Personligt kan jeg kun spille på grydelåg og vindharpe, hvilket ikke forhindrer mig i, at have en ret bred musiksmag (når jeg nu selv får lov at sige, hvad jeg mener om migselv). Tolvtonemusik siger mig så ikke så meget; det lyder som et trommesæt, der er blevet smidt ud fra 4. sal, som en eller anden lun fætter har udtrykt det. Til gengæld kan jeg godt li bulgarsk musik og kor, hvortil min hustru ofte råber: – så sluk dog for det skrigeri!

Sådan er vi så forskellige. Men til sagen.

Bortset fra det cinematografiske var Rumrejsen 2001 banebrydende ved at bruge klassisk musik (also sprach Zarathustra), for inden da, var underlægningsmusikken til diverse SF-film ikke til at skelne fra al anden underlægningsmusik. Måske lige bortset fra “indianer-trommer” i westerns.

Det gjorde et indtryk, og muligvis en grund til at f.eks John Boormann også brugte klassisk musik i sin “Zardoz” (eller også fordi det var det billigste – den film er lavet på et budget, der svarer til to pakker tandtråd og et viskelæder). Og det er muligvis som kontravægt til det, at A Knight’s Tale (med Heath Ledger som ridder i rustning – arme fyr, iøvrigt) havde underlægningsmusik fra diverse arter af rockmusik, til en film om riddere i det 12. århundrede. Glimrende tænkt. Åndssvag film.

Men hvad findes der egentlig af sciencefiction-musik? Jeg kommer næppe til at ryste meget mere end blot overfladen, og det må så være det. Og jeg tror heller ikke jeg kommer til at være særligt kronologisk, idet dette ikke er en sammenlignende analyse, men nogle juhu-agtige punktnedslag, som man kan vugge hans mosters vovse í.

Nu startede vi i “det klassiske”, og så kan vi jo smække “Aniara” på bordet. Det drejer sig om et (ret langt) digt af Harry Martinson, der blev lavet om til en opera. Historien drejer sig, kort fortalt, om et rumskib med kolonister, der kommer ud af kurs og rejser mod uendeligheden. Iøvrigt genfortalt som straight SF af Paul Anderson i hans “Tau Zero”.

Men især har den såkaldte “symfoniske rock” bidraget med SF-musik. Før og fremmest har Electric Light Orchestra været eksponent for denne – tør man kalde det? – genre, hitting the holodeck med “Out of the blue”

 – med ret så tydelige konnotationer til “2001”, ikk’sandt? Der er står så ikke PanAm på flyveren, men “emblemet” er sådan en slags rekursion, som iøvrigt er en SF-trope. Og senere knaldede de så “Time” på bordet. En vaskeægte SF-novellesamling, med tidsbegrebet som gennemgående tema.

Afhængigt af hvordan man splitter sine bramsejl, så var SF “oprindeligt” en novelle-genre, så ELOs udlæg passer jo fint ind dér. Men hvad så med “romanerne”?

Orkedokke. Masser! For det første vil jeg påstå, at Jean-Michel

Jarres “Oxygen”

 – er en fuldfed og sammenhængende historie – i lyd! Hvad historien handler om, må være op til lytteren. Dernæst kommer Jeff Waynes musical over H.G. Wells “Klodernes Kamp”

og herefter et amalgam mellem en beat-poet/synth-musiker og en estimeret tegneserietegner, nemlig Lenny Whites og Michael Kalutas

Okay! siger man så: – det er jo ikke romaner! Det er jo bare musicals! “Bare”! Javel min ven, kom ind i min butik, så! Thi, det canadiske band “SAGA” – også pro-symph-rock – havde såkaldte “chapters” på deres diverse udgivelser over en længere årrække. Og for få år siden – nåja, 10 år siden – udgav de en disc med samtlige kapitler i rækkefølge. Det var fint nok. Sjovere var det selv, at udpønske hvad fanden der foregik – og det havde man nok regnet ud, allerede tidligt i “romanen”.

Tilbage er der blot at pege på det interessante forhold, at for at få belyst noget om musik i SF har jeg fundet det nødvendigt at bruge illustrationer. Det kan man så tænke over. Genrernes gensidige gehør.