Peter Dreyer: Glitch

Om Peter Dreyer

Dansk forfatter og astronom, der romandebuterede i 2006 med “Inkaens fjerde mulighed”. “Glitch” er hans anden roman, og ligesom den første kombinerer den en fjern lokalitet med et mysterium, der kan rykke grænserne for virkeligheden, som vi kender den.

Forlaget om Glitch

Thomas er ansat på Meteorologisk institut i København, hvor han beskæftiger sig med computermodeller og klima. Han har levet et på én gang travlt og dovent liv, som ændrer sig markant ved mødet med ægyptisk fødte Nevine. Nu bor de sammen i København, hvor hun er ansat som forsker på universitetet.

En sensommeraften, hvor han venter hende hjem, bliver han i stedet konfronteret med et tilsyneladende overnaturligt mareridt. Efterfølgende afviser en psykolog, at han fejler noget, men en skræmt professor på Geografisk institut forklarer Thomas, at han har været vidne til et Glitch. Dét ved han, hvad er; en fejl i et computerprogram. Men hvilken sammenhæng kan der være mellem computersystemer og underlige fænomener i den fysiske verden?

En dag forsvinder Nevine. Det sender Thomas på en desperat jagt efter den han elsker, men også på på en lang rejse mod Antarktis, hvor et eksperiment finder sted, et eksperiment, som Thomas først sent erkender, at han – og Nevine – er en del af.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og “Glitch”?

Jeg er en moden herre på vej mod de 50 år. Jeg er i tidernes morgen uddannet som astronom, men har siden primært beskæftiget mig med informationsteknologi i forskellige afskygninger, blandt andet som internet-pioner herhjemme. Jeg har dog bevaret en stor passion for himmelrummet. For godt ti år siden fik jeg den i udgangspunktet ganske naive idé, at jeg ville skrive en roman. Missionen lykkedes imidlertid, og det blev til spændingsromanen “Inkaens fjerde mulighed”, som fik en ret pæn modtagelse. I forlængelse af den har jeg nu brugt de sidste fem år på at skrive romanen “Glitch”, som udkommer 30. marts i år.

Historien handler om Thomas, der arbejder på Meteorologisk institut i København, hvor han beskæftiger sig med computermodeller og klima. Hans liv præget af indifference og nemme løsninger ændrer sig markant ved mødet med ægyptisk fødte Nevine. De flytter sammen i København, hvor hun bliver ansat som forsker på universitetet. En sensommeraften, hvor han venter hende hjem, bliver han i stedet konfronteret med et tilsyneladende overnaturligt mareridt. En mystisk forsker på Geografisk institut forklarer efterfølgende Thomas, at han bare har været vidne til et glitch. Dét ved han, hvad er; en fejl i et computerprogram. Men hvilken sammenhæng kan der være mellem computersystemer og underlige fænomener i den fysiske verden? Historien tager yderligere fart, da Nevine en dag forsvinder. Det sender Thomas ud på en desperat jagt efter hende, men også på på en lang rejse mod Antarktis, hvor et eksperiment finder sted, et eksperiment, som Thomas først sent erkender, at han – og Nevine – er en del af.

Hvilken oplevelse håber du, at læseren sidder tilbage med efter “Glitch”?

I første omgang håber jeg naturligvis frem for alt, at læseren bliver godt underholdt undervejs. Det er en spændingsroman, så der skulle gerne komme lidt forhøjet puls undervejs – og det tror jeg faktisk, at der gør. Når læseren så når det sidste punktum, må bogen meget gerne give anledning til refleksion. Dels fordi der er et par løse ender i selve plottet, dels fordi bogens ramme – den mulige kilde til Glitch fænomenet – gerne skulle få nogle til at tænke “wauw, hvor langt er det her i virkeligheden fra virkeligheden” – og “hvis nu der ikke er så langt, hvad betyder det så?” På den måde sætter bogen forhåbentlig lidt tankespind i gang, som giver den et liv efter det sidste punktum.

Du benytter dig af virkelige steder i bogen. Hvor meget research er der gået forud?

Nogle steder har jeg selv besøgt, andre jeg har kun læst om. I begge mine bøger foregår finalen på steder, jeg desværre ikke selv har oplevet – i Inkaen er det en vulkantop, som jeg har stået for foden af, og i Glitch er det Antarktis, et kontinent, som jeg endnu ikke har sat mine fødder på. I begge tilfælde har jeg i stedet – via internettet – fundet frem til personer, der har været på lokaliteten. Da jeg skrev Inkaen, fandt jeg frem til en engelsk forsker, som faktisk havde dykket i søen på toppen af vulkanen. Og under arbejdet med Glitch fandt jeg frem til en amerikaner, som havde boet og arbejdet på Vostok basen. I begge tilfælde fik jeg svar på mange spørgsmål. Men med disse to helt eklatante undtagelser bruger jeg gerne lokaliteter, som jeg selv har besøgt. Det gør det langt nemmere at sætte ord og billeder på atmosfæren disse steder. Havde jeg blot taget udgangspunkt i en turistguide, ville jeg kun kunne fortælle, hvad man ser, ikke hvad man fornemmer, på stederne. Og det er fornemmelsen, der er det vigtigste.

