Om Sven Damgaard Ørnstrup

Født 1978 i Tokyo, men nu bosat i Århus. Han er uddannet cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv, nu med arbejde som feedtekniker. Han debuterer med fantasy-romanen “Vraggods”, første del i en serie.

Forlaget om “Vraggods”.

Det vidtstrakte rige Matinepia har længe blomstret under Atlefeldslægtens enevælde. Med oceanet på sin ene side og Daganrodsletten på den anden har landet skinnet som en ensom civilisationens lanterne midt i naturens og barbariets mørke. Men intet lys brænder evigt, og på trods af Kong Magni Atlefelds retskafne væsen breder fordærvet sig. Langsomt, men sikkert er landet ved at falde fra hinanden. Det er en tid med nat og blod. En tid hvor godt og ondt tørner sammen. Og let forveksles.

På samme tid rører en urgammel rædsel på sig. Endnu har truslens omfang ikke taget form for Matinepias indbyggere, selvom dens første forsigtige følere har lagt hele landsbyer øde. Fra en af disse landsbyer lykkes det tre unge mennesker at flygte, og snart må de stå ansigt til ansigt med verdens fortrædeligheder. Og ikke mindst dens fristelser.

Vraggods er første bind i den episke fantasyserie Abaddons Arv.

Interview

Til at starte med – kan du præsentere dig selv? Hvem er Sven Ørnstrup, og hvorfor begyndte han at skrive?

Sven Damgaard Ørnstrup er vild med episk fantasy. Og han synes, det er dødærgerligt, at den episke fantasygenre stort set ikke findes med dansk som originalsprog. Det har han derfor sat sig for at lave om på!

Jeg er født i 1978 i Tokyo, men har boet det meste af mit liv i Århus, hvor jeg er uddannet cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og tv. Jeg har alle dage været bidt af en bindegal bogorm, så valget af studie faldt mig ret nemt.

Jeg skrev min første lille historie – vel en halv sides penge – da jeg var tolv eller tretten år gammel. Det foregik på mine forældres 2×86’er i programmet Word Perfect med den mindeværdige og flotte blå baggrund. Derefter gik der faktisk en del år, inden jeg forsøgte at skrive skønlitteratur igen. I de år oparbejdede jeg en stor interesse for fantasy og science fiction, så da jeg en dag på ny fik lyst til at fortælle en historie, var det helt naturligt, at valget faldt på netop én af de genrer.

Nu har jeg så fortalt, hvordan jeg begyndte at skrive. Men spørgsmålet er jo egentlig, hvorfor. Det er der ikke noget entydigt svar på. Et par af årsagerne er dog rimelig oplagte: jeg har alle dage været i besiddelse af et voldsomt narrativt begær forstået på den måde, at jeg ganske enkelt elsker en god fortælling af den slags, hvor plot, karakterer og beskrivelser smelter sammen til en højere enhed og hensætter mig som læser til en anden verden. Herudover er jeg ofte gennem min barndom blevet rost for mit gode sprogøre. Set i efterrationaliseringens lys betyder kombinationen af disse to ting, at jeg igennem mange år har haft en mere eller mindre ubevidst drøm om at skrive en bog. En dag da jeg var omkring 20 år, besluttede jeg mig så for, at den drøm skulle være mere end en drøm. Det var i forbindelse med et højskoleophold, og det var da også på højskolen, at de første spæde forsøg blev gjort.

Hvor meget tror du, der er nået at havne i skrivebordsskuffen inden 2010 – og hvad er det ved lige præcis ved Vraggods, der gjorde, at den slap gennem nåleøjet?

Der er faktisk ikke havnet voldsomt meget i skrivebordsskuffen inden 2010. Lige siden jeg besluttede mig for at gøre alvor af at skrive en bog, har jeg vidst, at det skulle være enten fantasy eller science fiction. Efter en 5- 10 påbegyndte historier, som blev skrevet i løbet af en tre års tid, fandt jeg ud af, at jeg er bedst til at skrive fantasy. Herefter har jeg på nær et par forsøgsvise og meget ungdommelige digte og nogle få noveller ikke haft lyst til at skrive andet. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at lysten til at skrive kommer først. Herefter kommer idéerne.

Hvilken oplevelse synes du selv, der venter læseren i Vraggods?

Vraggods er tænkt som en roman, der skal kunne det, jeg selv synes, en klassisk episk fantasyfortælling skal kunne. Den skal skildre kampen mellem godt og ondt. Og det skal foregå på en måde, så læseren indser, at godt og ondt ikke er skarpt adskilte størrelse, men at alle mennesker rummer potentialet til at begå både gode og onde handlinger – og at det i øvrigt i høj grad er kulturelle og normative forhold samt tid og sted, som afgør, hvad der betragtes som godt og ondt.

