Om Per Vadmand

Per Vadmand er kendt som både musiker, oversætter og forfatter til såvel bøger som tegneserier. Senest har han bevæget sig ud i den fantastiske genre med bogen “Mit liv som fugl”. Det er historien om Mikael Helmer, som kastes ud i et fantastiske eventyr mellem verdener i en blanding af science fiction og fantasy.

Forlagets omtale

Hvad gør man, når man i sin nabos viktualiekælder pludselig står over for et skællet uhyre af en drage, der tilsyneladende mener, at man skylder den en tjeneste?

For Mikael Helmer blev dette begyndelsen til en hæsblæsende rejse gennem tid og rum, der betød en voldsom omvæltning for denne jordbundne seniorforsker ved Københavns Universitet – og meget vel kunne betyde enden på verden, som vi kender den.

Per Vadmand forlader med denne bog den mere realistiske og hverdagsagtige stil fra sine tidligere romaner og kaster sig nu ud i en blanding af fabel, fantasy og science Fiction.

Interview

Først og fremmest: hvorfor skal man læse “Mit liv som fugl”? Hvad kan den byde på?

Tja, vel af samme grund, som man læser alle andre bøger: for et høre nye fortællinger og opleve verden på en ny måde. Og, nå ja, jeg synes faktisk, det er en god bog.

Hvordan opstod ideen til den, og hvordan var udviklingen til det færdige resultat?

Som mange af mine bøger opstod den af en enkelt sætning, som også blev indledning til bogen: “Mikael Helmer havde aldrig i andet end sin vildeste fantasi forestillet sig, at han en dag skulle sidde og konversere en drage.” Jeg tror, det var formuleringen “aldrig i andet end sin vildeste fantasi”, der inspirerede mig til en hovedperson, der bag sit kedelige ydre rummer uanede muligheder.

Dine tidligere bøger har været meget bundet i realismen – hvorfor dette meget store spring?

Jeg begyndte faktisk på “Mit liv som fugl”, endnu før jeg var blevet færdig med min første roman, “Bag Døren”. Jeg havde hørt fra kolleger, at man let falder ned i “et sort hul”, når man er færdig med en bog, indtil man kommer i gang med den næste, og for at undgå dette, begyndte jeg på en ny, før jeg var færdig. Jeg har så skrevet på den sideløbende, mens jeg skrev de to næste, og da jeg så var færdig med “Flyttedag”, besluttede jeg, at nu skulle den altså være færdig. Men da den altså er skrevet over et tidsrum af næsten seks år, er det klart, at der er blevet gennem- og omskrevet en del, før den blev færdig. Men det var vist for resten slet ikke det, du spurgte om. Jeg tror, jeg følte trang til at prøve kræfter med noget HELT andet. At der så alligevel er et vist slægtskab mellem Mikael Helmer og hovedpersonerne i mine andre bøger, er en anden sag.

Du har arbejdet både med tegneserier og bøger – hvad er forskellen på at arbejde med de to forskellige medier? Hvilken betydning har det for historien?

Jeg har for nylig prøvet at omskrive en af mine korte “Ole & Linda”-historier, der aldrig er blevet udgivet som tegneserie, til en novelle. Jeg fandt ud af, at det er enormt forskellige måder at fortælle en historie på. I en tegneserie kan man fx lave store spring og lade flere ting foregå samtidig. Hvis man i en tegneserie vil have en person et andet sted
hen, tegner man ham bare dér på næste billede, så ved læseren, at han har flyttet sig. I en roman eller novelle er man nødt til at fortælle eller beskrive bevægelsen fra sted til sted. Til gengæld har man i en bog nogle muligheder for at lege med sproget – og man er ikke begrænset af, hvad man selv (eller tegneren, hvis man skriver manus til andre, som jeg ofte har gjort) kan tegne.

Der er nogle henvisninger til tegneserier i “Mit liv som fugl”, og du nævner også Douglas Adams og Terry Pratchett som inspirationskilder. Hvad har du taget med andre stedet fra, og hvad har du selv tilsat?

Jeg tror, jeg har en meget dansk indstilling til hele historien. I virkeligheden er der nok mere Claus Deleuran end Douglas Adams i historien.
Men jeg har da “lånt” en alien fra en af mine egne tegneserier, det hoppende gummibold-snabelvæsen – der i øvrigt også optræder i “Felix og Rumolympiaden”, som jeg skrev til Ole Munk Rasmussen.

Du arbejder også som oversætter – påvirker det ens egen måde at skrive på? Eller omvendt?

I høj grad. Som oversætter får man en fantastisk øvelse i at formulere sig sprogligt – og i at ramme en bestemt sprogtone. Du skriver selv i din anmeldelse, at min bog til tider er lidt “altmodisch”, og det er faktisk helt bevidst, at jeg henviser til den gammeldags fortællestil, med kapiteloverskrifter, der begynder med “i hvilket”, alvidende fortæller, der
kommenterer historien, og så videre, noget, jeg helt har afholdt mig fra i mine mere realistiske romaner, men som har været rigtigt sjovt. Når man oversætter en bog, læser man den meget tæt og intensivt og bliver derved i stand til at gennemskue en masse dramaturgisk og sproglig teknik, fortællerytme, hvad er kedeligt, hvad er spændende o.s.v. Når man fx sidder med et amerikansk retssalsdrama og skal oversætte hvert ord, finder man ud af, i hvor høj grad fx et “expert witness”, som forfatteren bruger til at prale af al sin grundige research om krudtslam og blodsprøjt, sætter
handlingen i stå og faktisk er fuldstændigt overflødigt i de fleste tilfælde. Sat ind i en Fantasy-SF-sammenhæng kan man sige, at det egentlig er ret ligegyldigt, hvordan et hyperspace warp drive virker. Det vigtige er, AT det virker.

Der er en meget personlig fortællerstemme i “Mit liv som fugl”. Hvor meget af det er Per Vadmand, og hvor meget er en persona skabt til fortællingen?

Det er jeg nok ikke den rette til at udtale mig om. Men når man som her fortæller eventyr, så har man nok sin personlige stemme.

Når man er færdig med “Mit liv som fugl”, hvad vil du så foreslå, at man læser?

Noget helt andet, tror jeg, i en helt anden genre. Jeg har selv lige opdaget den danske forfatter Martin Jensen, der skriver både historiske og moderne romaner, og jeg holder meget af Ole Frøslevs krimier fra besættelsestiden. I
den mere fantastiske genre har jeg mange favoritter lige fra Ursula LeGuin til Keith Laumer, for nu at tage nogle absolutte modsætninger. Jeg er også kommet i den alder, hvor man læser biografier. Og så genlæser jeg det meste
af Aksel Sandemoses forfatterskab sådan cirka hvert femte-tiende år. Men intet af dette kan jo siges at minde ret meget om “Mit liv som fugl”.

Og sidst: hvilke bøger ville du gerne selv have skrevet?

Sandemoses “En flygtning krydser sit spor”. Rushdies “Midnatsbørn”. Harry Harrisons “The technicolor time machine”. Rifbjergs “Arkivet”… Jeg kunne blive ved. Der er så forbandet mange gode bøger, og for en forfatter er den bedste måde at lære at skrive bedre på at læse og læse og læse – også “dårlige” bøger, så man kan se, hvordan man IKKE skal gøre 😉

Links

Per Vadmands hjemmeside

“Mit liv som fugl” anmeldt på Den elektriske kanin og Egtved Posten.

Interviewet er oprindelig bragt på fanzine.dk