Dan Abnett: His Last Command
TILBAGE TIL URIMELIGHEDEN. Colonel-Commissar Ibram Gaunt og hans hold af specialister vender hjem fra deres selvmordsmission på planeten Gereon. Selvsagt har strabadserne været mange og har taget hårdt på dem alle. Selvom man kunne vente en heltemodtagelse, mødes Gaunt og hans specialister med mistro og foragt. Inden længe bliver der stablet en høring på benene der skal afgøre om de er blevet påvirket af Chaos. Samtidig er hele resten af Gaunts regiment “Tanith first (and only)” blevet opløst og smeltet sammen med et andet. Man betvivler derfor ikke kun Gaunts heltestatus, men man har også taget hans regiment fra ham.
Lidt imod Dan Abnett’s vanlige stil, er “His Last Command” spændende fra starten af. Der er ikke den vanlige 100-150 siders navle-pilleri som der er i de foregående otte romaner i serien. Det er helt rart at Abnett er blevet en kende uforudsigelig igen. Det er som om serien har fået nyt liv efter den lettere kedelige “Traitor General” som gik forud for denne bog.
Skrivestilen er som den plejer. Masser af velplacerede cliffhangers og heroiske bemærkninger præger bogen fra side et. Det er action-packed og aldeles underholdende. Imidlertid skal man ikke forvente at det er “stor litteratur”. Selvom Dan Abnett med garanti besidder evner for at skrive ny-klassikere i et væk, satser han mere på underholdningsværdi (ikke dermed sagt at en bog-klassiker ikke er underholdende). Det er god godnat-læsning og man kan, til tider, slå hjernen fra, men der er også visse underliggende budskaber som er værd at tænker over.
Alt i alt er “His Last Command” et must-read. Imidlertid er serien ved at være så fremskreden at man ikke vil få meget ud af bare at sprige på vognen her. Man er nok nødt til at starte forfra med det første bind “First and Only”, og arbejde sig igennem samtlige otte bind førend man læser denne. Dette skyldes at Dan Abnett lader karakterene udvikle sig over lang tid, og at man derfor kan have svært ved at forstå personernes motivationer, hvis man ikke kender deres baggrund.
Ingen kommentarer