Om Jacob Rask Nielsen

Dansk forfatter og tegner, der på sit eget forlag har udsendt flere sprudlende børnebøger og dertil zombie-tegneserien Exodus, hvor andet bind netop er udkommet.

Forlagets omtale af Exodus, bind 2

Hassan, Viola og Bernt er undsluppet zombieangrebet på hotellet men er nu fanget på hotellets tag og omringet af endnu flere zombier.

Men pludselig kommer redningen fra en uventet kant. Eller gør den?

Og hvad betyder Bernts besøg hos en spåkone for deres fremtid?

Interview

Hvem er Jacob Rask Nielsen, og hvorfor begyndte han at lave tegneserier?

Jacob Rask Nielsen er bare den her lidt nørdede fyr, du ved, der kan li’ at tegne og fortælle historier og lytte til rockmusik. Jeg har en kæreste, en lille datter og en orange kat, der hedder Otto. Jeg er også cand.mag. i engelsk og kulturformidling og har bl.a. arbejdet i reklamebranchen som tekstforfatter. På et eller andet tidspunkt blev jeg træt af reklamecirkusset, og så startede jeg mit eget forlag. Det hedder Tjubang, og det har jeg hygget mig med siden.

Jeg laver tegneserier, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg begyndte vel, da jeg var en bette knægt i en forstad til Aalborg. Faktisk har jeg tegnet så længe, jeg kan huske. Jeg har altid fundet på små historier, når jeg kedede mig. Derfor blev alt papir fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet fuldstændigt overtegnet med mærkelige mænd og eksplosioner. På grænsen til det tvangsneurotiske måske.

Så et eller andet sted har jeg altid lavet tegneserier. Det er bare først for nylig, at jeg begyndte at udgive dem selv.

Bonusinfo: Jeg har også haft tegneserier i Free Comics og andre obskure kulturmagasiner. I 2006 vandt jeg en stor tegneseriekonkurrence i Berlingske Tidende med serien om Carlo Garn.

Hvorfor skal folk læse Exodus? Hvad kan den byde på?

Folk skal læse Exodus, fordi den er sjov og underholdende, fyldt med action, og den har en sød kærlighedshistorie. Noget for enhver smag, synes jeg. Og tegningerne er også meget seje.

Den er ikke kun for folk, der kan lide zombier.

Og så håber jeg også lidt på, at den kan inspirere andre vordende tegneserietegnere derude til at udgive deres egne ting. Hvis jeg kan, så kan de også.

Hvornår opstod ideen til serien, og hvad var oprindelsen til den?

Det er svært at sætte en specifik dato på Exodus. Den er stille og roligt kommet snigende de sidste par år. Jeg har altid gerne villet lave en “rigtig” tegneserie. Altså, en lang en med plot og personudvikling og den slags. Jeg havde et par ideer at vælge fra, men zombieserien virkede som den sjoveste at starte med. Det skulle også være relativt ligetil at lave, så jeg ikke brækkede nakken på mit første projekt. Så tænkte jeg, at et hotel kunne være en interessant kulisse. Og jeg ville også gerne lave noget med en hovedperson, der hed Hassan. Man ser ikke særligt mange danske tegneserier med folk, der hedder Hassan. Jeg ville også lave noget anti-stereotypt, så min Hassan er en rollespilskæmpende tegneserienørd.

Min inspiration kommer fra mange ting. Da jeg var yngre så jeg vanvittigt mange horrorfilm og slugte et par gyserbøger om ugen. Det gør jeg ikke så meget mere, men interessen for genren er der stadig. Men ellers kommer inspirationen bl.a. fra tegneserier, film, musik, street art, computerspil og kunst. Det ryger altsammen op i en eller anden kreativ grød, der bobler rundt oppe i mit hoved. Så kommer det ud som noget helt andet. Det er en mærkelig proces.

Hvad er det, der er så fedt ved zombier?

Der er et eller andet basalt skræmmende ved zombier. De er så ekstremt fokuserede på én ting: At æde dig. Og de bliver ved og ved og ved og ved. Som en tsunami af hjernevaskede kannibaler. Den enkelte zombie er ikke så svær at stoppe, men der kommer altid en mere. Og en mere. Og en mere.

