Jonas Wilmann: The End

Om Jonas Wilmann

Dansk forfatter, født 1979. Har begået sig inden for de fantastiske genrer både på tekst og i tegneserier. “The End” er en post-apokalyptisk science fiction-roman skrevet på engelsk.

Forlagets omtale

I en nær fremtid hersker en religiøs tilbedelse af logik; en særlig brutal form for logik, en matematisk tilgang til livet, hvor empati er trukket helt ud af ligningen.

Rovdyret Zeke sværger til de logiske principper, men da han tilfældigt snubler over nogle dokumenter, der beskriver en helt anderledes fortid, bliver han rystet i sin tro …

Interview

Kan du starte med at præsentere personen Jonas Wilmann?

Jeg er 30 år og har skrevet historier og tegnet, siden jeg var helt lille.

Det gennemgående i alle mine værker – helt tilbage fra jeg var en 2-3 år – er dysterhed og så en hel masse blod. Jeg plejede altid at slide de røde tusser op først, når jeg tegnede monstre med blodet dryppende fra hugtænderne.

Jeg har altid været meget fascineret af det morbide og har tit følt, at der boede et eller andet lille uhyre indeni mig. Nok også derfor, at jeg altid har søgt meget ekstreme kunstneriske udtryksformer.

Som 16-årig begyndte jeg at brøle/skrige i et thrashmetal band og fik kanaliseret de sorte energier ud på den måde. Det har vist altid handlet om at forvandle det mørke og ukonstruktive til noget konstruktivt.

Da jeg var sytten, skrev jeg en roman om helvede, som der ikke rigtig var nogen, der gad kigge på.

I ”de unge år” gjorde jeg mig mest indenfor tegneserier, gerne bloddryppende og fyldt med aliens og mutanter.

Metalbandet døde for 5-6 år siden, og der begyndte jeg at dykke dybere ned i skrivningen.

Jeg valgte at droppe tegningerne, da jeg egentlig bedre kunne lide umiddelbarheden i det at skrive. Ideerne kom lige ud gennem fingrene og ned på computeren. Jeg bevæger mig stadig mest – ikke eksklusivt – indenfor de fantastiske genrer og oftest i den bloddryppende afdeling.

Og i forlængelse heraf: kan du forklare, hvorfor man bør læse ”The End”?

”The End” bør man først og fremmest læse, fordi man elsker en god gang postapokalyptisk sci-fi splat. Fordi man gang på gang og uden held har endevendt boghandlerne for bøger, der indeholder det igennem tiden måske mest negligerede parameter af alle: Mutant kannibaler!

Dernæst bør man læse den for at sætte den måde, vi lever på i den vestlige verden, i relief. Bogen er på en måde en satire, der skal udfordre vestens skråsikkerhed om, at vi holder den eneste sandhed med vores tid og rum og logisk/matematiske tilgang til alting.

Hvordan begyndte du at skrive/fortælle historier – og hvorfor blev du ved?

Jeg begyndte at digte historier, allerede fra jeg var bitte lille. Jeg har nogle ældgamle tegneserier liggende, som jeg har lavet, før jeg kunne stave ordentligt, men der er en form for handling i dem. Et eller andet med Terminator og nogle aliens.

Jeg blev ved, fordi jeg blev ved med at få ideer, som jeg følte en pligt til at realisere. Alt andet havde nok ført til at mit hoved eksploderede. Der er ikke noget tidspunkt, jeg har det bedre, end når jeg skriver. Jeg er fuldstændig salig og glemmer alle bekymringer. Jeg tror, det at skrive er lidt et fix for mig.

Den postapokalyptiske verden, som ”The End” foregår i, er ret klassisk. Hvilke forfattere vil du selv kalde dine inspirationskilder, når du skriver?

Der var mere eller mindre kun én ting, der spøgte, da jeg skrev ”The end”, og det var Richard Corben og Jan Strnads tegneserie ”Mutant World” – Jeg var meget i et Mutant World mindset under hele processen. Jeg lod mig inspirere af tegneseriens kynisme og brutalitet, der har sat dybe spor i mig.

Hvad er det for dig, der gør en bog vellykket?

Først og fremmest, at den er nyskabende og velskrevet. At den ikke lefler for læseren, men godt tør være ubehagelig og stryge én mod hårene. At den ikke taler ned til en og er for udpenslet og gumpetung i sin symbolik. At man ikke bliver manipuleret i en bestemt retning, men føler, at handlingen og karaktererne har deres eget liv. At forfatteren ikke taler ud gennem sine personer, men respekterer, at de er selvstændige individer, der må gå deres egne veje.

Den må også meget gerne være realistisk, i hvert fald indenfor de rammer, den selv sætter op. Man kan selvfølgelig sagtens acceptere drager og magi i en fantasy historie, men man kan ikke acceptere, hvis der er modstridende elementer i handlingen eller ting, der bare ikke hænger sammen. Jeg tror, ordet, jeg leder efter, er ”research” – selv når handlingen udspiller sig i en opfundet verden.