I øvrigt skal ovenstående tematik præsenteres ved hjælp af en kombination af plot, karakterer og beskrivelser, der formår at hensætte læseren til en tilstand, hvor man glemmer, at man læser og i stedet blot oplever historien. Dermed skulle man gerne først og fremmest læse romanen med sin forestillingsevne og sin fantasi. Herefter er man selvfølgelig mere end velkommen til at slå forstanden til og tænke lidt dybere over nogle af de ting, man er blevet præsenteret for.

Vraggods er første bind i en serie (er det en trilogi?), hvilket er et meget gængs foreteende inden for fantasy – hvorfor er det lige, at fantasy-genren har sådan en forkærlighed for historier, der ikke kan holde sig til et enkelt bind?

Abaddons Arv, som serien hedder, er ikke tænkt som en trilogi, men nok nærmere en serie i seks bind eller noget i den stil. Trilogier er ganske rigtigt meget populære inden for fantasygenren for tiden, og jeg har læst et eller andet sted, at du stort set ikke kan udgive episk fantasy på engelsksprogede forlag, med mindre det er en trilogi. Jeg synes, det er tosset at binde sig til en bestemt form på den måde.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle træk, der går igen i genren, og som man dårligt kan afvige fra. Ét af dem er længden på bøgerne og serierne. Jeg tror i høj grad, at dette skyldes, at fantasy meget ofte følger flere forskellige personer på skift. Dette betyder naturligvis noget for omfanget af fortællingen – for hvis hver enkelt persons historie skal udfoldes, så kræver det altså noget plads. Herudover fortælles der ikke blot om forskellige personer, men også om en hel verden, som forfatteren som regel selv har opfundet. Hvis denne verden skal præsenteres, så den bliver levende, kræver det også en hel del sider.

Desuden tror jeg ganske enkelt, at mange fantasylæsere ville blive frygtelig skuffede, hvis ikke bøgerne og serierne var så lange. Jeg ved, at jeg ville!

Man mærker, at du også selv er læser af fantasygenren og kender dens virkemidler. Hvad er det, som den genre kan, og hvad kendetegner en god fantasy-roman?

Jeg har været inde på det før. En god fantasyroman skal kunne beskrive den evigtgyldige konflikt mellem godt og ondt, så man som læser får en fornemmelse af nuancerne i denne konflikt. Herudover skal den være skrevet i et sprog, der formår at gøre sig selv transparent, så man ikke læser historien, men oplever den. Det kræver meget at forfine sit sprog i en grad, så den effekt opnås, og derfor fortjener mange fantasyforfattere en stor hyldest for deres evne til at skrive levende.

Ud over dette skal en god fantasyroman præsentere sin læser for en original og troværdig verden, der på en og samme tid er genkendelig for læseren og byder på nyskabende og overraskende drejninger af disse genkendelige fænomener. Denne dobbelthed giver efter min mening læseren mulighed for at anskue sig selv og sin dagligdag på nye måder og derved blive rigere som menneske.

Slutteligt skylder jeg også at sige, at en af fantasygenrens allerstørste forcer i mine øjne er, at den kan fortælle en medrivende, actionfyldt, blomstrende, fantastisk og vedkommende fortælling, som ingen andre genrer kan. Nogle gange er det faktisk ikke så kompliceret – så har man bare brug for at høre en god historie.

Apropos at læse genren – hvem betragter du selv som dine inspirationskilder?

Mine to største inspirationskilder er genrerne episk fantasy og dystopi. Den episke fantasy forsyner mig med nogle billedskabende rutsjeture, der fremstiller alment gyldige problemstillinger på nye og interessante måder. Herudover har den ladet mig nyde mangt en sen nattetime med øjnene klistret til en fortælling, jeg ikke kan slippe. Det er en kvalitet i sig selv.

Dystopien som genre har en formidabel evne til at sætte forholdet mellem fællesskab og individ til debat. Netop forholdet mellem fællesskab og individ er et af de grundvilkår, jeg mener, at vi mennesker lever med og forhåbentlig aldrig bliver færdige med at diskutere. Forholdet mellem individ og fællesskab bliver også et tema i de kommende bind af Abaddons Arv.

Et udpluk af forfattere, jeg godt kan lide: George Orwell, Robin Hobb, George R. R. Martin, Yevgeny Zamyatin, Aldous Huxley, Robert Jordan, Arthur Koestler, Peter F. Hamilton, Michel Houellebecq.

Du er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur & film og tv – hvordan synes du, at det skinner igennem i bogen?

Jeg håber, at det skinner igennem på to måder. Dels skulle mine studier gerne have bibragt mig en forståelse for litterære virkemidler, som jeg kan gøre brug af i forhold til det sproglige, således at teksten bliver lækker at læse. Og dels skulle de gerne være med til at gøre mig i stand til at fortælle om de problemstillinger, jeg tager op, på en reflekteret og velovervejet måde.