Der er en stor grad af håbløshed i at kæmpe mod zombier. Det er som at slå i en kæmpepude. På den måde reflekterer de måske den evige menneskelige tilstand. Kampen for livet. Kampen mod døden. Eller et eller andet i den stil.

Desuden er det tilladt at gøre hvad som helst mod en zombie, og det er sjovt for mig som tegner. Så kan man rigtigt slå sig løs, når zombierne skal molesteres. Der er en scene i “Exodus Bind 2”, hvor en flok zombier bliver skudt fuldstændigt i smadder af en kamphelikopter. Det morede jeg mig vældigt med at tegne.

Exodus blander horror og humor – hvorfor er det, at de to ting, der virker så forskellige, ofte fungerer så godt sammen?

Jeg ved det ikke helt, men det virker som regel som en god combo. Instruktøren Sam Raimi er en mester til at blande de to ting. Først skræmmer han livet af en for derefter at få en til at grine højt. Så slapper man af, og derfor virker det næste gys endnu værre (eller bedre alt efter hensigten). Det er pisseirriterende men samtidigt virkeligt effektivt.

Der er ret meget humor i Exodus. Personerne kan stadig grine efter et zombieoverfald. Men er det ikke også en måde at håndtere livet på? Selv efter en begravelse fortæller folk sjove historier om den afdøde for at lette stemningen. Jeg tror, de to ting hænger sammen. Humor og horror. Grin og gys. Hvis man kun laver horror uden humor, så bliver det lidt trættende i længden. Det synes jeg i hvert fald. Jeg er heller ikke meget for den nye bølge af tortur-horrorfilm som Saw og Hostel. De har efter min mening misset pointen.

Hvad er det, tegneserien gør så godt her? Kunne Exodus fortælles lige så godt i en anden form?

Alle medier har deres styrker og svagheder. Exodus kunne sagtens fortælles i en helt anden form, men det ville også blive en helt anden Exodus. Det kunne være sjovt at høre den som et radiospil.

Men jeg elsker tegneserier. Jeg elsker også film og bøger, men tegneserien kan nogle ting som tiltaler mig umådeligt meget.

Tegneserien har en evne til at dvæle ved øjeblikket. Tegneserien giver læseren fuld magt over tempoet i oplevelsen, og man kan sagtens bladre frem og tilbage under læsning. Tegneserien har en fantastisk og unik sammensmeltning af ord og billeder, som transcenderer dens enkeltdele og skaber et helt selvstændig tredje univers. Det er vist nok mit favoritmedie.

Jeg kan rigtigt godt lide at lege med tegneseriens flow. Den måde, man kan lave tempo ved at sætte billedrammer sammen på specielle måder. Overraskelsen, der venter lige på næste side. Alt betyder noget i en tegneserie. Det er svært at mestre men enormt nemt at lære. Alle kan i bund og grund lave tegneserier. Det er enormt nemt at gå til. Det eneste, man skal bruge, er papir og pen, og så er det af sted.

Du udgiver selv dine egne bøger og tegneserier. Hvorfor, og hvordan har oplevelsen med det været?

I 2005 fik jeg udgivet en børnebog (”Texas Tex og Chico Tjubang: Jagten på Rumfolket”) hos Gyldendal, men det var ikke så god en oplevelse for mig. Blandt andet tog det et helt år at få den udgivet. Og deres PR afdeling gjorde nul og niks for at få den promoveret. Et par år senere havde jeg skrevet en ny bog (”Familien Firling og Rejsen til Zambukistan”), og denne gang fik jeg den udgivet af en af mine bekendte, der havde et forlag. Men igen gik det altså ikke helt, som jeg ville have det.

Da jeg så blev fyret fra et reklamebureau med tre måneders løn i bagagen, tænkte jeg: Nu gør jeg det faneme selv. Og så lavede jeg mit eget forlag. Det tog tre minutter på internettet, og så havde jeg et firma. Og siden dengang har jeg udgivet titler i en lind strøm, lavet en masse fejl undervejs og hele tiden haft det fantastisk med at bestemme alting selv. Jeg skriver og tegner kun det, jeg selv kan lide, og når det er færdigt, går der en lille måneds tid, før det rammer butikkerne. Det er en tidsfrist, jeg kan forholde mig til.

