Neil Gaiman: Neverwhere – en rejse på undersiden

neverwhereGANG I DEN UNDER GADEN. Richard Mayhew er såmænd ganske almindelig og kan se frem til et almindeligt liv. Han har fundet sig en kæreste, som er yderst smuk og ganske tilfreds med at passe ham til, så han bliver en ordentlig ægtemand. Men der skal så lidt til at bringe et forudsigeligt liv på afveje.

For Richard – som for mange andre mænd – er det en ung pige, der skaber forandringerne. Forskellen er her, at han finder hende blødende på gaden og beslutter sig for at hjælpe hende, for Richard Mayhew er inderst inde et ganske godt menneske. Det er en egenskab, der vil bringe ham længere og dybere, end han kunne drømme om.

Pigen hedder Door, og hun har evnen til at åbne døre. Da Richard hjælper hende, trænger han også selv gennem en usynlig dør ind i en verden, der eksisterer uset side om side med vores egen. Under byens gader og i skyggerne udspilles en helt særegen mytologi, og da Richard kommer i kontakt med den, begynder han langsomt at blegne i vores verden. Da han vågner næste morgen, er alle stille og roligt ved at glemme ham. Han må drage på jagt efter Door for at få sit liv tilbage.

Man han er ikke den eneste, som eftersøger pigen. Et par skumle, altid glubende og delvist veltalende lejemordere er efter hende, og bag dem står den person, der fik hele hendes familie slået ihjel. Sammen må Richard og Door besejre det, der lurer i mørket.

”Neverwhere” er vintage Gaiman. Den kombinerer en behagelig hovedperson med et flot udbygget univers, der har masser af dystre skyggesider. Magi er allestedsnærværende, men den synes at flyde naturligt gennem fortællingen.

Det springende punkt er, tror jeg, fortællestemmen. For Gaiman fortæller, og han gør det roligt og velovervejet med masser af lune. ”Neverwhere” ligner ved første øjekast en luftig konstruktion, en forudsigelig litterær knaldhytte, men når man kommer nærmere på, opdager man, at der er tale om et solidt bygningsværk med fundamentet sunket dybt ned i historien og folketroen. Og det, der åh så let kunne blive forudsigeligt og kedeligt i andre hænder, gør Gaiman funklende og nyt – han holder hele tiden blikket rettet mod vor helt, så selv om han måske ikke er hovedpersonen i eventyret, så er han hovedpersonen i historien, og hans meget jordbundne tilgang til tingene driver næsten bogen over i en slags magisk realisme, hvor man måske ikke tænker ”Dette kunne godt ske…” men snarere ”Gid det kunne.”

”Neverwhere” er urban fantasy, når det er bedst, en sammensmeltning af vores verden og den underlæggende magi. Det er dybe skygger og gnistrende lys. Det er, kort sagt, en rigtig god historie fortalt på den helt rigtige måde.

Comments

  1. Vicky Lund

    En blanding af drøm og mareridt – en rejse med masser af eventyr og ekstraordinære personer. Fantastisk.

    Til “tøserne” – det er måske ikke her man skal starte sin fantasy intro.

  2. Janus

    Ja, det kan godt være, at Gaiman bliver lidt for indforstået her, og at man måske skal være lidt kendt med genren.
    Men hvad VILLE være et godt sted at starte med fantasygenren?

  3. Vicky Lund

    Discworld! Jeg ville anbefale “Mort” som en udmærket intro til både genren men også i høj grad til Discworld.

    Hvad ville du anbefale? Det er jo dig der er den kloge 😉

  4. Vicky Lund

    Hov…jeg har fået mig forvildet ind på en side der hedder “Superevil” der dukker du også op….

