Paul Stewart & Chris Riddell: Himmelstormeren

TORDENRIDT. Selv om Hvad Dysterskoven gemte hovedsageligt var en introduktion til den besynderlige verden kendt som Kanten, er det dog smart at have læst den før Himmelstormeren, idet det er en del af de samme personer, der går igen.

Den unge Kvisth har nu levet i nogle år som luftpirat på sin faders skib – men indtil videre er deres slægtskab en hemmelighed mellem Himmelulven og Kvisth. Det er et hårdt liv, men alt, hvad Kvisth har drømt om. Han er endda ved selv at lære, hvordan man styrer Himmelstormeren – faderens skib, som flyver ved hjælp af en af Kantens svævende sten.

Desværre lurer problemerne i horisonten. Da de mister en værdifuld last, er det pludselig Kvisths skyld, at de står til at miste Himmelstormeren. Men en mulig redning kommer i en ny opgave – en opgave, som hele den svævende by Sanctaphrax’ fremtid afhænger af, men som er så farlig, at ingen er vendt levende tilbage i mange år. De skal finde det sagnomspundne tordenrav, som er så tungt, at det tynger byen ned, så den ikke forsvinder op i den blå himmel – de skal på tordenridt.

Første bog foregik hovedsageligt i Dysterskoven. Denne gang møder læseren den mørkere og endnu mere dystre Tusmørkeskoven, hvor træerne forsøger at få den vandrende til at blive – for evigt. Og på den anden side liggende det dødbringende område kendt som Svumpen, hvor Screed Tåklipper blot venter på et øjebliks uopmærksomhed. Kort sagt: der skete grumme ting i Hvad Dysterskoven gemte, men i denne omgang holder Stewart sig ikke tilbage, så det er ikke for sarte sjæle. Mandskabet på Himmelstormeren må kæmpe sig igennem Tusmørkeskovens farer, og det er langt fra alle, der slipper levende ud på den anden side.

Bissen er med andre ord skruet på. Det er stadig gældende, at Stewart fantasi sprudler, og Riddells illustrationer underbygger den perfekt, men denne gang er det også kombineret med en historie – og én, der ikke er bange for at tage nogle ubehagelige vendinger (for der er ting, som er værre end at dø). Dertil krydret med små bihistorier, som ligesom får de løse ender med. Det gør Himmelstormeren til en god bog, men også betydeligt anderledes end sin forgænger. Nogle (især forældre) vil måske finde den lidt for hård kost, men selv finder jeg det forfriskende – det er en klassisk fortælling, og vi tvivler på intet tidspunkt på den lykkelige slutning, men derfor behøver vejen ikke være let dertil.

Eneste anke kunne være Kvisth, vor hovedperson, som forbliver irriterende naiv gennem hele bogen. Det vil jeg se som en udviklingsmulighed til kommende bind og ikke tøve med at anbefale dette til både voksne og unge (især drenge) læsere.

Paul Stewart & Chris Riddell: Himmelstormeren. (En historie fra Kanten; 2) Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2001
Forside: Chris Riddell

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.