Tanken om glitches i virkeligheden får én til at tænke på bl.a. Matrix-filmene. Har du haft nogle inspirationskilder til bogen?

Jeg har faktisk kun set den første af Matrix-filmene (som jeg i øvrigt synes er fremragende). Selvfølgelig er jeg bevidst om sammenfaldet omkring glitches. Men en glitch er jo bare en tydelig, kortvarig fejl i en (computer)simulering. Og simuleringen – hvis der da er tale om en i Glitch – er af en helt anden karakter end i Matrix. Jeg synes, at det vil være at afsløre for meget af plottet, hvis jeg her i detaljer fortæller om inspirationskilden. Men lad mig blot sige, at en noget spekulativ artikel i det naturvidenskabelig magasin New Scientist satte det hele i gang.

Du lader til at have en forkærlighed for spændingsromaner med et element af fantastik – altså noget, der presser grænserne for virkeligheden. Hvad var starten på “Glitch” – den ide, som historien udsprang fra?

Det er helt rigtigt, at der i begge romaner er et element af det fantastiske. At sige, at jeg blot presser grænserne for virkeligheden er vist en underdrivelse. Jeg vil godt anerkende, at jeg sprænger dem… I Inkaen pakkede jeg det fantastiske ind i grænselandet til en drømmeverden. Med min baggrund i naturvidenskabens verden havde jeg nok lidt svært ved at slippe det fantastiske helt fri, så at kunne bortforklare det hele med, at det måske bare var en drøm, var min sikkerhedssele. I Glitch får det fantastiske mere frirum – vel at mærke noget fantastisk, som tager afsæt i leg med moderne naturvidenskab, så det er ikke grebet helt ud af den blå luft. Min fornemmelse er, at naturvidenskaben i dag står tæt på et kvantespring af ny erkendelse. Måske har universet mange dimensioner, måske er der faktisk mange universer, måske kan partikler rejse baglæns i tiden og så videre. Lige nu spekulerer vi blot, men i CERN i Schweiz har det internationale samfund bekostet et kæmpemæssigt laboratorium, som med lidt held bringer os tættere på nogle svar. Indtil videre spekulerer jeg også bare og karikerer nogle mulige konsekvenser. Lige nu bliver det til “elementer af fantastisk”. Der var jo også engang, hvor man mente, at Jorden var flad, og hvor en rejse rundt om Jorden ville have været fantastisk. Ikke dermed være sagt, at Glitch nogensinde bliver virkelighed, men det er dér, historien udspringer – i nogle af de spørgsmål, som partikelknuseren i CERN måske bringer os svar på… Og lad mig så lige skynde mig at sige, at Glitch er en spændingsroman. Ingen panik, den kræver ingen matematiske forkundskaber!

Rejsen og den fjerne destination virker som et tema i dine bøger – er det noget, der afspejler Peter Dreyer som person?

Det har jeg faktisk ikke tænkt over før. Onde tunger kunne jo også mene, at de eksotiske destinationer var middelmådigt effektmageri. Men jo, destinationerne er nok spejlinger. Som teenager kiggede jeg på stjerner i stedet for at hænge ud i byen med mine jævnaldrende. Dér kan man da tale om fjerne destinationer! Som sagt helligede jeg mig også stjernerne på universitetet, og jeg kan huske min frustration over, at de færreste forstod og delte min fascination. Siden har jeg rejst en del. Ikke kun til fjerne destinationer, men ofte op bjergrige egne, ud i ørkener, ind i regnskove – langt fra civilisationen kunne man vel sige. Jeg synes på sin vis, at det er meget rart, når man er, hvor den menneskelige påvirkning er til at overskue. Misforstå det ikke; jeg er ikke menneskesky, og jeg synes også, der er fedt i Paris, London og New York. Men jeg tror aldrig, at jeg skriver en roman, der kulminerer på 5th Avenue.

Du har fuldtidsarbejde ved siden af skriveriet. Spiller dit arbejde og dine bøger sammen? Og hvordan balancerer du de to jobs?

Der er ingen forbindelse mellem mit arbejde og mine bøger. Og tjente jeg flere penge på bøgerne, ville jeg nok bruge meget mere tid på at skrive. Men så længe jeg gør begge dele, opfatter jeg skriveriet som afstressning. Udfordringen er så omvendt at finde tid til at skrive så regelmæssigt, at jeg ikke kommer for langt væk fra historierne. Hidtil er det lykkedes hæderligt, også fordi plottet tit ligger og udvikler sig i baghovedet i de perioder, hvor jeg ikke finder tid til at skrive. Jeg er nu i øvrigt heller ikke sikker på, at mit temperament egner sig til en meget intens og fokuseret skriveproces. Gjorde det det, var jeg nok i stedet endt som en af de forskere, jeg skriver om.

Der er gået fem år siden din første bog, “Inkaens fjerde mulighed”. Hvordan vil du sige, at du har udviklet dig som forfatter siden da? Var der noget særligt, du lærte af debuten?

