Om Michael Kamp

Kamp startede med at udgive sine egne bøger, men er siden kommet i stald hos forlaget Tellerup, hvor “Bunker 137” er hans anden udgivelse. Han skriver både romaner og noveller inden for de fantastiske genrer, men dog især horrorgenren. Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med “Moln – jorden husker” og “Fordærv“.

Forlaget om Bunker 137

Det er krigens sidste dage.
De allierede rykker frem mod Berlin på trods af desperat modstand og gør klar til det afgørende fremstød.
En lille gruppe tyske soldater må søge tilflugt i en forladt bunker, men mørket gemmer på hemmeligheder med langt værre rædsler end krigens.

Tiden er knap og vanviddet er over dem!

 Interview

Kan du starte med at præsentere Bunker 137? Hvad er det for en type bog, du har begået denne gang?

Bunker 137 er min første krigshorror-udgivelse. Den tager udgangspunkt i de sidste dage af 2. Verdenskrig et stykke uden for Berlin, hvor de allierede rykker frem og møder desperat modstand fra tyskerne.

De fleste krigshistorier har jo de allierede som hovedpersoner, men jeg har valgt at man følger en lille gruppe Waffen-SS-soldater, der forskanser sig i en øde beliggende bunker og forsøger at holde de allierede fra livet.

Det er en meget barsk og direkte historie, hvor jeg ikke forsøger mig med humor eller andre ting til at opbløde stemningen, men først og fremmest er det horror med et lovecraftiansk twist.

Den er blevet beskrevet som: ”Lovecraft overnatter på Ørneborgen.” 🙂

Nazister er, ligesom zombier og andre, en fast ingrediens inden for horrorgenren. Men hvor de andre monstre er fiktive, har nazisterne deres basis i virkeligheden – er det det, der gør dem så interessante?

Nja – jeg tror nazisterne er evigt interessante, fordi de var den sidste simple fjende. Under 2. Verdenskrig stod fronterne meget klart overfor hinanden (i hvert fald i bagklogskabens klarsyn) med tydeligt definerede skurke og helte. Nazisterne var de umenneskelige, og de, der bekæmpede dem, var heltene. Alle efterfølgende krige har været mere mudrede.

Derudover havde de jo en ideologi, vi har meget svært ved at forstå i dag, og den fik en popularitet, som er fuldstændig uforståelig for os. Der er et evigt spørgsmål om, hvorfor gik de med til det? Hvorfor valgte så mange mennesker nazismen?
Endelig var de indre kredse omkring Hitler jo nogle meget farverige skikkelser. Der blev både udforsket okkultisme, sær videnskab og bizarre teorier som Arisofi.

Kan du fortælle lidt om “Bunker 137”s tilblivelse – hvornår opstod ideen, og hvordan foregik arbejdet med bogen?

Bunker 137 er en af de projekter, hvor selve historien og universet har udviklet sig meget fra idé til fuldførelse. Oprindeligt var projektet ment som en ”Custer’s Last Stand” historie om en lille gruppe allierede, der skulle holde stand mod en horde af nazi-zombier.

Det er bare ikke særlig originalt, så idéen udviklede sig til en noget anden type historie. Jeg ville gerne have nazister som hovedpersoner, både fordi det er anderledes, men også fordi det var en udfordring som forfatter. Hvordan giver du læserne sympati for dem, vi alle ved er skurkene?

Og endelig opdagede jeg, da jeg begyndte på historien, at det er en vinkel, vi sjældent hører. Og måske en vigtig vinkel. Der er en tilbøjelighed til, at nazister bliver til en slags robotter i krigshistorier. De har ingen følelser og kan bare slås ihjel. Men de var jo mennesker ligesom os andre. De havde familie, var loyale overfor vennerne og havde et sammenhold, vi sjældent oplever. Så det blev en rejse ind i, hvordan en Waffen-SS-nazist tænker.

