PELSFÆ OG FOTOIDER. ”Grøn” er en af de bøger, der har stået i mine reoler gennem snart mange år uden at blive læst, også selv om jeg har læst flere af forfatterens bøger med stor fornøjelse. Det er ofte meget små ting, der afgør, hvilke bøger der kommer ned fra hylden, og forleden var marginalerne altså på ”Grøn”s side, selv om den umiddelbart er af en type sf, jeg ikke er så vild med (mennesker, der har været højteknologiske, men nu er faldet tilbage til et ”lavere” stadie). Foster overrasker dog med en hurtigt læst og ganske spændende roman, der gjorde nogle af mine fordomme til skamme.

”Grøn” er en del af Foster Commonwealth-univers, men det har nu ingen betydning for historien. Hele handlingen foregår på én planet, og de hentydninger, der er til det samlede menneskelige samfund, bidrager kun til at give en god fornemmelse af baggrund og en motivation til visse af personernes handlinger. Det fungerer fint – og ”Grøn” er første bog inden for Commonwealth-rammerne, så det er muligt, at det ikke skulle have været mere end som så.

Titlen hentyder til en navnløs planet, der ved et uheld får besøg af mennesker tidligt i forsøget på at kolonisere galaksen. Skibet styrter ned, og kolonisterne mødes af en planet, der nærmest er ved at sprænges af liv – hele kloden er stort set dækket af flere hundrede meter høj skov, og varianterne på liv er nærmest uendelige. Man må tilpasse sig eller dø.

Nogle hundrede år senere lever efterkommerne som en del af skoven – deres fortid viser sig hovedsageligt som pudsigheder i deres sprog. De er blevet en del af deres verden, på godt og ondt. Men da et fly styrter ned, stifter de bekendtskab med menneskeheden, som den ser ud andre steder, og det bliver et vigtigt møde. Menneskene (”Kæmperne”, for en kraftig evolution har skrumpet Grøn-menneskene i størrelse) passer ikke ind her, men de er fast besluttede på at skabe en plads til sig selv, for planeten byder på usigelige rigdomme.

Historien fortælles gennem den unge jæger Born, der kæmper for at imponere sin udkårne og hele sit folk. Han møder kæmperne og forsøger at hjælpe dem tilbage til deres folk – og lærer mangt og meget undervejs.

”Grøn” var en yderst behagelig læseoplevelse – Foster undlader de omstændige beskrivelser af Borns folk og beskriver dem i stedet hovedsageligt igennem samtalerne med kæmperne. Det er to vidt forskellige verdenssyn, der kommer til udtryk. Men først og fremmest fortæller han en god historie – et par gange forfalder den til en række problemer, der skal løses, men den står ikke stille, og der er masser af opfindsomhed i beskrivelsen af verdensskovens mangfoldige kringelkroge.

Samtidig er det god science fiction, for der stilles store spørgsmål, og Foster forstår at bygge noget wow-faktor op. Han kunne sagtens have fyldt flere lag på ”Grøn” og gjort den tykkere og tungere og måske have vundet større hæder på den, men som den er nu, er den behageligt uprætentiøs og kunne sagtens fungere som et godt sted at starte for yngre læsere, der er uvante med genren. Mere erfarne læsere kan dog også være med uden problemer.