Om Nikolaj Højberg

Højbergs bibliografi dækker to novellesamlinger med hans eget navn på samt deltagelse i flere antologier. Han begår sig hovedsageligt inden for de fantastiske genrer og har siden dannet sit eget forlag, Kandor. Det er her, han har indkaldt til denne antologi, der behandler racisme og fremmedhad inden for horror/weird-genren.

Han har tidligere været på Fantastiske Forfattere med Vandringer i mørke og Lejlighed 42 – og andre mørke fortællinger.

Forlaget om Det sker igen

Racisme, kontrolmentalitet, fremmedgørelse, ringeagt af medmenneskelighed. Alle har haft gode vækstvilkår det sidste årti. Hvilken verden går vi i møde, hvis denne vækst får lov at fortsætte? Hvilken verden skal vores efterkommere vokse op i? Det er svært at spå om fremtiden, men med denne antologi gør elleve danske forfattere forsøget og giver deres bud på, hvilken verden vi går i møde.

Hvis den da ikke allerede er her.

Interview

Kan du starte med at præsentere antologien “Det sker igen” – hvad skal man forvente sig som læser?

Det kan du tro. Det sker igen består af 11 noveller, som alle er skrevet med fokus på fascisme og racisme. Novellerne er horror og kan læses som sådan på to planer: Horror ved at være uhyggelige, grusomme, klamme, modbydelige og sadistiske. Horror ved at førnævnte er funderet i bevidst politisk vanrøgt af medmenneskelighed.

Hvordan opstod ideen til en antologi med så tydeligt et budskab?

Det korte svar er lede ved Dansk Folkeparti. Et mere detaljeret svar skal findes en dag, hvor jeg oplevede DF proklamere, at menneskerettighederne er meningsløse og totalitære, samtidig med jeg læste en reklame for den engelske antologi Never Again. Denne handler nemlig om, hvorfor vi aldrig igen skal invitere fornægtere af menneskerettighederne ind i vores samfund.

Skal vi forvente flere antologier af den her slags fra Kandor?

Ja, jeg kan faktisk godt finde på, at udgive andre antologier centreret omkring et bestemt politisk emne. Det kan eksempelvis være noveller omkring konsekvenserne af den globale opvarmning, konsekvenserne af et komplet økonomisk sammenbrud i EU eller konsekvenserne af 10 år regeringsførelse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.

Hvordan foregik arbejdet med bogen? Fik du mange noveller indsendt, og hvor meget arbejdede du med forfatterne om det færdige resultat’?

Fra jeg skød ‘konkurrencen’ i gang (nu skal jeg passe på ikke at få Internettets grønne havenisser på nakken) og frem til deadline, var der ikke meget arbejde med bogen, for jeg valgte at samle alle modtagne noveller i et chartek for at læse dem i ét hug. Det eneste, jeg gjorde, var at gøre omslaget færdigt og sætte trykfilen til antologien op, så de udvalgte noveller blot skulle sætte ind i den.

Da først deadlinen var ovre, var der derimod en del at lave. Jeg modtog ca. 35 noveller. Det tog ikke særlig lang tid at læse dem, for der var rigtig mange gode noveller, og de mindre gode kunne jeg sige nej-tak til allerede efter en side. Udvælgelsen tog der i mod længere tid, end jeg havde forventet, for der var en del noveller, jeg gerne ville have med, men som af den ene eller anden grund ikke passede ind i antologien, eksempelvis ved at være næsten identisk med en anden novelle.

Med hensyn til samarbejdet med forfatterne gik det glat. Et par af novellerne krævede næsten ingen redigering, et par andre krævede en del, og så var dem midt i mellem, som krævede en smule. Alt i alt vil jeg tro, jeg har brugt gennemsnitlig 15 timer per novelle.

Du har også tidligere redigeret antologien “Bag Adonais spejl”, ligesom du har fået udgivet et par af dine egne novellesamlinger – hvad er det, der gør novellen så spændende en form at arbejde med?

Det fede ved noveller er længden. Den er hurtig skrevet, og den er hurtig redigeret (og læst, men nu kikker jeg på novellen som forfatter og redaktør), hvilket vil sige, jeg har mulighed for at arbejde med rigtig mange forskellige historier og virkemidler på ganske kort tid. P.t. er jeg i gang med at redigere min roman, Dæmonolotria, og arbejdet med den har stået på i årevis, og det synes jeg er trættende. På den ufede måde. Den skal bare se at blive færdig, så jeg kan komme i gang med at skrive noveller igen, for jeg har en masse historier, der gerne vil ud og på forskellige måder. At redigere antologier undervejs er heldigvis en lindring for min utålmodighed af de førnævnte grunde. Og i tillæg lærer jeg en masse nyt om fortællerteknik og sprog.

Hvad kendetegner i dine øjne en god novelle?

