GANG I DEN UNDER GADEN. Richard Mayhew er såmænd ganske almindelig og kan se frem til et almindeligt liv. Han har fundet sig en kæreste, som er yderst smuk og ganske tilfreds med at passe ham til, så han bliver en ordentlig ægtemand. Men der skal så lidt til at bringe et forudsigeligt liv på afveje.

For Richard – som for mange andre mænd – er det en ung pige, der skaber forandringerne. Forskellen er her, at han finder hende blødende på gaden og beslutter sig for at hjælpe hende, for Richard Mayhew er inderst inde et ganske godt menneske. Det er en egenskab, der vil bringe ham længere og dybere, end han kunne drømme om.

Pigen hedder Door, og hun har evnen til at åbne døre. Da Richard hjælper hende, trænger han også selv gennem en usynlig dør ind i en verden, der eksisterer uset side om side med vores egen. Under byens gader og i skyggerne udspilles en helt særegen mytologi, og da Richard kommer i kontakt med den, begynder han langsomt at blegne i vores verden. Da han vågner næste morgen, er alle stille og roligt ved at glemme ham. Han må drage på jagt efter Door for at få sit liv tilbage.

Man han er ikke den eneste, som eftersøger pigen. Et par skumle, altid glubende og delvist veltalende lejemordere er efter hende, og bag dem står den person, der fik hele hendes familie slået ihjel. Sammen må Richard og Door besejre det, der lurer i mørket.

”Neverwhere” er vintage Gaiman. Den kombinerer en behagelig hovedperson med et flot udbygget univers, der har masser af dystre skyggesider. Magi er allestedsnærværende, men den synes at flyde naturligt gennem fortællingen.

Det springende punkt er, tror jeg, fortællestemmen. For Gaiman fortæller, og han gør det roligt og velovervejet med masser af lune. ”Neverwhere” ligner ved første øjekast en luftig konstruktion, en forudsigelig litterær knaldhytte, men når man kommer nærmere på, opdager man, at der er tale om et solidt bygningsværk med fundamentet sunket dybt ned i historien og folketroen. Og det, der åh så let kunne blive forudsigeligt og kedeligt i andre hænder, gør Gaiman funklende og nyt – han holder hele tiden blikket rettet mod vor helt, så selv om han måske ikke er hovedpersonen i eventyret, så er han hovedpersonen i historien, og hans meget jordbundne tilgang til tingene driver næsten bogen over i en slags magisk realisme, hvor man måske ikke tænker ”Dette kunne godt ske…” men snarere ”Gid det kunne.”

”Neverwhere” er urban fantasy, når det er bedst, en sammensmeltning af vores verden og den underlæggende magi. Det er dybe skygger og gnistrende lys. Det er, kort sagt, en rigtig god historie fortalt på den helt rigtige måde.