Ja for pokker da! Til en start lærte jeg, at det kan være hensigtsmæssigt at have et plot, når man begynder at skrive. Jeg havde ikke skyggen af et plot, da jeg begyndte på “Inkaens fjerde mulighed”, hvilket jeg tror, man kan fornemme undervejs i bogen. I Inkaen var jeg heller ikke specielt opmærksom på vigtigheden af at holde tempo… og på at skrive med passende hensyntagen til læseren. Inkaen var en spændende historie at skrive: jeg blev underholdt. Men når den i nogen grad også blev spændende at læse, skyldes det mere held end forstand – det var ikke en kvalitet, jeg dengang evnede at fokusere på. I Glitch har jeg fra starten haft et plot – i det mindste omridset at det – og jeg har mange gange undervejs stillet mig selv spørgsmålet “gider man at læse det her?” Svarene har kostet hele kapitler.

En anden ting, som gik op for mig i forbindelse med udgivelsen af Inkaen, var, at forlagsbranchen er voldsomt konservativ. Jeg mener, mulighederne i Internettet og de sociale medier var og er stort set helt uudforskede. Det er mig en gåde, at man ikke i højere grad kigger på for eksempel muligheder for synergi mellem forfattere og læsere. Jeg har selv oprettet en facebookside til Glitch for at eksperimentere lidt med den mulige dialog, men jeg tror, at man kunne gøre meget mere.

Hvad så nu? Er du i gang med en ny bog?

Det sidste punktum i Glitch blev først sat i efteråret sidste år, så processen frem mod udgivelsen har været ret intens. Derfor har jeg ikke haft energi til at gå i gang med en ny bog. Jeg har 3-4 mere eller mindre udviklede plots, som måske bliver udgangspunkter for nye bøger – blandt andet en fortsættelse af Glitch. Men hvad jeg ender med at springe ud i, ved jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg tænkt mig at bruge internettet til at udfritte læserne om, hvad de vil have: er der så mange løse ender i Glitch, at der er stemning for en fortsættelse, eller skal det være noget helt andet? Det er jo ikke mig, der skal læse bøgerne, så jeg synes egentlig, at det er ganske rimeligt at inddrage læserne.

Endelig er er jo også et element af økonomi. Omsætningen på Glitch vil jo i nogen grad være afgørende for, hvor hurtigt jeg kommer i gang igen, og i hvilket omfang næste projekt også bliver et rent fritidsprojekt. Lad os nu se.

Og til slut: fem gode bøger ifølge Peter Dreyer?

Min bogreol er en ret blandet landhandel, så jeg vil også lade anbefalingerne skyde i vidt forskellige retninger.

1. “Troldmanden” af John Fowles. Generelt er jeg vild med Fowles, men i Troldmanden når hans leg med læseren det sublime. Hver gang jeg har læst romanen, smelter jeg sammen med hovedpersonen og deltager fuldt ud i hans forsøg på at gennemskue troldmandens illusioner – og føler fuldt ud hans frustration over igen og igen – og så igen – at gå fejl af virkelighed og illusion.

2. “Blues fra bliktagene” af James Lee Burke. På det seneste har jeg læst en del af Burkes fantastiske kriminalromaner. Jeg er meget fascineret af hans evne til elegant at mixe det poetiske med en ultra rå socialrealisme, der blander smukke billeder af USA’s natur med en upoleret og insisterende beskrivelse af det amerikanske samfunds mørkeste skyggesider, som rammer for velgennemtænkte kriminelle plots.

3. “Nattog til Lissabon” af Pascal Mercier. Ikke en letlæst roman, men en meget velskrevet og dragende filosofisk historie om en mand, der ved en tilfældighed dropper sit kedelige liv til fordel for jagten på indsigt i en fremmed person.

4. “Manifold: Space” af Stephen Baxter. Jeg læser ikke så meget science fiction mere, men Stephen Baxter er der plads til ind i mellem. Jeg kan godt lide, at hans historier har begge ben solidt plantet i naturvidenskaben. Selvfølgelig lader han historierne køre ud af nogle tangenter – det gør jeg jo også selv – men han fortrolighed med moderne fysik gør historierne mere vedkommende.

5. “Drama på indlandisen” af Alistair McLean. Som teenager var jeg vild med Alistair McLeans romaner. For nogle år siden læste jeg en stak af dem igen – lidt med bange anelser. Men heldigvis; de står absolut distancen også i dag. Selvfølgelig er de skrevet i en anden tid, men det kulørte persongalleri og nogle gedigne plots er stadig meget underholdende. Og gad vide, om der ikke er lidt inspiration fra netop Drama på indlandsisen i Glitch.

6. “Fra superstrenge til stjerner” af Steen Hannestad. Jeg presser lige en ekstra titel ind. Hannestads populærvidenskabelige bog om moderne fysik og astronomi er et rigtig godt bud, hvis nogen ønsker at sætte sig lidt ind i den virkelighed, der ligger bag Glitch

Links

Elevator2.dk

Peter Dreyer på Twitter

Facebookside for Glitch

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.