Du bruger en del vold og sex i ”The End” – har der været nogen reaktioner på det? Og hvad er din holdning til forsøgene på at begrænse den slags, hvad enten det så er censur eller bare aldersmærkning?

Den lille håndfuld mennesker, der har læst ”The End” indtil nu, har ikke haft nogen indvendinger mod volden, da den virker homogen med den verden, man allerede får præsenteret fra kapitel 1. På side 7 eller 8 skyder hovedpersonen en lille dreng i hovedet, så hvis man læser videre derfra, ved man ligesom, hvad man har at gøre med.

Jeg kan godt se det fornuftige i f.eks. aldersmærkning af visse ting. ”The End” indeholder jo som sagt både sexovergreb og temmelig voldelige scener, så den er bestemt ikke tænkt til børn.

Jeg bryder mig ellers generelt ikke om censur og har forsøgt at rense mig selv fuldstændig for selvcensur. Det er for mig at se kun fornuftigt at portrættere livets skyggesider – de er der jo alligevel, uanset om vi forsøger at tie dem ihjel. Den brutale verden, vi får præsenteret i ”The End”, er i virkeligheden ment som en rød blinkende advarselslampe – Hvis vi ikke strammer op nu, så ender vi måske her.

Du har selv udgivet ”The End” – hvad ligger bag den beslutning?

Tja, der er jo ikke rigtig andre, der har haft lyst til at udgive mit stof. Jeg har sendt manuskripter ud i hvert fald i 12 år og har ikke fået udgivet noget endnu (jeg får dog en novelle med i den gode Henrik Harksens næste HPLmythos#2).

De fleste afslag er mere eller mindre ubegrundede, og de enkelte gange, hvor jeg er kommet lidt længere i processen, har der været indvendinger mod volden og et ønske om, at jeg skrev mere ”normalt”, hvad det så end betyder.

Nu havde jeg tiden og pengene til at trykke et oplag, så det gjorde jeg.

”The End” er – som titlen også afslører – skrevet på engelsk. Hvorfor fortæller du ikke den samme historie på dansk?

Ha, ha. Ja, godt spørgsmål. Jeg skriver faktisk også for det meste på dansk og holder meget af at skrive på dansk. Men jeg skrev ”The End” på et tidspunkt, hvor jeg var så sur på de danske forlag efter at have fået ubegrundede afslag nummer 97986 (ca.).

Min plan var at sende ”The End” til amerikanske og engelske forlag, hvilket jeg også gjorde. Men man drukner i bunkerne, tror jeg. Mange af dem har jo 8-10 måneders svartid … at best!

Jeg har pønset på at oversætte den, men det bliver nok lidt af en udfordring på grund af den meget rå gade-lingo – jeg er ikke så sikker på, at den fungerer helt lige så godt på dansk. Men lad os nu se. …

Hvilke fem bøger ville du ønske, at du selv havde skrevet?

1984 – Min absolutte yndlingsbog. Den måde kynismen går hånd i hånd med satiren, den sindssygt sorte slutning, ja, altid ved 1984 sparker røv.

The outsider (novelle) – H.p. Lovecraft viser hvordan en gyser novelle skal skrues sammen. Jeg drømmer selv om at skrue en så kompakt og effektiv lille novelle sammen en dag. Selv om det er en meget kort historie, er det alligevel en af mine favoritter med H.P. Lovecraft.

The dreamquest of unknown Kadath – Lovecraft igen. “Dreamquest” er min Ringenes Herre. Jeg forbløffes over Lovecrafts måde at beskrive drømmeverdenerne på. Jeg har haft et stykke fan fiction med afsæt i ”Dreamquest” liggende i et års tid.

Hitchhikers guide to the galaxy – Man kan ikke lade være med at være misundelig på Douglas Adams´ vanvittige legen med ordene.

Lad den rette komme ind – Det er måske lidt mærkeligt at nævne den, eftersom jeg ikke har fået læst den endnu. Jeg så filmen og blev vanvittigt misundelig over, at jeg ikke selv havde skrevet den historie.

Hvad er dine planer nu? Arbejder du på en ny bog?

Mit store projekt lige nu er en bog om drager, der har titlen ”Svovlild”. Drager lyder måske lidt fortærsket, men ikke de her drager.

Jeg har altid elsket drager, men synes sjældent, de bliver fremstillet, helt så potente og brutale, som jeg gerne ville se dem. Historien tager sit udgangspunkt i et land, hvor dragerne har udryddet alt andet liv og ultimativt begynder at bekrige hinanden. Historien er ikke for børn, den er mere en analyse af krigens natur og den uforsonelighed, der skal til for, at en konflikt blusser op.

Tænk: Blod og brøl i rige mængder. Sort svovlstinkende regn, der siler ned over forkullede landskaber overstrøet med udbrændte kadavere – så har man en nogenlunde fornemmelse af hvad det bliver.

Jeg har planer om at udgive den en gang til næste år.

Links

Forfatterens hjemmeside – og blog på Urban.

“The End” anmeldt på Den elektriske kanin, Planetpulp og MetrOrd.

Comments

  1. Pingback: Jonas Wilmann: Mutagen | Fantastiske forfattere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.