LETLÆST PUDSIGHED. Andet bind i læs-let serien om Indiana Jones tager sin begyndelse i slutningen af den forrige. Bogstaveligt talt. Vi får en gengivelse af slutningen på den første, som starten på denne bog. Dog med mindre omskrivninger og tilføjelser. Det er lidt plat, og det lader til at selvom bøgerne udkom samtidigt, så er der ingen form for koordination mellem de to.

Historien centrerer sig (for en gangs skyld) omkring Nazizternes jagt på magiske artefakter, som kan hjælpe dem i deres kamp for at blive verdensherskere. I denne fortælling går der imidlertid meget lang tid førend vi finder ud af, hvad det faktisk er de leder efter. Mystikken breder sig, og man undres fortsat. Lige indtil en gammel mand (faktisk en gammel kending) viser sig at vide det hele. Naturligvis bliver Indy jagtet af Nazisterne. Det er, naturligvis, blevet hans opgave at forsøge at forhindre Nazisterne i at finde artefaktet. Denne opgave bliver imidlertid besværliggjort af at Indy både skal have Bert (en dame) og to børn på slæb, der ikke har nogen narrativ funktion i øvrigt.

Hvis det hele virker meget usammenhængende, skyldes det bogen. Jeg kan simpelthen ikke afgøre om det skyldes narrative huller, eller min stedvise døsighed, der er skyld i at bogen virker usammenhæng. I al fald er den ikke noget litterært mesterværk. Faktisk er der tale om en gang copy-paste arbejde af værste skuffe.

Hele historien er, som sådan, en tro kopi af Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark (filmen). Det kan for så vidt være godt, men det er det bare ikke. Rintzler har ellers god erfaring med franchiset, idet han skrev den utroligt flotte, interessante og gennemillustrerede “The Complete Making of Indiana Jones”. Han formår imidlertid ikke at omsætte sin viden til en god historie. Han er meget tro franchiset, mod stemningen og mod detaljerne, men historien som hele falder på gulvet.

Hele fejlen ved bogen er, at den kun er 155 sider lang. Den er simpelthen for kort. Der er så mange vinkler og sideplots der aldrig bliver udfoldet helt. Det er synd og skam. Derudover er artefaktet (det som hele jagten drejer sig om) uendelige tåbeligt, kunstigt og meget u-indysk.

Til slut skal der lige falde en kommentar om forsiden. Magen til photoshoppet rædsel skal man lede længe efter. Det er rent forfærdeligt. Det står helt klar at forsidens to personer, aldrig har stået så tæt på den/de originale tegninger. Det står også helt klart at figurerne ikke kigger på hinanden… og…. og…. og…. Det korte af det lange er, at det ikke er Drew Struzan der har tegnet den, og så fungerer det bare ikke.

Nej, jeg kan ikke anbefale bogen. Hvis man alligevel beslutter sig for at læse den, kan man trøste sig med at den er hurtigt overstået!