Jeg mener nemlig helt oprigtigt, at det er farligt, når vi dæmoniserer folk. Hvis vi gør Hitler og nazisterne til monstre, så distancerer vi os samtidig fra dem. De bliver gjort lidt uvirkelige, som om det er noget, der ikke kan ske i dag. Men de var jo nogens naboer.

Det var almindelige mennesker, der valgte nazismen, og den vinkel ville jeg gerne prøve at belyse.

Selve arbejdet med historien bar præg af en heftig research. Jeg ville gerne have alle detaljerne korrekte, så der skulle være styr på udstyr, forholdene i Waffen-SS, situationen i de sidste dage osv. I praksis sendte jeg løbende hvert kapitel til en ven, der er historiker med speciale i 2. Verdenskrig, så han kunne rette alle de forkerte ting og fortælle mig, hvordan det rigtigt foregik.
Jeg har fundet en ret stor glæde ved den slags research, for det giver historien et skær af troværdighed, som er meget vigtigt. Man kan faktisk lærer noget af at læse den.

Dine bøger har gerne været kategoriseret som ungdomsbøger, men denne gang virker det, som om du sigter lidt bredere. Er det sandt og i så fald hvorfor?

Nej, jeg skriver altid (med få undtagelser) til mig selv. Jeg gider kun skrive de bøger, jeg gerne selv ville læse. Dog foretrækker jeg et simpelt, effektivt sprog, så unge har muligheden for at læse med, hvis emnet fanger dem. Jeg skriver ikke direkte til unge, så det er misvisende at kalde mig børne- og ungdomsforfatter, men det er en stor diskussion i sig selv. Dansk Horror Selskab er jo stiftet for at gøre opmærksom på horror som voksenlitteratur, så det rammer ikke kun mig.

Til gengæld kan jeg mærke, at mit fokus ændres. Jeg har selv kaldt min genre for social-horror, da en del titler både er horrorhistorier og sætter fokus på nogle sociale problemstillinger, men jeg bevæger mig mere og mere i retning af noget, man kunne kalde forældrehorror. Altså hvor det er rollen som forældre, der er bærende i forhold til hovedpersonerne. Jeg tror ikke, man for alvor forstår Jürgen i Bunker 137, med mindre man selv har børn.

Nogle af de fremtidige titler har endnu større fokus på dette, så temaerne er i hvert fald ikke målrettet unge.

“Bunker 137” er meget filmisk i sin opbygning – kan man spørge til dine inspirationskilder i den forbindelse?

Det er lidt sjovt med de inspirationskilder. Jeg har hørt både Event Horizon, Deathwatch, From Beyond og Outpost forslået som inspiration, men faktisk kommer det et helt andet sted fra.

Jeg fik den første idé efter en lang nattesession med computerspillet Call of Duty: World at War, hvor vi spillede zombiebanerne. Det var stemningen, der inspirerede mig. Den klaustofobiske, paniske stemning, hvor soldaterne løber igennem de mørke gange og forsøger at holde en fjende fra livet, der hele tiden kommer væltende.

Det ændrede sig hurtigt til noget helt andet, for den anden vigtige inspirationskilde var en bog, jeg læste som ung om Philadelphia-eksperimentet skrevet af den gamle røver Charles Berlitz.

Myten fortæller, at USA i 1943 eksperimenterede med at gøre skibe usynlige for radar ved at omgive dem med stærke magnetfelter. Ifølge de mere farverige beskrivelser blev skibene også usynlige for det blotte øje, og det havde frygtelige konsekvenser for besætningen, der i nogle tilfælde smeltede sammen med skibene.

Det er naturligvis en sejlivet myte, men idéen er spændende, specielt da jeg tænkte: ”Hvor fik de idéen fra?”

Mere kan jeg ikke skrive uden at afsløre for meget af Bunker 137.

Jeg har skam set de pågældende film, men inspirationen kommer hovedsageligt fra den gamle røverhistorie tilsat en skvæt Lovecraft.