Hvor lang tid tog det at skrive Vraggods – og hvor meget af universet og historien havde du på plads, før du gik i gang med at skrive?

Jeg gik i gang med Vraggods, da jeg var omkring 25 år gammel – altså for ca. 6 år siden. Det var på det tidspunkt, at jeg fik den første spæde idé. Efter de første par sider vidste jeg med mig selv, at nu havde jeg fundet den rigtige melodi. Store forkromede idéer var der ikke mange af – faktisk vidste jeg kun, at romanen skulle starte på helt traditionel vis med nogle venner, der bor i en landsby, og at de skulle opleve noget livsomvæltende. Alt andet er kommet til hen ad vejen.

Det betyder også, at Vraggods anno 2010 overhovedet ikke indeholder noget af den tekst, jeg oprindeligt skrev. Dengang hed bogen heller ikke Vraggods. Men alligevel er det den samme bog. Det er i øvrigt meget sigende for mit virke som forfatter, at først kommer skrivelysten, så går jeg i gang, og så kommer idéerne.

Efterhånden som jeg har skrevet i et stykke tid, er jeg dog begyndt at indse, at det nogle gange kan være en fordel at planlægge, hvad man vil skrive, inden man skriver det. Det sparer en hel del slettet tekst og genskrivninger. Desuden får man et bedre sprogligt flow, når man ikke hele tiden skal stoppe op og tænke over, hvad der nu skal ske.

Hvordan har oplevelsen været af at debutere på det danske marked – drukner man i mængden, eller har du været i stand til at bryde gennem muren?

Alt i alt har det været en god oplevelse. Jeg er fx blevet fint modtaget af bibliotekerne. Det er min – endnu meget nylige – erfaring, at bibliotekerne vurderer det materiale, som de får tilsendt, meget professionelt, uanset om der er tale om debutanter eller etablerede forfattere. Man kan selvfølgelig diskutere stolpe op og stolpe ned om rimeligheden i lektørsystemet, hvor én person vurderer en roman. For mig at se er det dog et udmærket system, så længe lektørerne gør, hvad der står i deres magt, for at opretholde et højt professionelt niveau. Gør de det, tror jeg på, at lektørsystemet giver nye forfattere som mig selv en god mulighed for at nå ud til en masse læsere, fordi lektørerne er frie til at fokusere på indholdets faglige kvalitet, frem for om de tror på nogle bestemte økonomiske muligheder i et givent værk.

Mht. medierne er det en anden snak – i hvert fald når man ser på de brede af slagsen. Det er ikke nok at sende dem et anmeldereksemplar og så håbe på det bedste. Man bliver nødt til at rende dem lidt mere på dørene og gøre opmærksom på sig selv. Hidtil er det på den måde lykkedes mig at få et interview i en lokalavis og lovning på et mere i en anden. Og det er egentlig en fin start. Jeg tror simpelthen bare, at man skal være stædig. Høflig, men stædig.

I øvrigt tror jeg ikke så meget, at der er tale om en mur, der skal brydes igennem, som et tomrum, der skal udfyldes. Som jeg skrev tidligere, er episk fantasy med dansk som originalsprog stort set ikke eksisterende. Tricket må være at få folk til at opdage dette tomrum – og at der er blevet fyldt noget i det. Det kommer sikkert til at tage tid at vække den opmærksomhed, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre.

Nu er Vraggods på gaden – er du i gang med næste bind? Er der planer for resten af serien?

Ja, jeg er i gang med næste bind. Jeg har skrevet omkring 300 sider, men mangler stadig nogle hundrede. Vraggods er – hvis jeg skal være helt ærlig – lige kort nok af en episk fantasyroman at være. Men det råder jeg bod på med Aiglans Garde, som bind II hedder. Aiglans Garde kommer til at handle om hovedpersonernes første rigtige møde med den fremmede magt, der truer Matinepia. Bogen bliver mere actionfyldt end Vraggods, og vi kommer til at se mere til de magiske elementer, som er at finde i universet. Blandt andet kan jeg afsløre, at hvis man gerne vil vide, hvor farlig en kampsnegl er, så er det en god ide at læse Aiglans Garde. Jeg har også en hel del idéer til det overordnede forløb i serien, men de mindre plot og historier fylder jeg ud, efterhånden som jeg kommer til dem.

Uden at det skal lyde for pompøst, så er planen med Abaddons Arv at skrive en solidt eksekveret og underholdende fortælling, der samtidig har noget på hjerte. Hvorvidt det kommer til at lykkes, må bero på reaktionerne fra læsere og anmeldere.

Links

Sven Damgaard Ørnstrups hjemmeside: fantascifi.org

Sven Damgaard Ørnstrup skriver om fantasybøger for voksne og for børn

Artikel i Lokalavisen Skanderborg

Vraggods anmeldt på Den elektriske kanin