  5. Janus

    Haha, ja, jeg er overalt. Superevil er Ulf ovre fra Tegneseriesiden (hvor jeg også anmelder fra tid til anden) 🙂

    Begynderfantasy for “tøserne”… den må jeg vist tænke lidt over. Er Discworld ikke også sjovest, hvis man kender genren? Eller tænker jeg bare det, fordi de første i serien er så tydelige fantasy-parodier?
    Jeg har en kvindelig kollega, som absolut ikke læser fantasy… men alligevel sluger alt, hvad der kommer af Tamora Pierce 🙂

  6. Vicky Lund

    hmmm…måske, jeg er nok bare så fascineret af Pratchett og Gaiman at det er dem jeg altid ender op med at reklamere for (og kigger på anmeldelser af 🙂 Ud af de to må valget falde på Pratchett som et start sted, men igen, måske er det bare fordi jeg elsker når det driver af sarkasme og spidsfindigheder i et univers hvor sammenhængen er så gennemgående og gennemført som i Discwold.

    Fantasy genren kræver jo langt hen af vejen at man fascineres af det univers der hersker i den givende bog. Mange ”nybegynder” har meget fokus på at ”finde” historien og kommer nemt til at kede sig fordi de endnu ikke er grebet af universet og karaktererne som en del af historien. Når jeg nævner Mort som forslag til “begynderbog” er det fordi at der her (efter min mening) er lidt flere tøse elementer med i, end ellers 

    Arg…jeg ved det sku ikke, jeg er nok også for “smal”. Det med det rigtige indspark til en ny genre er altid svært…jeg roder selv med at få hul på graphic novels og har været vidt omkring baseret kun på anmeldelser med mere eller mindre held.

  7. Vicky Lund

    Med frygten hængene over hovedet for at du bryder ud i latter over min forvirrede tilgang til projektet – så våger jeg mig ud i det…

    Okay, i lidt tilfældig rækkefølge: From Hell, Watchmen, Kom Hjem, The Light Fantastic, Sandman (jeg tror nok at det var vol.1 jeg havde fat i), A Contract with God, Batman: Year One.

    hmmm, jeg kan godt se at det er lidt en rodebunke – men bare skyd løs 😉

  8. Vicky Lund

    Ja Jakob, din anmeldelse af den her på siden lover da ret godt – og ellers fik dine tanker (som jeg faldt over) vedr. hvem der ville egne sig i rollen som Batman ved en evt. filmatisering, gjort mig så nysgerrige, at den må blive et must at få læst 🙂

  9. Post
    Author
    Janus Andersen

    Jeg har helt glemt at nævne Jeff Smiths “Bone” her – hvis du ikke har læst den, må du skynde dig. Desværre er hele serien ikke udkommet på dansk, men den er kommet i en samlet udgave på engelsk: 1300 sider af det bedste humoristiske/hjertegribende fantasy.
    Jeg har lige genlæst den, og det er en af de tegneserier, hvor man pludselig opdager, at man har sidder krummet sammen over den hele dagen. Eminent.
    Jeg har skrevet en anmeldelse til Tegneseriesiden, som gerne skulle komme online på et tidspunkt.

  10. Asger

    Det er en helt vildt fantastisk bog! Men jeg forstår ikke, skal man tage det som om han er skør eller er det virkelig en verden “under” london??? (:

  11. Janus

    Det bestemmer man sikkert selv. Personligt må jeg dog sige, at jeg altid læser den slags bøger som pålydende – hvis den foregår i en verden under London, så er der en verden under London.

    Bøger, der leger med “måske/måske ikke er han i virkeligheden sindssyg” har jeg aldrig været så vild med.

  12. beri

    Jeg har et protejkt, hvor jeg skal sammenligne Neverwhere med Narnia. Nogen der kan hjælpe mig?

  13. Henning Andersen

    Et projekt med en sammenligning mellem Neverwhere og Narnia. Jamen, det er da forrygende!
    Jeg sér, beri, at din post er fra den 30. i sidste måned, så måske er det lidt sent, idet det jo kunne tænkes at være til noget eksamens-noget, hér iår. Men ellers har jeg – når jeg nu selv skal sige det – et par gode indspark til et sådant projekt. Sig frem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.