Du har en længere bibliografi tilknyttet dit navn nu og en del faste læsere, må man formode – hvordan påvirker dine læseres forventninger dig som forfatter?

Ikke meget. Jeg vil ikke sættes i bås, så jeg skriver det, jeg har lyst til. Det er som regel horror, men jeg har ikke afskrevet de andre genrer. Der, hvor det påvirker mig, er de gode anmeldelser. Jeg har været forkælet med rigtig god omtale på det sidste, så det sætter selvfølgelig en høj standard for de kommende projekter.

Jeg ved, at en del læsere venter på bøgerne og regner med noget godt, så jeg kan godt blive lidt presset over forventningerne. Men det er jo konstruktivt, for så presser jeg mig selv mere.

Der er lidt af en horrorbølge i tiden, både med udgivelse og Dansk Horror Selskab, som du også er en del af. Er horror ved at blive en del af det fine selskab?

Det tror jeg nu ikke. Horror er altid blevet betragtet som lidt underlødigt og bliver det stadig. Horrorudgivelser ryger nærmest pr. automatik på børnebiblioteket, med mindre det er meget tydeligt, at det er henvendt til voksne.

Jeg tror, horrorbølgen skyldes en stærk talentmasse, der elsker at skrive, og at forlagene kan se, at der er penge i skidtet. Jeg forventer ikke, at nogen af de store litteraturpriser går til horrorudgivelser lige foreløbig.

Hvad skal man som læser forvente sig af den del af fremtiden, der står Michael Kamp på?

Jeg er ved at nærme mig slutningen på endnu en horrorroman, der har været længe undervejs. Barsel og småbørn tager meget af skrivetiden, så min egen deadline i juni måned er for længst overskredet. Den udvikler sig stadig, så jeg tør ikke sætte en deadline igen.

Når den er sendt til forlaget, kaster jeg mig over Bobs Saga 4. Nu har læserne ventet siden 2009 på det sidste bind, så det er vist på høje tid. Indtil videre har hvert bind i serien været både en opskalering af den bagvedliggende konflikt og en udvikling hos Bob, så jeg glæder mig til at kunne smøge ærmerne op og bruge de store armbevægelser denne gang.

Efter Bob 4 har jeg ikke nogen planlagt rækkefølge, men der ligger rigeligt med idéer på harddisken at gå i gang med. Jeg kan mærke mindst én stor roman i murstensstørrelse simre bag i hovedet og har nogle idéer til historier, jeg ellers ville have forsværget, at jeg nogen sinde ville røre ved.

Min produktion skulle gerne sættes i vejret igen nu, så jeg kan stabilt kan levere gode læseoplevelser hvert år.

Og som afslutning i forlængelse af det filmiske – fem gode film, som man bør se ifølge Michael Kamp?

Er man til det kulørte, men stemningsfulde, er jeg helt vild med Sucker Punch. Jeg havde forventet en fæl omgang spekulation i stil med Paris-Hilton-som-actionstjerne, men den overraskede mig med en langt dybere historie og en legende tilgang til virkeligheden og metafortællinger.

Tentakler og B-film kan klares med Deep Rising fra 1998, hvor et krydstogtskib angribes af en godt, gammeldags søuhyre. Pirater, tentakler og attitude er et godt mix.

I zombiegenren er Dawn of the Dead fra 2004 en af de meget få film, jeg så to gange i træk. Fantastisk film.

John Carpenters The Thing fra 1982 har efterhånden nogle år på bagen, men det gøres ikke bedre.

Endelig er The Descent fra 2005 en lille overset filmperle, der demonstrerer klaustrofobisk horror bedre, end jeg har set det i nogen anden film. Toeren er ligegyldig, men etteren bør stå i enhver samling. Og selvfølgelig versionen med den originale slutning. Amerikanerne kan tilsyneladende ikke tåle rigtig horror, så deres version mangler det sidste, afgørende minut.

Links

Michael Kamps hjemmeside

“Bunker 137” anmeldt på Horrorsiden