Ud over at håndværket skal vær i orden, så skal den først og fremmest være original og underholdende. Jeg har hørt andre redaktører sige, de synes, det er meget vigtigt, at novellen også vil noget, altså den har et budskab, men det er jeg ikke enig i (med Det sker igen, jo, men det er en undtagelse). En forfatters fornemmeste opgave er at underholde. Men når det så er sagt; hvis jeg modtager en novelle, der er velskrevet, original, underholdende OG som vil noget, ja, så jubler jeg 🙂

Der er en del af forfatterne i “Det sker igen”, som er kendt fra diverse blade, antologier og egne bøger – sker der en opblomstring inden for de fantastiske genrer i disse år? Og hvordan ser du Kandors rolle i det?

Ja, jeg tror faktisk, der sker en opblomstring af de fantastiske genrer for tiden. En del af forklaringen, tror jeg, skal findes i, at læserne er ved at være træt af krimier, men da de ikke er træt af spændingslitteratur, så er det nærliggende at vende blikket mod de fantastiske genrer. En anden forklaring, tror jeg, skal findes i, at dem, der voksede op med fantastik som barn, også gerne vil læse fantastik som voksen. Der er bare ikke noget på dansk – i hvert fald kun meget lidt, og så er det for det meste oversat. De læser det derfor på engelsk, men higer efter dansk. Og så er det jo nærliggende at skrive det selv.

Med hensyn til Kandors rolle, så vil jeg bliver meget stolt, hvis man om ti år kan sige, Kandor spillede en rolle i, at de fantastiske genrer blomstrerede op.

Du har selv leveret novellen “Hvid chili” – hvordan opstod den, og var det før eller efter, du besluttede dig for at samle en hel antologi?

Jeg skrev novellen i september 2010 efter en nyhedsudsendelse, hvor en af DF’erne kom med en udtalelse omkring muslimer, hvor jeg tabte hat og fortænder og tænkte Hold da op. Hvis lige vi erstatter ordet muslim med jøde, så får du spontant minioverskæg og begynder at heile. Der var så meget had i udtalelserne, at der – i mine øre – ikke var langt til vold (det var vist nok den samme knark, der mente, det er i orden at bankeopdrage børn, så …). Derfor skrev jeg Hvid Chili, der handler om højreekstremistisk terror. Det var tæt på, jeg ikke tog novellen med i antologien af frygt for at blive anklaget for at slå plat på Breiviks handlinger, men jeg valgte i sidste ende at tage den med, da jeg synes, den er meget aktuel. Og som sagt er novellen skrevet før Breivik blev verdenskendt.

“Det sker igen” startede under en anden regering, end vi har nu – er der håb for fremtiden, tror du?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Nu fik danskerne nok af DF’s dæmonisering af alle ikke-danskere (hvilket inkluderer mig, da jeg er syvende generations indvandre fra Ukraine), men de nye fjendebilleder er allerede begyndt at sive fra vores nye regering og specielt fra deres parlamentariske grundlag med deres snak om Banditter i habitter. Fjendebilleder har det med at begynde i det små.

Det største problem, som jeg ser det, er jordens eksplosivt voksende befolkningstal. Der er simpelthen for mange af os til de resurser, der er, og resurseknaphed fører til frustrationr og årsagen til frustration skal helst placeres hos nogle ‘andre’, og så kører hademøllen. Det gør det så heller ikke fortrøstningsfuldt, at vi står midt i en finanskrise, der potentielt kan udvikle sig til noget, vi knap har mareridt til at forestille os, og som kan vare et årti eller mere. Og dårlig økonomi har altid været vand på hademøllen.

En anden ting, der også skræmmer mig, er den ensretning, der er i samfundet. Eks. på litteraturfronten, hvor mere eller mindre alt, der udgives af de store forlag, er ens. Krimier og biografier. Det, jeg husker som fedt ved at gå i boghandlen som barn, var den myriade af forskellige udgivelser, der var af vælge imellem, og jeg var specielt vild med det, fordi jeg vidste, jeg ville opleve forskellige menneske- og livssyn. Med den kommercialisering, der har været af litteraturen, synes jeg, der er sket en voldsom indsnævring af forfatterholdninger – for man skal jo være sikker på at kunne sælge det i store oplag. Spændvidden af menneske- og livssyn er skrumpet ind. I dag køber jeg stort set kun mine bøger på Amazon Kindle, og hovedmotivationen er det store udvalg af indieforfattere, altså selvudgivere som ikke kan slå igennem på de store forlag, fordi de ikke passer ind i normalrammerne. Det er nemlig ikke kvaliteten, der er noget i vejen med, den er fuldt på højde med forlagslitteraturen. Indielitteraturen er til gengæld meget mere interessant at læse, fordi man møder nye – og vigtigst af alt – forskellige livssyn.

Så nej, jeg ser ikke det store håb for fremtiden. Ikke med mindre vi træffer et bevidst valg om at bekæmpe ethvert tiltag til at skabe fjendebilleder.

Links

Nikolaj Højbergs hjemmeside