Dmitry Glukhovsky: Metro 2033. Det sidste tilflugtssted

Dmitry Glukhovsky: Metro 2033. Det sidste tilflugtssted

metro2033UNDER JORDEN EFTER UNDERGANGEN. Jeg tror ikke, vi har set russisk science fiction på dansk siden brødrene Strugatskij. Så det giver lidt ekstra point på kontoen til “Metro 2033”, at den ikke alene henviser til brødrene, men i det hele taget udviser en stor genrebevidsthed.

Set-uppet er klassisk – atombomberne har fløjet, og verden ligger øde hen. Menneskeheden – eller måske blot en lille del af den, for vi kender ikke til resten af klodens skæbne – overlever i Moskvas metrosystem. Der er tale om nogle få tusinder, men de har skabt en lang række små samfund omkring de enkelte metrostationer, der har ordnet sig efter forskellige principper – kommunisme, nazisme og så videre og så videre.

Vor helt, den unge Artjom, bor på stationen VDNKh, der er under stadige angreb fra mutanter – enten fra tunnellerne hinsides de menneskelige beboelser eller fra verden udenfor. Det bliver værre, og en omstrejfende stalker (hatten af til Strugatskij-brødrene) giver Artjom til opgave at drage til metroens hjerte, byen Polis, for at advare dem om truslen.

Så der er dømt dyster odysse gennem metroen.

Og dyster er ordet, for ikke blot er der det allestedsnærværende mørke – Glukhovsky fremstår heller ikke ligefrem som lalleglad optimist. Han holder sig ikke tilbage for at uddele øretæver til sin helt og diverse bipersoner, og der er bogstaveligt talt ikke meget solskin i historien. Når folk endelig stikker hovedet op fra metroen, er det hovedsageligt for at få øje på noget, der vil slå dem ihjel. Den del fungerer med andre ord upåklageligt. Og på trods af, at “Metro 2033” ærligt talt bliver lidt lang i det, formår han at holde gryden i kog, så man læser videre.

Glukhovskys roman er en international succes, der startede som en blog og siden også er udkommet som konsolspil. Det sidste er ikke svært at forestille sig, for opbygningen minder allerede meget om et spil – Rejsen, der skifter mellem tunneller og stationer, hele tiden med delmål og et overordnet mål (menneskehedens overlevelse for dem, som skulle have glemt det). Det er et velfungerende plot og gameplay på samme tid.

Alt i alt en velfungerende science fiction med kæmperotter, mutanter og alt det, der ellers hører verdens undergang til.

3
Anders Jørgen Mogensen: Virkeligheden er ikke virkelig Jon Courtenay Grimwood: Assassinernes hemmelighed

3 kommentarer

Har lige fået læst bogen.
Enig, den er værd at stifte bekendtskab med. Men jeg måtte nu kæmpe med bogen. Enten er den dårlig oversat eller også er den visse steder meget klumpet formuleret. Og beskrivelsen af de mange samfundsmodeller bringer mig mindelser om 70´ernes samfundsbeskrivelser for børn.

Når jeg alligevel vil ende med at anbefale bogen skyldes det, det indblik den giver i den russiske samfundsdebat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.