FILOSOFI OG CYBORG-ABER. ”Genesis” er Bernard Becketts ottende roman, men hans debut på dansk – og samtidig, tror jeg, hans første science fiction-roman. Hans tidligere værker rummer også skuespil, hvilket skinner ret tydeligt igennem her.

Vi befinder os i året 2075. Stedet er et ørige, der har taget navnet Staten og ligger i selvvalgt isolation fra resten af verden. Vi får at vide, at verden uden for er mere eller mindre gået under, plaget af krige og sygdomme. Staten har et veludbygget forsvar, der gør, at ingen skibe nær frem til deres kyster og bringer faren for smitte frem til dem.

Samfundet er bygget op, som Platon har planlagt det i sit værk Staten, og alle bevæger sig i deres fastlagte sfærer, under ledelse af Filosofferne. En af soldaterne, der bemander Statens forsvarsværker, er Adam Forde, og han kommer til at betyde en større omvæltning iblandt disse måske verdens sidste mennesker. Da en flygtning når frem til øriget, sparer han hendes liv i stedet for at tilintetgøre hende, som det kræves. Hans handling er utilgiveligt, men også forståelig, og derfor spares hans liv – i stedet anbringes hans som straf sammen med androiden Art, og de to fører lange samtaler, der skal finde grænserne for bevidsthed.

Alt dette oplever vi egentlig ikke – vi får det fortalt af den studerende Anaximander, der i Adams fremtid skal til eksamen for optagelse på Akademiet. Under eksaminatorernes åsyn og overraskende spørgsmål fortæller hun om den skelsættende hændelse i deres samfunds historie.

Netop oplevelsen af handlingen er i mine øjne problemet med ”Genesis” – for der er ikke rigtig nogen handling, men derimod nogle fortidige hændelser, som bliver redegjort for. Samtidig får vi naturligvis lidt af Anaximanders egen historie, men der forhindrer ikke en i at være meget fjernt fra bogens hændelser. Det gør det svært at leve sig ind i dem, og det er mildest talt en klodset konstruktion, der tager noget af kraften ud af Becketts fortælling.

Samtidig har det hele en tendens til at virke som manuskriptet til et skuespil – hele scener køres som samtaler uden beskrivelser, og folk har det med at føre noget opstyltede dialoger. Jeg har en mistanke om, at faste science fiction-læsere vil finde fortællestilen gammeldags og forstyrrende.

MEN – og selvfølgelig er der et men – det lykkes nu faktisk Beckett at få skruet noget ganske spændende sammen. Stilen – at fortælle i stedet for at vise – forhindrer muligvis den umiddelbare indlevelse, men i stedet giver den forfatteren lov til at beskæftige sig med ideerne. Og her blander de lange diskussioner sig og bliver til at labyrint af intentioner og planer og konsekvenser, som udspiller sig ganske flydende. Igen vil de faste sf-læsere nok gennemskue overraskelserne lidt før tiden, men som en introduktion til genren – både for voksne og unge læsere – har ”Genesis” alligevel noget power. Den har nogle gode ideer i en flot indpakning.