Jeg har et vældigt behov for at se mine ting realiseret, og derfor fungerer det perfekt for mig at have mit eget forlag. Ingen redaktionsmøder, ingen forsinkelser, ingen fnidder fnadder. Det er mit helt eget show. Til gengæld laver jeg også en masse fodfejl, men jeg prøver hele tiden at lære af dem. Jeg øver mig og bliver bedre. Nu er bibliotekerne også så småt begyndt at lægge mærke til mig, så det går stille og roligt den rigtige vej.

Hvad arbejder du på nu, og hvornår skal vi forvente at se tredje bind i Exodus-serien?

Lige nu arbejder jeg faktisk på tredje bind i Exodus trilogien. Jeg vil helst ikke røbe for meget, men zombierne er ikke Hassans eneste problem i bind 3. Det blev antydet i bind 2 (ja, faktisk allerede i bind 1), men der er en langt større trussel på vej til byen. Og så kan man forvente sjove jokes, seje eksplosioner og lidt mere på kærlighedsfronten. Den burde udkomme engang til april næste år. I god tid til tegneseriefestivalen Komiks.dk i Øksnehallen til maj.

Til Komiks.dk har jeg også planlagt at udgive en samlet hardcover luksusudgave af Exodus trilogien. Den bliver toplækker. Og så er jeg så småt gået i gang med de indledende strækøvelser til min næste tegneserie. Den skal være for de voksne. En af de såkaldte graphic novels, som er så meget oppe i tiden. Fyldt med komplekse problemstillinger og voksenrelationer. Og måske en enkelt joke eller to.

Hvem betragter du som dine inspirationskilder?

Der er vist for mange til at nævne. Det er ligesom at skrive en liste over yndlingsfilm på Facebook: Det er ikke til at stoppe igen! Jeg læser et hav af tegneserier men er ligeså inspireret af film, bøger, musik osv. Men jeg har meget svært ved at fremhæve en frem for andre.

Jo, en ting jeg godt vil have med er James Kochalkas ”The Cute Manifesto.” Det er en lille tegneserie, der fungerer som et slags opråb til alle, der nogensinde har overvejet at lave en tegneserie, men ikke turde på grund af præstationsangst. Især i kapitlet ”Craft is the Enemy” siger han nogle rigtigt gode ting om at give los og ikke være bange for at fejle. Lad være med at tænke så meget på teknikken. Den tegneserie blev jeg fantastisk inspireret af. Den kom til mig på et helt rigtigt tidspunkt, og siden har jeg bare givet den gas uden at bekymre mig så meget. Den vil jeg anbefale til alle med en drøm om at tegne tegneserier eller i det hele taget lave noget kreativt.

Og ikke så meget inspiration, men måske mere misundelse: hvilke tegneserier ville du gerne selv have lavet?

Ha ha, så skal jeg til det alligevel. Okay, her kommer en håndfuld tegneserier, som gav mig nogle virkelig gode oplevelser og viste mig, hvor sublim en kunstart det kan være: ”Watchmen” af Alan More og Dave Gibbons. ”Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth” af Chris Ware. ”Black Hole” af Charles Burns. ”Epileptic” af David B. ”The Frank Book” af Jim Woodring. ”Bone” af Jeff Smith. ”American Elf” af James Kochalka. ”Bottomless Bellybutton” af Dash Shaw og en stor håndfuld tegneserier af Dan Clowes og Jason. Hvis jeg bare kan komme en lille smule i nærheden af deres talent indenfor de næste 20-30 år, vil jeg være en lykkelig mand.

På den danske front synes jeg, at folk som Allan Haverholm, Cav Bøgelund, Johan F. Krarup, Thomas Thorhauge, Simon Bukhave og Christoffer Zieler gør det rigtigt godt. (Undskyld til dem, jeg har glemt.) Hvis det stod til mig, skulle de have et eller andet kæmpelegat af staten, så de bare kunne koncentrere sig om at lave tegneserier resten af livet.

Links

Exodus, bind 2 – anmeldt på Horrorsiden, Gyseren, Serieland, Tegneseriesiden, Planet Pulp og Ondskabens Flydende Vatikan.

Hjemmesiden for Exodus-serien.

Forlagets hjemmeside.

Interview på Serieland.