NÅR MÅNER ANGRIBER. Susan Beth Pfeffers har et langt forfatterskab bag sig – hun har skrevet mere end 60 bøger siden 1970 – men debuterer på dansk med en ungdomsroman i science fiction-genren. Det er angiveligt hendes første værk i den retning, men den er skrevet med stor indfølelse i personerne og en kant, som lige præcis den unge målgruppe gør mulig. Pfeffer har begået en yderst anbefalelsesværdig roman, der bider sig fast i læseren og rusker.

Teenagepigen Miranda er vel grunden til, at vi kalder det en ungdomsroman, for det er hende, der fortæller historien (som altså burde gøre sig lige så godt over for de voksne læsere). Hun er også bogens tydeligste styrke, en klar stemme, der udvikler sig over siderne – og noget nær det perfekte talerør for den fortælling om verdens langsomme undergang, som bogen er. Miranda er samlet med det meste af familien, da et meteor rammer månen – det er et syn, som alle ønsker at se, en slags kosmisk fyrværkeri. Men tingene går ikke som forventet – astronomernes udregninger stemmer ikke, og sammenstødet ændrer Månens bane. Det virker som en lille ting – vores satellit er lidt større på himlen, end den plejer – men konsekvenserne er uoverskueligt.

Tsunamierne skyller ind over kysterne. Hidtil inaktive vulkaner vågner op. Vejret ændrer sig. Olieforsyningen bliver afbrudt. Civilisationen begynder ganske langsomt at bryde sammen. Forestil dig oversvømmelserne i New Orleans, bare over hele verden (og med en unavngiven amerikansk præsident, der kun omtales som ”Idiot” af Mirandas mor).

Miranda skriver dagbog gennem det hele, og det er hendes blik, der giver handlingen kant og nerve. Hun er ikke der, hvor tingene sker, så de tonstunge forandringer, der brager gennem hele verden, kommer kun langsomt, men også ubønhørligt nærmere. Hendes mor er forudseende og gør sine forberedelser – noget, der på Miranda virker som et grotesk teater. Hvorfor købe stort ind af mad og fornødenheder, når nu verden kan blive normal, hvad øjeblik det skal være, og hun igen blot skal spekulere på drenge og skøjteløb? Gennem historien, mens hele verden skrumper ind omkring hende, finder Miranda ud af lige præcis hvorfor – og hun opdager, hvor lille en grænse der er mellem at være lykkeligt normal og kæmpe for livet stort set hvert eneste øjeblik af dagen. Miranda vokser gennem det hele, og det er sublimt beskrevet.

”Mens vi endnu er her” er en af de mest deprimerende bøger, jeg har læst længe – og samtidig en af de til tider mest opløftende. Det er ikke ”The Day After Tomorrow”, Pfeffer serverer – i stedet viser hun den lille familie, der kæmper uden noget egentlig mål i sigte – det er som en lang, lang tur ned i mørket, men det gør blot de lyse stunder, når de optræder, så meget lysere og varmere.

Det hele fortælles med Mirandas ord, og hun fremstår som et levende menneske, skiftevis naiv og selvopofrende og egoistisk og voksen og meget, meget andet. Hendes alder gør hende omskiftelig, og hendes rejse gennem historien er mildest talt gribende.

”Mens vi endnu er her” var en voldsom overraskelse for mig – af den yderst positive slags. Den viser, at science fiction-genren lever og har det godt i ungdomslitteraturen, og at den tør tage sig friheder med sine personer og sine historier. Den mindede mig om en ungdomsudgave af Brevet til Osama.