje på.
“Vits”:
Det intergalaktiske rumskib USR Eks-Eksploit,
lander på kloden Savag, for at shang-haie,
indfødte, til at sørge for rengøring ombord på USR Eks-Eksploit.
Fra en tekstudgave af det Kommunistiske manifest
Vi taler her ikke om den litteratur, der i alle store, moderne revolutioner har givet udtryk for proletariatets krav. (Skrifter af Babeuf o.a.).
Proletariatets første forsøg på direkte at gøre sine egne klasseinteresser gældende i en tid præget af almindelig uro, i den periode, da det feudale samfund blev styrtet, strandede nødvendigvis på proletariatets eget lave udviklingstrin, og fordi de materielle betingelser for dets befrielse, der netop først skabes i den borgerlige epoke, manglede. Den revolutionære litteratur, som ledsagede proletariatets første bevægelser, er nødvendigvis efter sit indhold reaktionær. Den docerer almindelig askese og et ganske plumpt ligemageri.
De egentlige socialistiske og kommunistiske systemer, St. Simons, Fouriers, Owens og andres, dukker frem i den første uudviklede periode af den kamp mellem proletariat og bourgeoisi, som vi har skildret ovenfor. (Se: “Bourgeoisi og proletariat”).
Opfinderne af disse systemer ser ganske vist modsætningen mellem klasserne såvel som de opløsende elementer i selve det herskende samfund. Men de ser ikke proletariatet som bærer af en historisk selvvirksomhed, af en særlig politisk bevægelse.
Da udviklingen af klassemodsætningen holder trit med industriens udvikling, forefinder de heller ingen materielle betingelser for proletariatets befrielse og ser sig om efter en social videnskab, efter sociale love, der kan skabe disse betingelser.
De må erstatte den sociale virksomhed med deres personlige virksomhed som opfindere, de må erstatte de historiske betingelser for befrielsen med fantastiske, de må erstatte proletariatets gradvise organisation som klasse med en specielt udpønset organisation af samfundet. Den kommende verdenshistorie opløser sig for dem i propaganda for disse samfundsplaner og i deres praktiske gennemførelse.
De er sig bevidst, at når de i deres planer hovedsagelig repræsenterer den arbejdende klasses interesser, er det, fordi det er den klasse, der lider mest. Kun under denne synsvinkel: den klasse, der lidet mest, eksisterer proletariatet for dem.
Klassekampens uudviklede form såvel som deres egne kår medfører imidlertid, at de tror, de er højt hævet over al klassemodsætning. De vil forbedre kårene for alle samfundets medlemmer, også de bedst stillede. De appellerer derfor stadig til hele samfundet uden forskel, ja fortrinsvis til den herskende klasse. Man behøver jo bare at forstå deres system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan til det bedst mulige samfund.
De afviser derfor enhver politisk, særlig enhver revolutionær aktion, de vil nå deres mål ad fredelig vej og forsøger at bane vejen for det nye sociale evangelium ved små eksperimenter, der naturligvis mislykkes, ved eksemplets magt.
De fantastiske skildringer af fremtidens samfund fra en tid, hvor proletariatet endnu er højt uudviklet, hvor det altså endnu selv havde en fantastisk opfattelse af sin egen stilling, udspringer af denne klasses første uklare længsel efter en almindelig omformning af samfundet.
Men de socialistiske og kommunistiske skrifter består også af kritiske elementer. De angriber alt, hvad der danner grundlaget for det bestående samfund. De har da også leveret højst værdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophævelse af modsætningen mellem land og by, af familien, den private ejendomsret, lønarbejdet, forkyndelsen af social harmoni, statens omdannelse til at være ren og skær forvaltning af produktion – alle disse forslag udtrykker kun klassemodsætningens forsvinden, den klassemodsætning, der netop først nu begynder at udvikle sig, som de endnu kun kender i dens første vage ubestemthed. Selve disse forslag har derfor endnu en ren utopisk karakter.
Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne. De drømmer stadig om forsøgsvis at realisere deres sociale utopier, at grundlægge enkelte Falanstèrer, stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarien [11] – det ny Jerusalem i lommeformat –, og for at få bygget alle disse luftkasteller må de appellere til de borgerlige hjerters og pengeposers filantropi. Efterhånden glider de ind i samme kategori som de ovenfor skildrede reaktionære eller konservative socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning om deres sociale videnskabs mirakuløse virkninger.
De bekæmper derfor forbitret enhver politisk bevægelse blandt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at de er forblindede af mistillid til det nye evangelium.
Owenisterne i England, fourieristerne i Frankrig bekæmper henholdsvis chartisterne og reformisterne