KLOGE ABER OG DUMME MENNESKER. ”Next”, fra 2006, er en lettere hysterisk thriller med udgangspunkt i bioteknologi. Det er tydeligvis en Crichton-roman, på godt og ondt.

Frank M. Burnet har gode gener – hans krop forstår at bekæmpe kræft. Men hans læge bruger hans væv til egen vinding, og da Burnet lægger sag an, ender han med at miste retten til sine egne celler.

Turister i Sumatras jungle støder på en orangutang, der ikke blot betragter dem på afstand, men i stedet skælder dem huden fuld. På fransk og hollandsk.

En forsker opdager en posItiv bivirkning ved et stof, han arbejder på, og afprøver det på mennesker, med uforudsete resultater.

Videnskabsmænd kæmper om retten til det menneskelige genom.

Dette er blot nogle få af elementerne i Michael Crichtons ”Next”. Og den formelig drukner i underplots og afkroge, for der fyldes op til over kanten. Faktisk er der indhold i den til flere bøger, men det håndteres ikke særligt godt, så det hele bliver en rodet miskmask, hvor det er svært at holde styr på pointen med det altsammen. Det er synd, for der er faktisk masser af gode historier at finde her; især morede jeg mig meget med den transgene papegøje Gerard, der kommer på sin helt egen odysse og får en masse problemer, fordi folk ikke er vant til en fugl, der kan deltage i diskussionerne.

Men det, Crichton gør godt, er at tage videnskabelige landvindinger og gøre dem håndgribelige. Han gør bioteknologien og dens muligheder spændende og fascinerende, og ”Next” er en af de bøger, man kan samle op til en flyvetur og så bare læse igennem fra ende til anden. Den farer afsted i korte, filmiske kapitler, og selv om det kan være svært at bevare overblikket, er det let at fortabe sig i nuet.

Problemet er, i mine øjne, at den kunne have været så meget mere. Crichton tager vigtige emner op til diskussion, og han kan gøre dem spændende og gøre debatten bred, men han drukner det i tjubang og en lidt hellig tone. De onde er i sandhed onde, og de får deres bekomst, så straffen passer med den moralske forbrydelse. ”Next” er hurtigt læst og ganske spændende, mens det står på, men også hurtigt glemt, og den burde påvirke én længere. I sidste ende kommer Crichton med en opsang om det forkerte i at tillade patenter på gener, men igennem historien kommer det desværre mere til at virke som en hysterisk advarsel mod bioteknologien. Det er lidt skuffende.