DOBBELT OP PÅ GARY STU Pug og Thomas vokser op i hertugdømmet Crydee, så langt fra det civiliserede øst, som man kan komme i The Kingdom of the Isles. Pug er forældreløs og Thomas er søn af borgens kok. Sammen drømmer de om episke oplevelser og fantastiske eventyr som medlemmer af Hertug Borrics vagtkompani. Thomas bliver optaget i kompaniet, men ikke Pug, han bliver valgt af troldmanden til at være sin lærling. Det er dog svært for Pug, magien vil ikke rigtigt virke for ham. Det er som om hans skæbne er at bruge en helt anden slags magi. En forsvundet magi, den højere magis vej.

I mellemtiden sker der noget uventet. Kongeriget bliver invaderet fra en anden planet. Lige pludselig sværmer Tsuanurani soldater over hele området, og Hertug Borric er nødt til at rejse østpå, for at skaffe hjælp til krigen. Under rejsen er de nødt til at rejse gennem en forladt og hjemsøgt dværgeby, her farer Thomas vild, men på nærmest skæbnesvanger vis, reder han livet og støder ind i en urgammel drage. Den har en gave til Thomas. Det er Valheruen Ashen-Shugars rustning og sværd. De passer ret perfekt til Thomas og jo mere han bruger dem, jo mere bliver han påvirket af den urgamle Valheru.

Senere bliver Pug taget som fange af Tsuaniranierne, og først er han slave på en plantage, men efter en af deres mægtige troldmænd opdager at han er udstyret med magisk talent, bliver han optaget i akademiet for den højeste vejs troldmandskunst.

Og så er alle ingridienser i kog – magi, transdimensionelle marodører, urgamle magiske artifakter, planer inde i planer Frank Herbert værdigt, krig og kærlighed og bagved det hele lurer spørgsmålet om Fjenden, den forfærdelige entitet der ødelagde menneskenes oprindelige hjem og spredte dem overalt i multiverset.

Jeg læste Magician første gang i midten af 90’erne. Jeg var solgt med det samme. Episk fantasy, der startede langsomt ud med en forældreløs køkkendreng, der bliver troldmandens lærling og ender med at blive badass sej sorceror. Jeg synes det var helt fantastisk. Det var den første murstensfantasy roman jeg læste. Og jeg må indrømme at jeg glædede mig som en lille glad julegris til at genlæse den. Jeg blev desværre lidt skuffet. Efter at have læst så meget siden Magician, så er den desværre faldet lidt for mig. Karaktererne er lidt flade og endimensionelle. Plottet og intrigen er rigtig fin, de to drenges historie fungerer også. Deres rejse fra beskedne kår til halvgude niveau er spændende.

Der hvor Feist virkeligt rykker er ved Verdensbygningen. Den er også rigtig god. Der er rigtigt mange lækre elementer i Feists verden jeg rigtigt godt kan lide. Mørkelverne, der giver en spændende twist på de klassiske Tolkien elvere. Det store episke verdensbillede med de titan-lignende valheruer, der går op i mod guderne og taber. Tsuaniraniernes asiatisk inspirerede kultur er også ret interessant, og det var første gang at jeg havde mødt asiatisk fantasy. Så hatten af for det.

Fun fact: På tv-tropes står der at Midkemia er den verden som Feist og venner spillede rollespil i, men riftwar historien foregår blot 500 år tidligere. Det er nok en af de klassiske nørdfantasier. At forvandle ens rollespilsverden til et romanunivers.

Generelt synes jeg det er en ret fin bog. Glimrende verdensbygning, men ikke supergodt skrevet. Man kan godt mærke at det er hans anden bog. Hvis man har lyst til at læse mere, så er der rig lejlighed. Der er 30 bøger i alt i serien. De er hovedsageligt opbygget som en række trilogier, med enkelte undtagelser. Så der er nok at tage fat på.
Det kunne være interessant at læse de senere bøger, for at se om han er blevet en bedre forfatter og stadigvæk er lige skrap til verdensbygning.