Grant er bimlende skør. Jævnt sær og mærkelig. Det er min konklussion efter at have læst Morrisons kombinerede selvbiografi og superhelte kulturhistorie Supergods.

Som knægt vandrende han rundt i Skotland som knægt, og forsøgte alle ordbogens muligheder for at finde kodeordet, der ville give ham Captain Marvels kræfter – og nu var Shazam jo ulykkeligvis taget. Det er ikke så sært, der har vi måske alle været. Næh, der hvor han virkelig besluttede sig for at skrue særheden op på 11, var den gang hvor han kastede sig over transkøns chaos sexmagi. Med sig selv som transvistit chaos magikeren. Eller der hvor han i Katmandu, fik det vildeste LSD trip og brugte det som plottet til The Invisibles.

Ingen har lyst til at røre sexmagikerens kuglepen…

Men han er dælme også cool. Efter at have set Netflixs Happy, hvori den flyvende enhjørning og hemmelige fantasiven Happy, teamer op med den afdankede strømer Nick Sax, for at finde fantasivennens ejer, så må man konkludere at han er crazy bonkers.

Det er en fabelagtig serie. Sjov og underholdende på en sindsyg måde. Jeg er helt pjattet med den. 8 afsnit, og ikke noget med ligegyldige filler afsnit eller uinteressante b historier. Den blev sendt i december på SyFy, og den må siges at være den perfekte modgift mod al den trælse julenisseri. (Også selv om jeg først så den her i maj). Og selv om der er et sjovt blåt fantasidyr med, så er den ikke for børn. Den er sjov, men kun for voksne.

Skal jeg se den igen? Absolut. Det bliver super her til jul. Og der kommer en sæson to.