Om Benjamin Lunøe

Lunøe er født 1978 og cand.mag i engelsk og filosofi fra Københavns universitet. Novellesamlingen “En dag uden sol”, der rummer 10 forskellige historier, er hans debut, udgivet på forlaget Ostenfeld.

Forlaget om En dag uden sol

Benjamin Lunøe har i ’En dag uden sol’ skabt en række fabulerende og farverige noveller – alle med filosofi og menneskeligt tankegods som præmis. De livsfølte fortællinger fører læseren fra så forskellige steder som Romerriget, Rummet og Jørgen Nashs´ sommerhus. Alle med en ramme, der sætter de store spørgsmål i livet under lup på fornøjelig og eftertænksom vis. Måske har du selv kigget op mod stjernerne og undret dig…

Interview

Først: kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Benjamin Lunøe, og hvad skal man forvente, hvis man samler hans novellesamling op?

Jeg er 33 år, Cand. Mag. i engelsk og filosofi og netop debuteret som forfatter. De sidste 4 år har jeg arbejdet for Røde Kors, men sagde for nylig op for at skrive i stedet. Min novellesamling består af historier, der gerne skulle indeholde alt det, jeg selv finder interessant i verdenshistorien. Det er visionen. Der er fortællinger fra fortid og fremtid, og litteraturhistorien er en levende medfortæller.

“En dag uden sol” er din første udgivelse – hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

Jeg begyndte at skrive, da jeg gik i folkeskole. Jeg var inspireret af de eventyrbøger, jeg læste dengang, og forsøgte at efterligne dem. Senere fik jeg øjnene op for den store litteratur, men fornemmelsen for eventyr har aldrig helt forladt mig. Jeg kan godt lide bøger, der transporterer læseren til en anden verden. Som underholder og oplyser på samme tid. Faktisk mener jeg, at værker som Odysseen og Iliaden kan betragtes som den oprindelige fantasy-litteratur.

Hvordan foregik arbejdet med samlingen? Leverede du en færdig samling noveller til forlaget, blev de lavet på bestillinger eller hvordan?

Jeg skrev novellerne i en sommerferie. Det var tale om en af de dér sjældne eksplosioner af energi og inspiration, som man desværre ikke oplever så ofte. Det tog ikke meget mere end en måned at skrive den grundlæggende tekst, som så er blevet revideret utallige gange siden. Jeg opsøgte selv forlaget. Der skal gøres et vist arbejde, når man er debutant.

Historierne i “En dag uden sol” er rammer meget bredt i tone og temaer. Synes du selv, der er en rød tråd i dine fortællinger?

Den røde tråd er glæden ved at fortælle. Det er rigtigt, at samlingen spænder meget vidt – måske for vidt – men jeg blev selv grebet og båret med, da jeg skrev det. Historierne har det tilfælles, at de vil tage læseren ud af hverdagen og med et andet sted hen.

På din hjemmeside betegner du dig selv som klassicist – kan du forklare lidt nærmere, hvad du lægger i det?

Det jeg skriver, er meget referentielt. Jeg lader mig gerne inspirere af de store fyrtårne i litteraturhistorien fra Homer til Borges, og jeg synes, det klæder ethvert værk at vise sine rødder frem. Jeg er klassicist i den forstand, at jeg elsker historiens store forfattere og aldrig kan få nok af dem. Jeg ser det som en modpol til postmodernismen, som jeg aldrig er kommet overens med.

Hvad vil du gerne opnå i mødet mellem læser og historie? Har du et formål med det, du skriver?

Jeg forestiller mig hverdagen som en støvet hylde med bøger, og mine fortællinger som det vindpust, der blæser alt støvet væk. Mine fortællinger bliver ikke skabt ud af en indre tvang, som andre forfattere taler om, men ud af et overskud – en lyst til at glæde læseren og vende ham eller hende væk fra det trivielle i livet til det fantastiske. Jeg hader selv, når jeg kommet til at synke ned i hverdagens trummerum, og bøger er dét, der bærer mig ud.

I “En dag uden sol” virker det flere steder, som om du leger med genrerne. Hvad er dit forhold til de litterære afgrænsninger?

Egentlig leger jeg ikke bevidst med genrerne, det skete nærmest organisk, at værket kom til at stritte i så mange retninger. Jeg gjorde en historie færdig, og så kom den næste helt af sig selv – tilfældigvis foregik den nu bare i Romerriget eller det ydre rum. Hvis man som jeg skriver af lyst, er man måske nødt til at favne bredt.

Hvad byder fremtiden på? Er drømmen at leve som forfatter, og arbejder du allerede på noget nyt?

Det er helt klart min drøm at leve af det her, men jeg ved, at det selvfølgelig er svært. Lige nu skriver jeg fuld tid, og da jeg er a-menneske, er det virkelig dejligt at kunne bruge sin bedste tid på dagen til at lave noget, man elsker, i stedet for altid at måtte gøre det om aftenen efter arbejdet. Jeg har et princip om altid at være i gang med et værk, så jeg har andet at bekymre mig om end anmeldelser eller afslag. Jeg er ved at skrive en digtsamling baseret på en form, jeg har lånt fra kinesisk guldalderpoesi, som jeg finder meget inspirerende, og også en novellesamling mere, der bibeholder det fantastiske element, men som kommer til at fremstå lidt mere samlet, da alle historier foregår i nutiden og har danskere i hovedrollerne. Derefter er det planen, at jeg vil forsøge mig med en roman.

Til sidst: fem bøger, som man ifølge Benjamin Lunøe burde læse?

Det er svært at begrænse sig til fem. I dag har jeg udvalgt nedenstående, men hvis man spurgte mig i morgen, blev det måske nogle helt andre.
Aleffen af Jorge Luis Borges – intellektuelle, labyrintiske fortællinger, der bliver bedre for hver læsning.
The Ebony Tower af John Fowles – især titelnovellen er en drøm af en fortælling.
Pan af Knut Hamsun – for skærgårdsstemningen.
The Great Gatsby af Scott Fitzgerald – en nærmest fuldkommen roman.
Skaknovelle af Stefan Zweig – for sproget og formatet.

Links

Benjamin Lunøes hjemmeside

Litterær efterårssol, interview på Litteratursiden

En dag uden sol anmeldt på Den elektriske kanin