Tiden er som vand. Jo dybere man rejser, jo mere balancerer man på kanten af sin egen uigenkaldelige udslettelse. Alligevel rejser jeg, alligevel borer jeg mig ned i kulden og mørket og et ubegribeligt tryk på grund af det, jeg håber at finde. Det er min pilgrimstur.
Jeg er ikke alene i dybet. Jeg er Rejsende7315 – 7314 før mig har valgt dette som deres funktion og identitet. Jeg ved ikke hvor mange efter mig.
Mine forgængere har boret et hul i tiden, som jeg følger dem igennem. Det er få molekyler bredt, og gennem det siver en tynd strøm af computronium, som forankrer os til vores egen tid og giver vores bevidstheder et medium at eksistere i. Tidsrejser er ikke for kroppe.
Men jeg er her. Nu.
Den sørgeligste fest i universet. Og den største.
Vi er her for at ære vores største forfader, men vi gør det usynligt og i stilhed. Velkommen tidsrejsende, står der, og vi fylder rummet, selv om ingen ved det.
De få mennesker, der er til stede, ser utilpasse ud. Ingen af dem ser ud til at forvente, at en tidsportal skal åbne sig. De forstår nok på ét plan, at de er i selskab med storhed, men de formår ikke at indse hele sandheden.
Vi samler os i en malstrøm om rummet midtpunkt. Der er et kamera rettet mod Stephen Hawking, men det opfanger ikke vores tilstedeværelse.
Vi stivner, da det ubetinget vigtigste individ i universet taler. Metalliske toner fra højttalerne.
“Hvis tidsrejser var mulige, ville der være fyldt med tidsrejsende her.”
Det er bogstaveligt talt et historisk øjeblik. Vi synger i kor i radiobølger, røntgen og langt mere eksotiske medier:
“Vi hylder dig, Kørestol1!”